Nyhed -

​Nyt samarbejde bringer ingeniør-uddannelse tættere på Trekantområdet

Syddansk Universitet og de syv kommuner i Trekantområdet vil i fællesskab knytte ingeniørstuderende på SDU tættere til virksomhederne i området – og undersøge mulighederne for at få en ingeniøruddannelse til Trekantområdet.

Der mangler ingeniører i Trekantområdet. I området, der på grund af de mere end 37.000 jobs i industrien er kendt som Danmarks Produktionscentrum, bliver hver femte af de ledige ingeniørjob ikke besat. Og virksomhederne forventer, at de i de kommende år får behov for yderligere 750 til 1000 ingeniører om året.

Det skal der nu gøres noget ved. På et møde mellem SDU og områdets 7 kommuner, er parterne blevet enige om i fællesskab at knytte de ingeniørstuderende på SDU tættere til virksomhederne i Trekantområdet og – ikke mindst – at undersøge mulighederne for at få en ingeniøruddannelse til området.

- Vi har store forhåbninger til samarbejdet. Vi har i Trekantområdet sat en række fælles indsatser i gang, som vi er sikre på, vil tiltrække flere ingeniører. Men vi har også brug for en stærkere produktionsteknologisk innovationsinfrastruktur som bedre forskningsfaciliteter og længerevarende tekniske uddannelser, og det kan vi ikke klare alene. Derfor er vi rigtig glade for samarbejdet med SDU, siger Jørn Pedersen, borgmester i Kolding og formand for Trekantområdet.

Hos SDU oplever de, at det er blevet populært at studere og bo i Trekantområdet, hvor det er langt billigere at bo end i København og Aarhus. Men alligevel er det ikke bare lige sådan at etablere en ingeniøruddannelse. SDU har ikke selv økonomisk mulighed for at etablere en ingeniøruddannelse i Trekantområdet.

Derfor vil man i det nye samarbejde blandt andet kigge på erfaringerne fra Sønderborg, hvor et konsortium af private og offentlige parter sammen med universitetet netop har initieret etablering af nye ingeniøruddannelser på civilingeniør- og diplomingeniørniveau inden for elektronikområdet med omfattende forskningsfaciliteter på internationalt niveau.

- Det er ikke utænkeligt at etablere en ingeniøruddannelse i Trekantområdet. Men det kræver megen kapital og indgåelse af et forpligtende partnerskab med støtte både til etablering men også til fremadrettet drift og samarbejde. Derudover må det ikke blive for småt. Optaget skal minimum være 120 studerende, og de lokale virksomheder skal forpligtige sig til et tæt samarbejde med universitetet om forskning og uddannelse, herunder f.eks. med projekter, praktikpladser og studiejob, siger Henrik Dam, rektor på SDU. 

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • ingeniører
  • uddannelse
  • produktionscentrum

Kontakt

Jørn Pedersen

Borgmester i Kolding 51482738

Relateret materiale