Skip to main content

​Freja Kirk har din fredagsfest!

Pressemeddelelse   •   Sep 27, 2019 10:00 CEST

VEGA præsenterer
Freja Kirk har din fredagsfest!

Freja Kirk har med sine trappede beats og store stemme gjort sig bemærket som en af de nye lysende stjerner på den danske musikscene. Den 13. marts rammer hendes pophits VEGA.

Den danske popsnedker, Freja Kirk, får i øjeblikket radiostationerne til at gløde med sine soulfulde, trappede popbaskere. På sit kommende album, Pussyfied, favner hun usikkerheden og fejrer sejrene. Det er et dybt personligt album, hvor sangerinden dykker ned i temaer om at føle sig til rette i sin krop, med sit køn og med sit begær. I pressemeddelelsen fortæller hun:

”Det er et album om at turde være sig selv. Et opråb om, at vi er gode nok. Det er også et ret lummert album. Jeg håber, at folk får lyst til at kysse til koncerterne og dyrke sex til sangene derhjemme.”

Med de seneste singler ”Fine Things” og ”Young Nights” formår den fremadstormende sangskriver at skabe eftertænksomme eksplicitte, catchy og velproducerede popsange, der har fået international opmærksomhed fra indflydelsesrige musikmagasiner som Dummy Mag, Highclouds og Earmilk.

Freja Kirk har fra barnsben spillet musik og brugte oceaner af tid i pladebutikkerne i Valby, hvor cd'er med navne som Erykah Badu, Missy Elliot, Aaliyah fandt vej til stereoanlægget. Det var mikset af feminint forstærket, soul, R&B og hiphop, der lagde en evig grundtone for både hendes vokal og sangskrivning.

Hendes første album, Monophobia, landede i 2014, og er et mørkt melankolsk popalbum, som behandlede kærestesorger og farens død. Men det var et skelsættende møde med producerne Gisli Gislasson (Phlake), Reza (Sivas) og Alexander Grandjean, der satte en helt ny kurs i sangskriverens produktioner, hvor elementer af trap og skarpe synthesizere skaber bid i popuniverset. Kursen er nu sat mod Lille VEGA til marts.

Fakta om koncerten:
Freja Kirk (DK)
Fredag d. 13. marts kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 175 kr. + gebyr
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster
Læs mere om og køb billet til koncerten med Freja Kirk.

VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken. 

Vedhæftede filer

Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.