Jeg er alkoholiker - og jeg måtte næsten dø for at lære at leve

Da jeg ramte min bund

Sidste gang jeg drak alkohol var den 6. februar 2009 ved middagstid.

Det skulle tilfældigvis blive det meste af en flaske gammeldansk, som jeg rystende af abstinenser
havde indkøbt på den lokale tankstation. Hvorfor det lige blev gammeldansk, husker jeg ikke
længere. Jeg har vel regnet med, at mit indkøb kunne ligne noget legitimt, såsom en flaske til en
lille-en til fælles morgenkaffebordet med kollegerne.

Jeg kan derimod huske, at jeg betalte med kontanter – sedler – og at jeg på grund af mine hænders rysten ikke kunne tage imod byttepengene, men i stedet bad den undrende ekspedient om at lægge pengene i en pose sammen med flasken.

36 timer forinden var jeg blevet anholdt af politiet og sigtet for spirituskørsel. Den sidste køretur
endte med et solouheld på min egen gade knapt 200 meter fra mit hjem. Tale om at “skide i egen rede”.

Da jeg med flasken og byttepengene i posen hastede gennem min carport, bemærkede jeg skaderne i bilens front. Bilen blev senere dømt totalskadet af taksator og endte sikkert sit liv som reservedele i andre Saab-biler.

Medens jeg skriver disse ord, kommer følgende sætning til mig: Tænk, at jeg næsten måtte dø for at lære at leve.

Ikke dø som i at solouheldet kort forinden havde været synderligt farligt for mig. Og heller ikke dø som i, at min fysiske død som følge af druk var umiddelbart forestående.

Nej, jeg mener dø, som i tabet af mig selv som et menneske med værdier, drømme, ønsker og moral.

Men netop denne køretur skulle vise sig at blive et helt centralt vendepunkt i mit liv.

Uden at jeg dengang kendte betydningen af begrebet, havde jeg “ramt min bund”. Da var det længe siden, at noget havde stået så lysende klart for mig, som det gjorde den aften: “Det næste, du står til at miste, er dine børn, Mette. Du er slået. På knock-out.”

Alkoholiker – promillen talte for sig selv

Jeg var meget fordrukken. Jeg kan svagt huske politiassistenternes stilfærdige ordveksling på stedet om resultatet af udåndingsprøven. De bad mig for en sikkerheds skyld afgive en ny prøve. Med et tilsyneladende ligeså overraskende resultat. Også lægen på politigården tog to blodprøver.

Det endelige svar på prøven et par uger senere var et chok.

Min sidste køretur som aktiv alkoholiker fandt sted imellem min daværende arbejdsplads og mit hjem. Med en alkoholpromille på 3,78.

Nu skylder jeg at fortælle, at jeg da igennem et 18 års arbejdsliv havde set min del af promilleerklæringer, og jeg havde kun et par gange haft oplevelsen at tiltale en medborger for spirituskørsel med en tilsvarende høj promille.

Alene resultatet af blodprøven udgjorde for mig – skulle jeg have savnet andre – et enkeltstående og afgørende bevis på, at jeg havde placeret mig selv i en noget tvivlsom promille elite, og at jeg havde et problem, der skulle løses. Jeg behøver nok ikke at sige, at jeg med mit 3,78-stunt samtidig havde indløst en bortvisning fra min arbejdsplads.

Men tilbage til min pose med flasken med gammeldansk, som hurtigt kom ind ad døren sammen med byttepengene og mig, for derefter at blive sat for munden og indtaget i glubende slurke, som straks havde den ønskede virkning, som jeg bedst kan beskrive med det engelske ord “numbness” – en behagelig følelse af ligegyldighed.

Slut med livet som aktiv alkoholiker

Situationen var den, at jeg snart ville være på vej til at checke ind på Søgården, Tjele, hvor der af min søster var blevet bestilt en plads. Min påvirkethed hjalp mig igennem den næsten ubærlige seance med at sige farvel og på gensyn til mine ulykkelige 10-årige tvillinger, som var forskrækkede over, at vores bil så ud, som den gjorde. Dette var for dem den foreløbige kulmination på en meget utryg flerårig periode med en mor, som opførte sig mere og mere ansvarsløst.

