Gå til indhold
Josefine Holm, Rikke Støvring og Cecilie Madsen er elever på Tradiums frisøruddannelsen og på vej til VM.
Josefine Holm, Rikke Støvring og Cecilie Madsen er elever på Tradiums frisøruddannelsen og på vej til VM.

Pressemeddelelse -

Tre elever fra Tradium på vej til VM

Tradium er stærkt repræsenteret ved VM for frisører, der bliver afholdt i Paris. Tre elever deltager og dyster mod verdens bedste.

Det er et stærkt trekløver, der i weekenden drager til Paris for at deltage i VM for frisører. Cecilie Madsen, Josefine Holm og Rikke Støvring er alle elever hos Tradium, og de har brugt al deres skoletid og fritid på at træne. De bliver alle tre færdige med deres uddannelse til april, og netop det at deltage i så stor en konkurrence, giver god træning til svendeprøven, hvor det er også er tid og detaljer, der skal gå op i en højere enhed.

”Det er fedt, at vi er flere afsted sammen. På den måde kan vi danne en camp dernede, og det giver et godt sammenhold. Vi kan støtte hinanden og dele al den opbakning, vi oplever fra alle sider”, forklarer Rikke Støvring, der også deltog sidste år og har været med til DM i skills, og derfor har erfaring med konkurrencer i faget. Rikke, der er 22 år og fra Hobro, stiller op i disciplinen avantgarde for seniorer, og her gælder det om at lave det vildeste hår.

Cecilie Madsen, der er 19 år og fra Grenå, er med for første gang, og det bliver også første gang hun er i Paris. Hun stiller op i disciplinen brud og galla for juniorer. ”Jeg glæder mig til at være med og lære en masse af de andre deltagere. Vi får en masse inspiration fra hele verden, så det er en unik mulighed for at se det sidste nye”, siger Cecilie. Hun begyndte i faget som fejepige i en salon og der blev drømmen om at blive frisør født. ”Jeg elsker vores fag, især mulighederne for at være kreativ”.

Josefine Holm, der er 22 år og fra Ørsted, stiller op i disciplinen brud og galla for seniorer. Hun har erfaring med konkurrencer fra DM i skills, hvor hun deltog i januar. ”Jeg er sikker på, at al denne træning og det at deltage er noget, vi kan bruge resten af livet. Vi bliver gode til at arbejde under pres og på tid, og til at lave noget, der skiller sig ud”. Hun fik øjnene op for frisørfaget efter at have set et modeshow. I fremtiden drømmer hun om at arbejde inden for film eller teater. ”Frisøruddannelsen giver mange muligheder”, slår Josefine fast.

Kæmper til sidste hårstrå

Til VM deltager de bedste frisører fra hele verden, og målet er at komme i top fem, som er dem, der kommer på podiet.

”Vi tager jo ikke afsted for at tabe”, slutter Rikke med et smil, og lover ,at de vil kæmpe alt det, de kan. ”Vi har forskellige styrker, og vi håber, at de kan blive vores fordele, når det gælder, og hvert sekund tæller”. Rikke er god til at bevare roen, mens Josefine er den bedste til at renfrisere og Cecilie en den, der tør satse mest.

Vigtige rollemodeller

Tradiums administrerende direktør Lars Michael Madsen glæder sig over, at der i år er tre elever fra Tradiums frisøruddannelse med.

- Det er vi pivstolte af og glade for. Det er både vigtigt for Tradium og for frisørbranchen at have unge som Rikke, Josefine og Cecilie, der kan være lokale rollemodeller for faget, siger han og takker samtidig for den opbakning, mestrene viser eleverne.

Emner

Regions


Om Tradium

Erhvervsskolen Tradium er et uddannelsesmæssigt kraftcenter, som udbyder en lang række ungdoms-, voksen- og efteruddannelser inden for det merkantile og tekniske område: hhx, htx, eux, eud og AMU. Skolen beskæftiger 500 medarbejdere og underviser 3.200 årselever på syv adresser i Randers, Hobro og Pederstrup. Tradium har en vision om at være en internationalt orienteret og stærk partner for erhvervslivet samt en udviklende og attraktiv arbejdsplads med professionelle medarbejdere.Læs mere på tradium.dk

Kontakt

Ulrik Burhøj Jepsen

Ulrik Burhøj Jepsen

Pressekontakt Kommunikationskonsulent Kommunikation 50529687
Ulrik Vosgerau

Ulrik Vosgerau

Pressekontakt Kommunikationschef 30513121

Ungdoms-, voksen- og efteruddannelser

”Tradium, Erhvervsskole og -gymnasier, Randers” er et uddannelsesmæssigt kraftcenter, som udbyder en lang række ungdoms-, voksen- og efteruddannelser inden for det merkantile og tekniske område: hhx, htx, eux, eud og AMU. Skolen beskæftiger ca. 450 medarbejdere og underviser ca. 2.800 årselever på seks adresser i Randers og Pederstrup. Tradium har en vision om at være en internationalt orienteret og stærk partner for erhvervslivet samt en udviklende og attraktiv arbejdsplads med professionelle medarbejdere. Læs mere på tradium.dk