Skip to main content

Det roste band Songhoy Blues tager turen fra Mali til Lille VEGA

Pressemeddelelse   •   Aug 18, 2015 10:00 CEST

VEGA og Beatbox Entertainment præsenterer
Det roste band Songhoy Blues tager turen fra Mali til Lille VEGA
Det unikke, maliske band Songhoy Blues blev udvalgt til at spille med i musikkollektivet Africa Express, som bl.a. gæstede Roskilde Festival i år. Den 12. december går bandet selv på scenen til en festlig aften i Lille VEGA.

Headhuntet til musikkollektivet Africa Express
Songhoy Blues er et unikt band fra en del af verden, som har set sin del af konflikter over de sidste mange år. Alligevel formår de fire unge fyre fra Timbuktu i Mali at spille med en sådan glæde og overskud, at der ikke gik længe før manager Marc-Antoine Moreau hev fat i Songhoy Blues til et samarbejde.

Moreau var på udkig efter en række nye bands, som skulle være en del af det musikalske projekt Africa Express ledet af Damon Albarn. Da Moreau så Songhoy Blues optræde på et lokalt spillested i Mali i efteråret 2013, var han ikke i tvivl om, at de skulle være en del af det musikalske kollektiv.

Songhoy Blues spillede på dette års Roskilde Festival med Africa Express, som gav en fem timer lang koncert på Arena, der bl.a. endte med, at projektleder Damon Albarn måtte bæres af scenen, fordi han slet ikke var færdig med at spille for publikum.

En funky udgave af Talking Heads
I februar i år udkom Songhoy Blues’ debutalbum Music In Exile, hvor bl.a. Yeah Yeah Yeahs Nick Zinner producerede albummets åbningsnummer ”Soubour”. Bandet har en helt speciel lyd, der blander klassisk americana-lyd og bluesguitar med maliske rytmer.

De internationale musikmedier har været begejstrede for denne specielle blanding af musikgenrer, og NME og The Guardian kalder begge albummet Music In Exile for et mesterværk og sammenligner Songhoy Blues med en funky udgave af Talking Heads.

Fakta om koncerten:
Songhoy Blues (ML)
Lørdag den 12. december 2015 kl. 21:00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V
150 kr. + gebyr
Billetter kan købes via VEGAs hjemmeside og Billetlugen fra den 20. august kl. 10:00.
Læs mere om koncerten med Songhoy Blues og køb billet på vega.dk og billetlugen.dk.

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 250 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.

Vedhæftede filer

Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar