Gå til indhold
Düsseldorf: Rhine Tower and Neuer Zollhof building, © GNTB / Francesco Carovillano
Düsseldorf: Rhine Tower and Neuer Zollhof building, © GNTB / Francesco Carovillano

Nyhed -

Rekordmange danskere holdt ferie i Tyskland i 2019

Helt præcist 3.421.704 millioner danske overnatninger i Tyskland blev det til i 2019, hvilket er ny rekord. Det svarer til en stigning på 3,3 % i forhold til 2018. Den gennemsnitlige opholdstid for en dansker i Tyskland var på 3,8 dage i fjor.

”Der er tale om et meget tilfredsstillende resultat og det bedste nogensinde. Stigningen er med stor sandsynlighed en følge af, at flere og flere fravælger fly som transportform på den anden, tredje eller fjerde ferie, og i stedet ser sig om efter nærliggende destinationer, der kan nås med bil, tog eller bus. Det kommer allerede Tyskland til gode”, siger Bo Schou Lauridsen, turistchef i Tysk Turist Information.

Antallet af danske overnatninger i Tyskland i december 2019 faldt dog i forhold til december 2018. Årsagen skal findes i feriedagenes placering hen over julen.

Prognosen for 2020 er fortsat positiv, for med et dansk/tysk kulturvenskabsår og flere begivenheder på begge sider af grænsen, der vil markere det, vil der blive endnu mere opmærksomhed rettet mod Tyskland og dermed også flere besøgende.

”Vi mærker helt generelt en trend henimod, at Tyskland igen er blevet in at rejse til. Stigningen skal efter min overbevisning blandt andet ses på baggrund af, at flere og flere helst rejser med ren klimasamvittighed, og at Tyskland de seneste år har gjort tydeligere opmærksom på, hvad der rører sig i landet, som man kan rejse efter”, siger Bo Schou Lauridsen.

Det er hovedsageligt tyske byer med kultur og shopping, der trækker i danskerne, ligesom vandring og cykling i den tyske natur er populært.

I 2020 er det tilmed 100 år siden, at den nuværende grænse mellem Schleswig-Holstein og Syddanmark blev trukket. Det bliver fejret hele året ved et kulturvenskabsår, som inkluderer 12 fyrtårnsprojekter og mere end 100 enkeltarrangementer totalt set i Tyskland og Danmark. Fælles for dem alle er, at de er målrettet ganske almindelige mennesker.

Tysk Turist Information har herudover netop igangsat smutturskampagnen for 2020, som også i år inkluderer, at smuttursambassadører tager til Tyskland for at fortælle danskere om rejselandet. Det er helt almindelige danskere, der inviteres på ”Ein smuttur” til Nordtyskland, og netop i disse uger rekrutteres deltagerne via indsendelse af eksempler på egne film. I 2019 var 8 forskellige par og familier afsted, og resultatet kan ses på YouTube. I år tæller antallet af smuttursambassadører som minimum fem hold og altså fem forskellige tyske smuttursdestinationer. 

Emner

Kontakt

Lotte Voigt Arnsted

Lotte Voigt Arnsted

Pressekontakt Pressechef

Tyskland - Blandt venner

Tysk Turist Information i Danmark er del af Tysklands nationale turismeorganisation German National Tourist Board (GNTB). Vi er den officielle formidler af Rejselandet Tyskland og markedsfører Rejselandet Tyskland med henblik på at fremme turismen i Tyskland. Markedsføringen sker i tæt samarbejde med regionale turismeorganisationer i Tyskland og andre lokale aktører.

Tysk Turist Information
Amaliegade 13
1256 København K
Danmark