Skip to main content

Husk at tale med misbrugerens barn - nyt rådgivningstilbud går på gaden

Pressemeddelelse   •   Sep 26, 2014 09:00 CEST

Gadekampagne sætter fokus på børn af misbrugere

Du kender sikkert en af dem, der er vokset op i misbrugsfamilier. Du vil gerne hjælpe. Men hvor skal du starte? Måske tager du for givet, at andre tager snakken.

Den 26. september 2014 går TUBA på gaden i Helsingør og giver dig gode råd til, hvad du kan gøre for at hjælpe. TUBA er et nystartet tilbud i Helsingør til børn og unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i en misbrugsfamilie.

Forældres alkoholproblemer har langtrækkende konsekvenser

Det har store konsekvenser for de unge at vokse op i familier med alkoholproblemer. ”Ofte lider de af lavt selvværd. De har problemer med at fastholde arbejde og uddannelse. Og de har svært ved at stifte familie,” fortæller Henrik Appel, landsleder i TUBA. ”Men hos TUBA har vi gode erfaringer med at hjælpe de unge. Derfor går vi på gaden for at gøre opmærksom på, at der findes hjælp og støtte til de unge, der har det svært, og at det ikke kræver så meget at hjælpe et barn i en misbrugsfamilie,” fortsætter han.

Hjælp kan give de unge et bedre liv   

TUBA kæmper derfor dagligt for at få en bedre hjælp til en målgruppe, som ikke bare er stor, men også sårbar. Derudover har TUBA på landsplan talt med og hjulpet tusindvis af børn og unge fra familier med alkoholproblemer igennem 17 år. Det har givet organisationen en stor viden på området, som i uge 39 bliver delt på mange af landets gågader, så flere børn kan få bedre hjælp og støtte. Når de unge får hjælp, møder de nemlig tryghed og kan få et mere tilfredsstillende liv.

TUBA byder på en kop kaffe og en snak på Axel Torv, den 26. september, kl. 13.00-16.00.

Afdelingen i Helsingør åbner den 6. oktober. Man kan allerede nu henvende sig på helsingor@
tuba.dk, hvis man ønsker hjælp.

TUBA står for Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere.

TUBA tilbyder hjælp til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkoholmisbrug. Hvert år hjælper TUBA 4000 unge via terapi, onlinerådgivning, undervisning og kurser.