Jeg kan huske, at jeg næsten ikke kunne komme hurtigt nok væk. Væk fra det liv, som jeg ikke længere magtede. Da jeg lidt senere om eftermiddagen blev kørt langt ind i Himmerland, vidste jeg, at jeg havde efterladt et kaos bag mig.

Da alt drejede sig om at få mere at drikke

Medens jeg skriver disse ord, kan jeg uden stort besvær huske, hvordan det da var at være mig. Fysikken led kraftigt under det daglige alkoholindtag. Jeg drak i hvert fald en hel flaske vodka om dagen og ofte mere. Det var længe siden, at jeg havde kunnet løbe bare 50 m, og alene overvægten gjorde fysisk anstrengelse ubehageligt.

Når jeg kiggede mig selv i spejlet – hvilket jeg meget nødig gjorde – var det et oppustet lidt gustent ansigt med et sløvt blik i øjet, der kiggede tilbage.

Alt drejede sig om enten at få mere at drikke, skjule hvad jeg havde drukket og desperat forsøge at dække over mine svigt overfor børnene, familien, venner og arbejdspladsen. Alle steder i mit liv var der ting og gøremål, der blev forsømt. Det var lige meget i hvilken retning, jeg vendte mig: der var altid en aftale, jeg havde glemt, et løfte jeg havde svigtet og et hav af ugjorte gøremål. Og når jeg så tog mig sammen og forsøgte at handle på tingene, var det som om, at jeg var ude af stand til at gøre det rigtigt: jeg hængte det beskidte vasketøj til tørre eller ringede den samme ven op med 1/2 times mellemrum ude at stand til at huske, at vi netop havde talt sammen.

Når nogen påpegede mine fejl, blev jeg ynkelig og fandt på løgnagtige historier om sygdomme og dramatiske hændelser i mit liv, som skulle begrunde min mærkværdige adfærd. Jeg havde ingen drømme om noget som helst andet end den næste slurk alkohol.

Fra i morgen er det slut…

Det var essensen af mig dengang. Der var egentlig ikke så meget mere udover selvfølgelig de utallige gange, jeg sagde til mig selv, at fra i morgen ville det være slut. Jeg ville kun drikke, når det hørte sig til og ligesom alle andre.
Jeg lavede i tusindvis af hemmelige aftaler med alkoholen, som hver gang blev brudt og blot førte mig længere ud i et ensomt tomrum

I dag har jeg lært at leve

Jeg sidder her næsten 7 år senere og forundres til stadighed over de forandringer, der er sket i mit liv siden min behandling på Tjele. Det er svært at forklare for familie og venner, at den omstændighed, at jeg ikke længere drikker alkohol, har medført så fundamentale ændringer i min måde at leve livet på.

De gode og varige forandringer i mit liv er kommet indefra. Som et udslag af at jeg har lært at træffe sunde og også indimellem modige beslutninger for mig selv.

Min behandling og deltagelse i AA- møder har givet mig en ny god overbevisning om, at jeg er nogenlunde fuldstændig, som jeg skal være – et menneske på godt og mindre godt. At jeg må være i det, der er lige nu, med tålmodighed og venlighed og forsøge at skabe forandringen selv, hvis der er noget, jeg ikke har sindsro til at acceptere. Det har været en åbenbaring af de helt store, at det ikke er op til andre mennesker at gøre det godt for mig, men at opgaven ligger hos mig.

Der er næsten ingen grænser for, hvad jeg vil kunne nå at opleve i mit liv, hvis jeg tør handle – og handle rigtigt.

Og så i øvrigt huske at sige det højt, så det kan høres, når jeg har brug for hjælp. For hjælpen er der, når vi rækker ud efter den.