Pressemeddelelse -

Stadig flere børn af misbrugere søger hjælp

Antallet af henvendelser fra børn og unge, der søger hjælp i organisationen TUBA, er steget voldsomt de seneste år. 2015 byder på en yderligere stigning, og dermed lang ventetid for de unge. Området er simpelthen for lavt prioriteret, mener landsleder.

Den 11. november er det 18 år siden at organisationen TUBA blev grundlagt. Siden da har tusindvis af børn og unge banket på døren i TUBAs 19 afdelinger for at få hjælp til deres selvmodstanker, spiseforstyrrelser og depressioner. De seneste år er antallet af henvendelser steget markant. Og det fortsætter i 2015, hvor TUBA i perioden januar til oktober har modtaget 1744 henvendelser. Det er 17% flere sammenlignet med samme periode i 2014.

Seks om dagen

’De mange henvendelser svarer til, at der hver eneste dag er seks børn og unge, der samler mod til sig, og taster TUBAs nummer for at spørge om hjælp, fordi de ikke længere kan klare de problemer, de har efter en opvækst med forældre der har eller har haft et misbrug,’ forklarer Henrik Appel, der er landsleder i TUBA.

Hjælpen i TUBA kan være afgørende for de unges fremtidsmuligheder. Hver tredje af dem kan ende i eget misbrug, hvis ikke de får kvalificeret hjælp til deres udfordringer.

’Der er et kæmpebehov for at få hjælp til problemer fra en barndom med misbrugende forældre. Det mærker vi hver dag i vores afdelinger. Presset har aldrig været større, og visse steder er der så mange henvendelser, at der desværre er flere års ventetid,’ fortæller Henrik Appel.

Først var der mange – nu er der endnu flere

I perioden 2012- 2014 steg antallet af henvendelser med hele 43%, blandt andet på grund af en udvidelse med fem nye afdelinger. I 2015 er der altså 17% flere, men ingen nye afdelinger i regnestykket.

’Der er jo glædeligt, at vi kan fejre vores 18-års fødselsdag med, at det er blevet mindre tabu at søge hjælp fordi ens forældre har eller haft et misbrug, men desværre ser vi stadig, at området er meget lavt prioriteret. Det går ud over de unge, der må vente længe på hjælpen,’ understreger Henrik Appel.

Flere, bedre tilbud

TUBA har stor succes med at vende den negative sociale arv. Fx angiver hele 80% af dem, der havde problemer med skole og arbejde, da de begyndte i TUBA, at de føler sig bedre rustet til at fastholde deres studie eller arbejde.

Ifølge den seneste befolkningsanalyse, som TUBA har fået lavet i samarbejde med analysefirmaet Userneeds, angiver hver tiende ung i Danmark, at de er negativt belastet af deres forældres misbrug. Af dem svarer 3%, at de i høj grad ville tage imod hjælp, hvis den var der. Det svarer til ca. 60.000 unge mennesker i Danmark. Nogle finder hjælp i TUBA, men der er brug for langt flere og bedre tilbud, hvis det skal matche den store gruppe unge mennesker, der har brug for den.

TUBA er et gratis og anonymt tilbud til unge mellem 14 og 35 år, støttet af stat, kommune og private fonde og donorer.

Henvendelser i TUBA

2012
2013
2014
2014 (jan.-okt.)
2015 (jan.-okt.)
1457
1718
2546
1512
1744

Emner

  • Sociale spørgsmål

TUBA står for Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere.

TUBA tilbyder hjælp til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med misbrug. Hvert år hjælper TUBA 7000 unge via terapi, onlinerådgivning, undervisning og kurser. 

TUBA er en del af Blå Kors Danmark.

Kontakt

Sisse Tvegaard Andersen

Pressekontakt Presse- og kommunikationschef 30672486

Henrik Appel

Pressekontakt Landsleder 2014 4171