Gå til indhold
Ros til danske VEGA-kunstnere fra Smukfest

Nyhed -

Ros til danske VEGA-kunstnere fra Smukfest

Smukfest, aka. Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg, løb af stablen for nylig, fra den 7. til 11. august, med store navne som Prince, Kings of Leon og Mew. Men i det øvrige danske program var der også gode sager at finde. Blandt andet fire navne, som også snart giver koncert i VEGA, og hvis Smukfest-koncerter fik ros fra musikpressen. 

Fem hjerter til Folkeklubben

Folkeklubben, der er på vej til Lille VEGA til oktober, spillede først på aftenen lørdag i P3-Teltet. Her charmerede det dansksprogede band publikum og Politikens anmelder. Han gav bandet fem ud af seks hjerter under overskriften "Charmerende succestrio serverede friske sange for Folket". Folkeklubben spillede bl.a. nummeret "For pengene" fra albummet Nye tider.


Politiken skrev: “Her var i sandhed noget for enhver smag - formfuldendte, fine viser i akustisk opsætning, så friske og indbydende som sommerens første jordbær med en smule fløde - i form af Kjartan Arngrims muntre, befriende selvironske og veltimede anekdoter og jokes mellem sangene.“
Folkeklubben / 19. oktober i Lille VEGA - Læs mere og køb billet

Panamahs "danceparty i gummistøvler"

Den danske poptrio Panamah spillede torsdag på scenen Rytmehans. Bandet har opnået stor succes med hits som "DJ Blues" og "Børn af natten", og deres kommende efterårskoncert i VEGA er da også blevet rykket fra Lille VEGA til Store VEGA på grund af den store interesse for bandet. Mandag udsendte Panamah desuden den nye single "Små stød".


I Skanderborg gav de den gas på scenen, og BTs anmelder gav koncerten fire stjerner med overskriften "Danceparty i gummistøvler". BT skrev således om bandets sangerinde, Amalie Stender: "Med sin gudindesmukke, let mystiske udstråling, har Amalie Stender en coolness, normalt placeret nord for polarcirklen. Men hun har også et par afslørende små smilerynker, som igen og igen lyste op."
Panamah / 26. november i Store VEGA - Læs mere og køb billet 

Uforglemmelige MØ

Den eksperimenterede electropop-kunstner og tidligere VEGAs Udvalgte, , har imponeret på en del festivaler i løbet af sommeren. I Skanderborg var det P3-Teltet, der torsdag fik besøg af MØ. Her fik hun stor ros fra Ekstra Bladet, der med fem stjerner skrev om koncerten: "Mø understregede med en stram og ualmindelig selvsikker koncert, at hun er det mest lovende nye navne herhjemme lige nu".


Ekstra Bladets Henrik Queitsch fortsætter: "Der var ikke et dødt øjeblik under det 45 minutter lange præcise frontalangreb. Madonna, Lady Gaga og Lana Del Rey kan godt begynde at kigge sig nervøst over skuldrene. Der er en ny pige i klassen. Og hun bliver stor. Nej, fuck det, hun ER allerede stor. Uforglemmeligt."
MØ / 28. november i Store VEGA - Læs mere og køb billet

Marie Key: fra Smukfest til 2 x VEGA 

Ligesom på årets Roskilde Festival fik Marie Key også på Smukfest overvundet mange hjerter hos publikum og anmeldere. BTs Steffen Jungersen belønnede Marie Keys koncert lørdag aften på Rytmehans med fem stjerner og fremhævede bl.a. Keys smukke og rørende nummer "Skagen" fra hendes nyeste album, De her dage.  


Ikke kun i Skanderborg, men også i København har Marie Key sikret sig et stort publikum. Efter flere udsolgte koncerter i både Lille og Store VEGA sidste år, er Keys koncert den 16. november i Store VEGA også blevet udsolgt, og hun giver derfor ekstrakoncert den 27. november i samme sal. 
Marie Key / 16. november i Store VEGA - Læs mere - Udsolgt
Marie Key Ekstrakoncert / 27. november i Store VEGA - Læs mere og køb billet

Related links

Emner

Kategorier

Kontakt

Thomas Thy

Thomas Thy

Pressekontakt Communications Manager
Bettina Balle

Bettina Balle

Pressekontakt PR Manager 33260955
Søren Gaden

Søren Gaden

Pressekontakt Kommunikationschef 20636412

Velkommen til VEGA!

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond.

Med tre adskilte koncertsale præsenterer VEGA et bredt musikprogram, der dækker mange forskellige genrer. Den store koncertsal, Store VEGA, har kapacitet til 1.550 gæster, Lille VEGA har plads til 500, mens Ideal Bar Live har plads til omkring 200 stående publikummer.

Årligt løber der omkring 350 koncertarrangementer af stablen i VEGA, og de +800 bands, der står på VEGAs scener, afspejler en målsætning om at finde den rette balance mellem nye talenter og mere etablerede navne indenfor rock, pop, soul, hiphop, elektronisk- og global musik samt præsentere publikum for diverse klubkoncepter. VEGAs tekniske udstyr, hvor særligt lydsystemet er af højeste kvalitet, garanterer en perfekt oplevelse.

VEGA råder over i alt 12 barer til servicering af publikum og musikere. VEGAs centrale placering på Vesterbro i København med Metro til døren og den tætte forbindelse til Sydsverige taget i betragtning, gør huset til et oplagt valg, når indendørskoncerter med internationale kunstnere skal planlægges.

VEGA
Enghavevej 40
1674 København V
Danmark