Gå til indhold
Årets kuld til VEGAs Udvalgte 2016 er fundet

Pressemeddelelse -

Årets kuld til VEGAs Udvalgte 2016 er fundet

Årets kuld til VEGAs Udvalgte 2016 er fundet
Den 29. januar 2016 præsenterer VEGA for sjette år i træk VEGAs Udvalgte. Årets hold spænder bredt genremæssigt og repræsenterer det bedste fra det danske vækstlag lige nu. VEGAs Udvalgte har tidligere præsenteret MØ, Ulige Numre og Rangleklods.

For sjette gang er seks nye bands blevet udvalgt, som VEGA mener kommer til at sætte deres aftryk på musikåret 2016. Vi er stolte af tidligere at have præsenteret navne som MØ, Ulige Numre, Kwamie Liv, Anya, Saint Cava, Rangleklods og TopGunn og flere, der efterfølgende har slået igennem både på den nationale og internationale musikscene.

I år præsenterer VEGA et bredt program, som rækker ud i forskellige genrer, hvor høj kvalitet er drivkraft og potentialet bobler frem.Det er med en kæmpe stolthed, umage og en enorm respekt for det danske vækstlag, at vi har fundet VEGAs Udvalgte-holdet 2016, der består af: Katie Keller, Soleima, Molly, Code Walk, Guldregn og CHINAH.

Katie Keller: Girlboss-attitude møder nytænkt dansksproget R&B
November 2015 stod i 21-årige Katie Kellers tegn med debutsinglen ”Eller Ik”. Det utroligt catchy omkvæd, sprøde beats og en slæbende vers-feature fra Bai-D fik sangen til at stryge ind som Ugens Uundgåelige på P3, og The Voice gjorde sangen til Voice Choice. Debutsinglen bliver fulgt op af en ep i 2016.

Første gang vi hørte Katie, følte vi os helt overvældet. Her er en ung kvinde, der med sin badass-attitude kommer til at være en inspiration for mange unge, danske kvinder.”
Cille Veje og Annika Jönsson, bookere bag VEGAs Udvalgte

CHINAH: Electropop med et blåt strejf og delikate melodier
CHINAHS førstesingle, “Away From Me”, bliver båret frem af Fine Glindvads afslappede vokal indtil beats og instrumenter bygger op til et med vilje, uforløst kaos. De engelske musikmedier er meget begejstrede for CHINAH og alle, fra Pigeons & Planes, Stereogum til BBCs Radio 1, har rost deres tre singler, som udover ”Away From Me” tæller ”We Go Back” samt ”Minds”.

CHINAH har været i det danske musikliv i lang tid, men vi forelskede os for alvor i dem på dette års SPOT festival. Vi tror på, at denne koncert kan være dét, som sender dem ud i Danmark og til en international karriere.
Cille Veje og Annika Jönsson, bookere bag VEGAs Udvalgte

Molly: Alternativ rock med attituden i højsædet og humoren under vesten.
Molly er leveringsdygtige i særdeles energisk, alternativ rock med en DIY punk-attitude. Bandet kanaliserer alt det gode alternativ rock fra den gang, hvor punk ikke kun var lig med at spille hurtigt. Debuten Hernia udkom i 2014 og opfølgeren Peach Melba i maj 2015. Check sangene “Bagu Bagu” og “People”.

Da vi hørte Molly, blev vi blæst omkuld. De har allerede succes i udlandet og har lige været på tour i England og Skotland. Denne aften kommer de til at skabe et spacy univers med visuals og 90’er attitude.”
Cille Veje og Annika Jönsson, bookere bag VEGAs Udvalgte

Guldregn: Ny dansk supergruppe med catchy melodier og festen i fokus
Bag navnet Guldregn står medlemmer fra blandt andet De Høje Hæle, Dig & Mig, Diefenbach, White Pony, The Floor Is Made Of Lava og Pitchshifters. Førstesinglen ”Stadig Væk” sætter sig med sine klassiske 80’er-pop referencer, hurtigt fast på den indre playliste. Den tilhørende video dyrker kvartettens 90’er-opvækst med gamle billeder fra familiealbummet og lækker Windows 95-grafik.

