Gå til indhold
Dit nye musikår lyder som disse seks navne: Mød VEGAs Udvalgte 2019

Pressemeddelelse -

Dit nye musikår lyder som disse seks navne: Mød VEGAs Udvalgte 2019

VEGA præsenterer stolt:
Dit nye musikår lyder som disse seks navne: Mød VEGAs Udvalgte 2019
For niende år i træk præsenterer vi VEGAs Udvalgte den 25. januar. Kuldet kommer til at fylde dit koncertprogram og din radio det kommende år efter vores vurdering. VEGAs Udvalgte har tidligere præsenteret MØ, Jada, CHINAH m.fl.

Vi skyder igen et nyt koncertår i gang med VEGAs Udvalgte, hvor den danske og internationale musikbranche samt musikalsk nysgerrige bliver præsenteret for de seks, nye navne, som vi mener kommer til at præge 2019s koncertscener.

Årets program favner bredt og vidner om den høje kvalitet, drive og potentiale den danske musikscene rummer lige nu.VEGAs Udvalgte-holdet 2019 er: Selma Judith, Boundaries, Bette, ATUSJI, Hôy la og LLEOH.

Vi er stolte af tidligere at have præsenteret navne som MØ, Ulige Numre, CHINAH, Jada, Emil Kruse, Rangleklods o.m.a som VEGAs Udvalgte bands, der efterfølgende har slået igennem både på den nationale og internationale musikscene.

Selma Judith
Med sine tekster og moderne R&B lader Selma Judith lytteren komme helt ind under huden på hende. Hun producerer musikken med vennerne Jens Rønne og Mikkel Kjær og har udgivet singlerne ”Kind of Lonely” og ”I’m a Mess”. Udover musikken laver Selma Judith også film og spiller harpe. Nyd sidstnævnte i denne live-session, hvor hun spiller et intimt harpe-cover af Jorja Smiths sang ”A Prince”.

Boundaries
Post punkerne i Boundaries har netop udgivet deres selvbetitlede debut-ep. Bandet stod selv for indspilning, produktion og mixing. Ep’ens seks sange er et moderne take på post punk, som rummer elementer af både drømmende shoegaze og støjrock. Singlerne ”Push” og ”Always a Way” har allerede indfundet sig på P6 Beats playlister og tiltrukket international opmærksomhed. 

Bette
Varm og blød R&B flyder fra Bette i et let mix af finesser og fraseringer, der åbner et yderst behageligt univers, hvor kærlighed og drømme regerer. Den tidligere VEGAs Udvalgte-artist Emil Kruse er fast samarbejdspartner og producer på sangene. Bette har udgivet singlerne ”Forstår Dig Nok En Dag”, ”Darling” og senest dobbeltsinglen ”Væk / Ikke Længere”.

ATUSJI
ATUSJI har med Terkel Atsushi Røjle i front rødder i Girls' Night Out og Virgin Suicide. Erfaringer og personlige refleksioner fylder hans sange, der er udfoldet i singer/songwriter-traditionen, men fusionerer en moderne lyd af hiphop, emo-tendenser og musik fra 00'ernes alternative hitlister. ATUSJI har senest udgivet singlen ”Devil on My Shoulder”, der slutter sig til bagkataloget af yderligere fire singler fra 2018.

Hôy la
I Hôy las musik bliver mørke og eksperimenterende popsange leveret med en eksplosiv karakter, der virkelig kommer til udtryk, når hun spiller live. ”Purple” er seneste single fra sangerinden og produceren Ingri Høylands hånd. Videoen til singlen er optaget i Japan, hvis minimalistiske byrum og arkitektur spejler Høylands kærlighed til farver og arkitektonisk æstetik. Hôy las debut-ep udkommer i starten af 2019.

LLEOH
Sarah Leonora, som står bag projektet LLEOH, har sunget siden barnsben. Hendes musik trækker tydelige tråde til 00’ernes pop og R&B-universer, som dog udfordres af undertoner af insisterende melankoli. Hun mødte Jonathan Elkær (Phlake) i 2015, og sammen har de udviklet LLEOHs univers. Gennem synth-bårne urbanlandskaber, LLEOHs stærke vokal og Jonathans produktioner har de nu fundet frem til et udtryk, der er indtagende og taktilt. 

Fakta om koncerten:
VEGAs Udvalgte 2019 (DK/NO)
Fredag d. 25. januar kl. 20.30
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris 150 kr. + gebyr
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster.
Læs mere og køb billet til VEGAs Udvalgte 2019

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +700 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken. 

Kontakt

Bettina Balle

Bettina Balle

Pressekontakt PR Manager 33260955

Velkommen til VEGA!

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond.

Med tre adskilte koncertsale præsenterer VEGA et bredt musikprogram, der dækker mange forskellige genrer. Den store koncertsal, Store VEGA, har kapacitet til 1.550 gæster, Lille VEGA har plads til 500, mens Ideal Bar Live har plads til omkring 200 stående publikummer.

Årligt løber der omkring 350 koncertarrangementer af stablen i VEGA, og de +800 bands, der står på VEGAs scener, afspejler en målsætning om at finde den rette balance mellem nye talenter og mere etablerede navne indenfor rock, pop, soul, hiphop, elektronisk- og global musik samt præsentere publikum for diverse klubkoncepter. VEGAs tekniske udstyr, hvor særligt lydsystemet er af højeste kvalitet, garanterer en perfekt oplevelse.

VEGA råder over i alt 12 barer til servicering af publikum og musikere. VEGAs centrale placering på Vesterbro i København med Metro til døren og den tætte forbindelse til Sydsverige taget i betragtning, gør huset til et oplagt valg, når indendørskoncerter med internationale kunstnere skal planlægges.

VEGA
Enghavevej 40
1674 København V
Danmark