Skip to main content

C​avetown – ukulele møder electronica hos YouTube-stjernen

Pressemeddelelse   •   Sep 25, 2019 10:00 CEST

VEGA præsenterer
Cavetown – ukulele møder electronica hos YouTube-stjernen

Robin Skinner laver musik alene i sit soveværelse, men hans sange tilhører verden. Tirsdag den 3. marts deler han dem i Lille VEGA.

Robin Skinner er den 20-årige brite, der siden 2013 har lavet musik under navnet Cavetown. Han er søn af Cambridge Universitys musikdirektør og har bogstavelig talt musikalsk talent indlejret i sin DNA. Det er ikke kun den teoretiske del af musikken, der flyder i hans åre. En kæmpestor passion og indlevelsesevne er en mindst lige så stor del af ham.

Cavetowns sange handler om kærlighed og tab, længslen efter at forstå mening med livet og alle de følelser, der følger med det. I tre minutter ad gangen føler lytterne sig mindre alene i hans sange og finder trøst i tider med kaos og forvirring.

Med en magnetisk personlighed og universelt relaterbare sange er Skinner godt på vej til at udvide sin musikalske familie. Cavetown har udgivet tre albums og det seneste, Lemon Boy, har udvidet fanskaren med sine ubesværede og lyse melodier.

Fra den loopende folk-pop single ”Lemon Boy” til ukulele-møder-electronica på sangen ”Fool” og den mere jazzede ”888”, er Lemon Boy en samling af sange, der viser Skinners eminente evner som sangskriver.

Den unge singer/songwriters karriere og succes startede på YouTube, hvor han i dag har en fanbase på over en million følgere. Her begyndte han at lave ukulele-covers af andre kunstneres hits, for eksempel Frank Oceans ”Self Control”. Foruden sin musik deler Skinner også videoer, der giver publikum et indblik i hans liv bag kulisserne.

“I speak about very genuine things and very personal things that I find hard to say,” forklarer Skinner: “That’s why I write a song about it. I think people relate to that: Sometimes they can’t put things into words, but when they hear a song about it, they can point to that.”

Fakta om koncerten:
Cavetown (UK)
Tirsdag d. 3. marts kl. 20.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 165 kr. + gebyr
Billetsalget starter den fredag den 27. september kl. 10.00 via vega.dk og Ticketmaster.
Læs mere om og køb billet til koncerten med Cavetown.

VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken. 

Vedhæftede filer

Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.