Når der tre måneder inden VEGAs Udvalgte opstår en supergruppe med navne fra White Pony, Dig og Mig etc., så må man bare have dem. De spiller jordnær poprock, og deres forsanger Andrea er helt vidunderlig.”
Cille Veje og Annika Jönsson, bookere bag VEGAs Udvalgte

Soleima: Fortryllende dreampop
Bag kunstnernavnet Soleima finder man sangerinden Sarah Mariegaard. Hun har benene solidt plantet i et amerikansk-inspireret, elektronisk univers med en karismatisk og skrøbelige vokal i front. Debutsinglen ”My Boi” fik stor opmærksomhed fra den danske og udenlandske musikpresse, og Soleima blev beskrevet som værende en perfekt blanding mellem MØ og FKA Twigs.

Soleima er en stjerne på den nye danske musikhimmel. Sidste år, lige inden SPOT, gik hun viralt, og her på VEGA var vi så heldige at have hendes første koncert i Ideal Bar.”Cille Veje og Annika Jönsson, bookere bag VEGAs Udvalgte

Code Walk: De danske Disclosure. Mørke elektronisk beats og visuals
Footwork-scenen i Chicago har de seneste år været en kæmpe inspiration for producere verden over anført af DJ Rashad. I den moderne udgave bliver Chicagos soul, house og hiphop-traditioner også inddraget - i Danmark anført af Code Walk. Søren Gregersen og Jesper Nørbæk skubber udviklingen fremad med en blanding af umiskendelig R&B-sensibilitet og følelsesmæssig dybde. Lyt til deres mixtape via Soundcloud HER.

Musikere skal belønnes for at knokle, for at være innovative og for at udforske musikken. Sådan har vi det med CODE WALK. Det er tidligere medlemmer fra Mont Oliver & Sekuoia, der er del af gruppen. De spiller badass elektronisk musik, og man tænker, ”De er de danske Disclosure.”
Cille Veje og Annika Jönsson, bookere bag VEGAs Udvalgte

Fakta om koncertaftenen:
VEGAs Udvalgte
Fredag den 29. Januar 2016 kl. 20.30
Lille VEGA og LOUNGEN, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 140 kr. + gebyr 
Billetsalget starter i dag via VEGA.dk og Ticketmaster Billetnet.
Læs mere og køb billet til VEGAs Udvalgte

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 250 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.

Kontakt

Bettina Balle

Bettina Balle

Pressekontakt PR Manager 33260955

Velkommen til VEGA!

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond.

Med tre adskilte koncertsale præsenterer VEGA et bredt musikprogram, der dækker mange forskellige genrer. Den store koncertsal, Store VEGA, har kapacitet til 1.550 gæster, Lille VEGA har plads til 500, mens Ideal Bar Live har plads til omkring 200 stående publikummer.

Årligt løber der omkring 350 koncertarrangementer af stablen i VEGA, og de +800 bands, der står på VEGAs scener, afspejler en målsætning om at finde den rette balance mellem nye talenter og mere etablerede navne indenfor rock, pop, soul, hiphop, elektronisk- og global musik samt præsentere publikum for diverse klubkoncepter. VEGAs tekniske udstyr, hvor særligt lydsystemet er af højeste kvalitet, garanterer en perfekt oplevelse.

VEGA råder over i alt 12 barer til servicering af publikum og musikere. VEGAs centrale placering på Vesterbro i København med Metro til døren og den tætte forbindelse til Sydsverige taget i betragtning, gør huset til et oplagt valg, når indendørskoncerter med internationale kunstnere skal planlægges.

VEGA
Enghavevej 40
1674 København V
Danmark