Pressemeddelelse -

Ultraløbere kæmper over 10.000 kr hjem til børn af misbrugere

Det er tredje år i træk, at ULTRARUN donerer overskuddet fra løbet NDURE TRAIL 50 / 100 km til organisationen TUBA, der hjælper børn og unge fra misbrugsfamilier.


12.263,25 kr. er, hvad Ultrarun har doneret til TUBA i år. For tredje gang i træk har i alt 100 ultraløbere valgt at hoppe i løbeskoene for at besejre en af Danmarks hårdeste og smukkeste ruter. Alt sammen for at vise deres støtte til børn og unge af misbrugere.

Landslederen i TUBA, Henrik Appel er taknemmelig for den økonomiske støtte og opbakningen til arbejdet: ’I TUBA er vi taknemmelige for, at Ultrarun sætter fokus på børn fra misbrugsfamilier. Hver eneste dag ringer flere børn, og beder om hjælp, så der er brug for støtte og omtale fra alle kanter,’ fortæller han.

Løbsarrangør og direktør for Ultrarun, Christian Madsen havde allerede inden løbets startskud store forventninger, da han i år blev mødt med et markant stigende deltagerantal siden sidste år.

’For første gang, er løbet helt udsolgt på begge distancer – 50 og 100 km. Det giver store forventninger og håb for overskuddet fra løbet, som igen i år går til TUBA’, forklarer han.

Løbet slog sine folder i Fårevejles smukke, krævende og varierende Nordvestsjællandske natur. I kamp med tiden, blev de friske ultraløbere udfordret med alt fra sand- og stenstrand, grusvej, skovstier med rødder og ganske lidt asfaltvej.

De unge må kæmpe hele livet

’Vores ultraløb er en dagskamp med naturen. De børn der vokser op i misbrugsfamilier må kæmpe hele livet’, fortæller Ultraruns direktør, Christian Madsen.

Han er derfor glad for, at ultraløberne kan hjælpe TUBA i deres arbejde med børn og unge mellem 14 og 35, der kommer fra misbrugsfamilier og samtidig skabe en større fokus om et ellers svært samfundsproblem.

”Det at vokse op i en familie med misbrug er et meget tabubelagt emne i Danmark. Med ultraløbet NDURE TRAIL 50 / 100 km vil vi gerne skabe ekstra opmærksomhed omkring de unges kamp og støtte op om TUBA’s arbejde ved at donere hele overskuddet fra løbet’, fortæller Christian Madsen.

Det ubeskårede overskud fra løbet er blevet doneret til TUBAs arbejde.

Related links

Emner

  • Sociale spørgsmål

TUBA står for Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere.

TUBA tilbyder hjælp til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkoholmisbrug. Hvert år hjælper TUBA 4000 unge via terapi, onlinerådgivning, undervisning og kurser. 

TUBA er en del af Blå Kors Danmark.

Kontakt

Sisse Tvegaard Andersen

Pressekontakt Presse- og kommunikationschef 30672486

Henrik Appel

Pressekontakt Landsleder 2014 4171