Mit liv som barn af en misbruger - Malene deler sin historie

"Da jeg var barn, voksede jeg op i en familie, som ud af til lignede en ægte kernefamilie.
Jeg voksede op med en kærlig mor, to mindre brødre og en halv storesøster, som jeg så fra tid til anden.

Jeg vidste intet om min fars alkoholproblem indtil en nat, hvor jeg kunne høre min mor og far råbe og skrige af hinanden ude i køkkenet. Det lød som om, at der blev smadret tallerkener og glas. Det viste sig, at min mor blev slået af min far - det fortalte hun mig nogle år senere.

Mine brødre og jeg måtte aldrig grine og larme, som børn nu gør, når de render rundt, og har det sjovt. Det trickede hans vrede, og så skældte han os ud. Nogle gange kastede han en kuglepen efter os, eller hvad han nu ellers sad med i hånden.

Det endte med, at min mor til sidst fik nok af min fars opførsel. Ingen af os børn vidste, at det var på grund af alkohol. Vi havde da godt nok set nogle øldåser stå fremme i ny og næ ude i baggangen, men hvad ved børn også om det?

Min mor hentede mine brødre og jeg en dag fra skole, og vi tog ikke hjem. Vi spurgte om hvor vi skulle hen? Det viste sig at være et krisecenter for kvinder. Her boede vi i et stykke tid, og jeg kan huske, hvor bange min mor var for, at min far skulle komme og finde os. Det gjorde mig så utryg.

Efter dette flyttede min mor helt ud, og hun blev skilt fra min far. Mine brødre og jeg kom til at bo hos min far. men min ene lillebror kom til at bo hos min mor, da min far ikke kunne håndtere ham.

Min anden lillebror og jeg gik nu ind til noget, som viste sig at være de værste år, måske, i vores liv.

Vores far drak meget. Det blev mere og mere tydeligt for os. Der stod ofte mange ølflasker, men han satte dem altid ind i et skab for, at det ikke skulle se ud af noget.

Han drak mest om aftenen. Så blev alkoholen kombineret med hans vemodige sind, hvilket udløste en vrede inde i ham, som ofte gik ud over mig og min bror. Han truede os på livet, kaldte mig en luder og min bror en analfabet. Det gjorde ondt i min mave, at en som man egentlig skulle elske, kunne være sådan.

Jeg glemmer aldrig en aften, hvor min bror var ked af det - min far blev voldsomt hidsig over at han græd. Han kunne ikke tåle når vi havde tåre i øjnene. Han stod med løftet hånd, og truede min bror med at slå ham. Jeg gik i mellem dem og sagde, at ville han slå på nogen, kunne han slå på mig. Han greb mig hårdt i armen, og jeg bad ham om at give slip - men det gjorde han ikke. Det endte med, at jeg gav min far en lussing. Normalt er jeg slet ikke typen der slår, men jeg blev grebet af et øjebliks desperation og frygt.

Efter den episode stak min bror og jeg af hjem til min mor, uden min far vidste det. Jeg kan huske, hvor bange jeg var. Jeg var sikker på, at han ville slå os ihjel, når han fandt ud af det. Heldigvis skete der ikke noget.

Min mor flyttede til Viborg, og mine brødre og jeg flyttede med. Min far trak min mor igennem retten for at bibeholde noget af forældremyndigheden over os - heldigvis tabte han sagen.

Den dag i dag har min fars alkohol misbrug sat tydelige ar på mine brødre, min mor og jeg.

Jeg har lært af min mor, at nogle gange skal man huske, at det er bedst at acceptere, hvad der er sket, men at man ikke nødvendigvis skal tilgive det. Det gør det nemmere for en, at komme igennem det som er sket, også selvom det kan være utroligt svært. 

”Man kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve over ens hoved, men man kan forhindre, at de bygger rede i sit hår”. Det citat hjalp mig ud af en depression, som jeg kæmpede med længe.

Det eneste man kan gøre, er at kæmpe videre, og snakke med sine venner og sin familie om det. Man må aldrig lade sig stoppe af sin fortid, for ens fremtid kan være så meget mere lovende.

Jeg håber, at der er nogen, som kan bruge dette som en hjælp og støtte.

/Malene"