Skip to main content

Nedtælling til festugen er begyndt

Nyhed   •   Aug 17, 2017 12:50 CEST

Den 25. august klippes snoren til årets udgave af Trekantområdets Festuge. Men det er en god ide at få styr på oplevelserne allerede nu, hvis man vil sikre sig en billet.

Magasinet for de 10 dages festligheder under Trekantområdets Festuge er netop havnet i postkassen hos borgerne i hele området. Og det kan godt betale sig snarest at bladre avisen igennem og beslutte sig for, hvad man gerne vil opleve under festugen. Der er nemlig rift om billetterne til mange af arrangementerne. Nogle kan endda allerede melde helt udsolgt.

Det gælder for eksempel Engelsholmkoncerten i Vejle og jazz-koncerten med Marie Carmen Kobbel i Kolding, mens over halvdelen af billetterne til en tur i Danmarks længste svævebane på havnen i Haderslev er solgt.

- I år er det 5. år, at der er festuge i Trekantområdet, og for hvert år kan vi mærke, at interessen for at deltage i arrangementerne er stigende. Det kan vi også i år. Og det er rigtig dejligt, siger Pernille Holmskov, der er chefkonsulent for kultur i Trekantområdet Danmark og tovholder på festugen.

Trekantområdet er rig på kulturoplevelser hele året. Men i de 10 festugedage eksploderer udbuddet med 470 arrangementer rundt i de syv kommuner, og der er noget for enhver smag. Publikum vil både kunne opleve kendte, erfarne kunstnere og mere ukendte lokale stjernefrø inden for så forskellige genrer som mad, kunst, musik, natur, litteratur, dans, teater, film og foredrag.

- Vi har faktisk rigtig mange spændende aktiviteter, som er gratis at deltage i. Det betyder, at man helt omkostningsfrit kan få en masse oplevelser i festugen – og måske bruge lejligheden til at lære nogle nye genrer at kende, siger Pernille Holmskov.

Har du ikke fået festugemagasinet kan du finde det på en lang række af områdets biblioteker og kulturinstitutioner. Du kan også se programmet på festugens hjemmeside trekantfest.dk.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar