Pressemeddelelse -

Fra p-plads til cirkusplads

Byens Arena ved Høje Gladsaxe har omdannet en p-plads til en cirkusplads. Projektet var en af vinderne i den store konkurrence "En god omvej". Nu er det realiseret af UNO.

"Visionen var at hente inspiration i cirkusverdenen til at omdanne et stort p-areal foran Høje Gladsaxe til et aktivitetsstrøg med appel til større børn og teenagere," fortæller arkitekt Jesper Fogh fra Gladsaxe Kommune, som har projekteret Byens Arena. "Nu har vi realiseret projektet med flere maneger og arenaer, der inviterer til balancekunst, klatring, parkour og meget mere."

Det er blandt andet den kreative brug af gummiunderlag, der binder hele projektet sammen og giver det karakter. Gummi er blødt og lækkert som underlag, så selv om det var et dyrere alternativ, blev det alligevel valgt. En af grundene var områdets karakter.

"Blokkene er på op til 16 etager, og beboerne ser derfor også området fra lejlighederne. Vi skulle derfor tænke ind, hvordan det ville se ud fra luften, og der giver underlaget en god effekt. Vi har for eksempel skrevet Byens Arena, så man kan se det oppefra. Og i samarbejde med UNO fandt vi en løsning, hvor underlaget ikke behøvede at være så tykt, hvad der også reducerede udgiften til det," forklarer arkitekt Jesper Fogh.

Robust og næsten vedligeholdelsesfrit

Til Byens Arena er der valgt meget robuste redskaber, der primært har appel til større børn og teenagere. Der er lagt vægt på, at der kræves begrænset vedligeholdelse, og at redskaberne kan holde til vejr, vind og hård anvendelse. Undervejs har man indgået nogle kompromiser, men det er lykkedes at finde gode løsninger.

"Noget af det, som dommerkomiteen faldt for, var vores Mastearena, hvor bøjelige master inviterer til klatring og akrobatik," siger arkitekt Jesper Fogh fra kommunen. "Det viste sig at være svært at gennemføre af praktiske og sikkerhedsmæssige grunde, men i samarbejde med UNO fandt vi et godt alternativ i form af nogle klatremaster. De kan nogle af de samme ting, men overholder alle sikkerhedsforeskrifter, hvad der selvsagt er meget vigtigt for os."

Konkurrencen "En god omvej" blev udskrevet af Realdania i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden. Målet med konkurrencen var at inspirere til projekter, der kunne skabe ekstra liv og bevægelse i byerne. Sammen med æren fik de ni vinderprojekter et tilskud på to millioner kroner til at realisere projekterne.

Se mere om konkurrencen her: www.engodomvej.dk


Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • høje gladsaxe
  • byens areana
  • jesper fogh
  • kenneth lyngsøe
  • legeplads
  • legepladser
  • motionsredskaber
  • uno koncept
  • uno
  • sanne bay
  • sanne g bay
  • gladsaxe kommune
  • legeredskaber

UNO forhandler legeredskaber, multibaner og udendørs fitness fra flere af Europas største og førende producenter. Virksomheden er etableret i 2004 og har siden starten haft fokus på at tilbyde kunderne enestående valgfrihed, rådgivning og kvalitet. UNO blev kåret som gazelle virksomhed i 2010 og 2011.


Kontakt

Sanne G. Bay

Pressekontakt Marketingchef +45 61 45 46 49