Pressemeddelelse -

TUBA udvider i Vordingborg

En ny aftale med Vordingborg Kommune betyder, at unge mellem 25-35 fra familier med alkohol- eller stofmisbrugsproblemer kan få hjælp og rådgivning af TUBA.

Det kan have store konsekvenser at vokse op med forældre, der er afhængige af alkohol eller stoffer. Mange unge fra familier med alkohol- eller stofmisbrug lider af angst, lavt selvværd og depression. En del af de unge lider endda af symptomer på posttraumatisk stresssyndrom, der giver alt fra koncentrationsbesvær til selvmordstanker.

TUBA hjælper allerede unge mellem 14-24 år i Vordingborg med rådgivning og terapi, men nu bliver det muligt at få hjælp, selv om man er fyldt 25 år. Det er resultatet af den nyligt indgåede aftale mellem TUBA og Vordingborg Kommune.

Og behovet er tydeligt. Afdelingen i Vordingborg har allerede fået flere henvendelser fra unge over 25 år, der efterspørger hjælp til at håndtere konsekvenserne ved en barndom, hvor alkohol eller stoffer har fyldt alt for meget.

“Vi har længe haft et godt samarbejde med Vordingborg Kommune om hjælp til unge op til 24 år, og vi er utrolig glade for, at TUBA nu får mulighed for at hjælpe unge over 24 år i Vordingborg. En del af de unge er ikke klar til at opsøge hjælpen, når de er yngre, og for nogle er det også først, når de skal ud på arbejdsmarkedet og måske til at stifte deres egen familie, at konsekvenserne af deres opvækst viser sig. Derfor er det så vigtigt, at der også er hjælp at hente for den aldersgruppe,” siger landsleder i TUBA, Henrik Appel.

Unge mellem 25 og 35 år, der gerne vil starte i TUBA Vordingborg, kan allerede nu kontakte afdelingen på vordingborg@tuba.dk eller via hjemmesiden www.tuba.dk

For interviews og information, kontakt Pressechef Christian Lunøe på 30 67 24 70.

Emner

  • Sociale spørgsmål

Regions

  • Vordingborg

TUBA står for Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere.

TUBA tilbyder hjælp til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkoholmisbrug. TUBA hjælper unge via terapi, onlinerådgivning, undervisning og kurser. 

TUBA er en del af Blå Kors Danmark.

Kontakt

Sisse Tvegaard Andersen

Pressekontakt Presse- og kommunikationschef 30672486

Henrik Appel

Pressekontakt Landsleder 2014 4171