Skip to main content

​Deltag i internationalt crossløb ved FænøSund

Nyhed   •   Okt 13, 2017 11:04 CEST

Nu har du chancen for at komme væk fra asfalten og ud i naturen, når Kongebroskoven i Middelfart lægger stier til Lillebælt Cross lørdag den 11. november. Løbet er samtidig Nordisk Mesterskab i cross samt anden runde af Dansk Atletik Forbunds Cross Nationals-serie.

Der er lagt op til en ægte klassisk løbeevent i naturskønne omgivelser, når Lillebælt Cross afvikles i Middelfart lørdag 11. november ved FænøSund Konferencecenter og Kongebroskoven - lige ud til Lillebælt. Ruten tager deltagerne rundt på græs, sti og sand i efterårets naturskønne farver.

Og selv om løbet samtidigt er det nordiske mesterskab i cross, er det også muligt for motionsløbere at deltage, da der er forskellige ruter for børn, eliten og de lidt mindre øvede.

Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen, er stolt over at lægge lokalområde til endnu et internationalt event. For fire måneder siden var Middelfart i samarbejde med Trekantområdet Danmark værter for NM i havsvømning.

- Vi er altid glade for og stolte af at kunne bringe vores fantastiske omgivelser i spil til internationale idrætsbegivenheder. Med to events på fire måneder får vi i den grad vist, at Middelfart har gode forudsætninger for idræt både til vands og på land. Crossløbets fokus på at favne både eliten og bredden er også noget vi vægter, for i Middelfart kommune skal idræt og bevægelse være for alle. Jeg håber, en del lokale får lyst til at prøve kræfter med ruten ved Fænøsund, siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

Løbsleder Mads Stryhn ser ligeledes frem til at arrangere Lillebælt Cross:

- Crossløb er moderen til alt løb. Tilbage til det enkelte, et par løbesko, en skovsti, græs eller sand. Det gælder blot om at komme ud og være med og konkurrere med sig selv. Vi glæder os meget til for andet år i træk at arrangere et cross event i superligaen inden for løb i terræn, siger Mads Stryhn fra Lillebælt Halvmarathon.

Information og tilmelding: http://www.europeancross.dk/


Tidsplan

Kl. 10.30: Start, NM Cross Junior Piger 4,5 km.
Kl. 11.10: Start, NM Cross Junior Drenge 6 km.
Kl. 12:00: Start, Børne Cross 2 km.
Kl. 12:30: Start, Elite Kvinder 7,5 km.
Kl. 12:30: Start, Lillebælt Cross 7,5 km (kun damer)
Kl. 13.30: Start, Elite Herre 9 km.
Kl. 13.30: Start, Lillebælt Cross 9 km (damer & herre)
Kl. 14.30: Præmieoverrækkelse for Børne Cross, NM Cross og for Lillebælt Cross.


Oversigt over løb ved Lillebælt Cross:

Børne Cross – 2 km: Børn op til og med 14 år kan få fornemmelsen af at løbe et ægte cross løb 

Lillebælt Cross – 9 km. (damer & herre) og Lillebælt Cross – 7,5 km. (damer): Et rigtig crossløb for alle aktive løbere, der vil prøve noget andet. Væk fra fortovet og asfalten, ud i terrænet og naturen. Mærk det ujævne underlag når ruten tager dig rundt på græs, sti og sand. Der løbes i parken, dyrehaven og i skoven.

Nordiske Mesterskaber Cross (NM) – Junior Piger, 4,5 km & Elite Kvinder + Veteran Kvinder, 7,5 km: 2. runde af Cross Nationals, deltagelse af alle klubløbere under DAF i Danmark og den internationale elite. Der løbes kun i parken.

Nordiske Mesterskaber Cross (NM) – Junior Drenge 6 km & Elite Herre + Veteran Herre, 9 km: 2. runde af Cross Nationals, deltagelse af alle klubløbere under DAF i Danmark og den internationale elite. Der løbes kun i parken.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.