Skip to main content

Lad os arbejde sammen om en bedre alkoholbehandling

Pressemeddelelse   •   Jun 12, 2017 06:29 CEST

Behandlingscenter Tjele på årets Folkemøde

Behandlingscenter Tjele deltager i år for første gang på Folkemødet på Bornholm og vil her rejse en debat, der har som mål at føre til bedre alkoholbehandling i kommunerne.

Ifølge Sundhedsstyrelsen bruger en dansk gennemsnitskommune med 50.000 borgere samlet 28 mio. kr. på udgifter til alkoholafhængige borgere i form af sygdomme og de sociale udgifter, et langvarigt alkoholmisbrug erfaringsmæssigt medfører for den enkelte og familien.

Behandlingscenter Tjele mener, de samlede, økonomiske ressourcer til alkoholbehandling i kommunerne kan udnyttes mere effektivt ved at tænke anderledes – ud fra den enkelte borgeres behov og f.eks. ved at arbejde mere på tværs mellem de enkelte sektorer.

”Store og mindre danske virksomheder har for længst indset, at det økonomisk set er fordelagtigt at kunne spotte en afhængig medarbejder tidligt og få vedkommende i behandling hurtigst muligt. Modsat varer det gennemsnitligt mellem 10 og 12 år, før en afhængig borger kommer ind i et behandlingsforløb i det kommunale system. Det er lang tid men ikke så underligt, da det offentlige behandlingssystem jo ikke har samme mulighed som en virksomhed for at opspore den afhængige og motivere vedkommende til behandling. Men også her er der brug for nytænkning”, siger centerleder Jan Meincke, Behandlingscenter Tjele.

”Vi vil gerne have rejst en debat om, hvordan kommunerne kan opbygge et bedre og mere effektivt behandlingstilbud ved at tænke mere på tværs af den offentlige og den private sektor og inddrage de bedste erfaringer fra de to områder”, siger Jan Meincke. Han tilføjer, at der ikke alene er god samfundsøkonomi men også et stort element af omsorg i at sikre en hurtig og effektiv behandling af afhængige.

Emnet og mulighederne drøftes på Folkemødet i en debat, der inddrager politikere, embedsfolk, behandlere og repræsentanter for private virksomheder med erfaring i at tilbyde afhængighedsbehandling til medarbejderne.

Debatten styres af Jes Dorph-Petersen og har følgende deltagere: Folketingsmedlemmerne Yildiz Akdogan (S), Jeppe Jakobsen (DF), Karin Friis Bach, formand for Sundhedsudvalget, Region Hovedstaden, Jette Jul Bruun, chef for borgerrettet forebyggelse i Sundhedsstyrelsen, Mireille Lacroix, næstformand for Praktiserende Lægers Organisation i Syddanmark, Henriette Fenger Ellekrog, HR-direktør i Danske Bank samt Søren Elbæk, kommunalbestyrelsesmedlem og borgmesterkandidat i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Tjele - Dansk Misbrugsbehandling er i dag Danmarks største private center for behandling af misbrug. Centret er landsdækkende og har siden 1990 tilbudt behandling af alkohol-medicin -og stofmisbrug med afsæt i 12-trins programmet, også kendt som Minnesotabehandling. I København og Aarhus tilbydes gratis behandling af ludomani.

Der tilbydes både døgn-og ambulant behandling samt et omfattende program for de pårørende.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Agree With Privacy Policy