Skip to main content

Mura Masa splintrer japansk inspiration, electropop og tunge beats i VEGA

Pressemeddelelse   •   Maj 10, 2016 18:00 CEST

VEGA og Beatbox Entertainment præsenterer
Mura Masa splintrer japansk inspiration, electropop og tunge beats i VEGA
En af tidens mest hypede producernavne i England, Mura Masa, åbner op for sine genretwists af electropop med strejf af Østens toner tirsdag den 8. november i Lille VEGA.

Diplo spåede, at den 20-årige producer Alex Crossan, som er Mura Masa’s borgerlige navn, ville ødelægge internettet sidste år, da han udgav mixtapet Soundtrack to Death. De 14 knivskarpe sange mixer på overraskende vis bløde R&B-vokaler med tunge beats og orientalske universer. Selv kalder Crossan hans unikke lyd for at være genreudfordrende popmusik.

Som lytter forbløffes man over uventede instrumenter som klokker, fløjte og klaver midt i de meget klubvenlige tracks som ”Love For That”. Den opkommende sangerinde Shura låner sine vokaler ud på netop ”Love For That”, og Mura Masa har sikret sig flere populære stemmer på sine sange i form af Nao og Jay Prince.

BBC Sound of-finalist
Efter at have udgivet ep’en Someday Somewhere (2015) i april strømmede det ind med remixtilbud fra navne som Ed Sheeran og Ellie Goulding, topplaceringer hos Hype Machine og masser af spilletid på BBCs radiokanaler. 

Stationen havde også produceren med på deres indflydelsesrige ”Sound of”-liste over navne, som de tror på i det kommende år.

Singlen ”Firefly” toppede Spotifys hitlister i både USA samt England og sangen har pt. over ti millioner afspilninger på streamingtjenesten. Produceren arbejder for tiden på sit første fuldlængde album, To Fall Out Of Love, der er sat til at udkomme sidst på sommeren. Herfra kan du allerede nu drømme dig væk i førstesinglen ”What If I Go”.

Japansk tiltrækning
Alex Crossan har altid været fascineret af kulturen i Asien, og sit kunstnernavn har han også fundet i en japansk legende. Mura Masa var navnet på en legendarisk sværdsmed, hvis sværd ville få krigere til at begå selvmord, hvis de brugte det.

Fakta om koncerten:
Mura Masa (UK)
Tirsdag den 8. november kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 180 kr. + gebyr 
Billetsalget starter fredag d. 13. maj kl. 11:00 via vega.dk og Billetlugen.  
Læs mere og køb billet til koncerten med Mura Masa.

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 330 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.

Vedhæftede filer

Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

By submitting the comment you agree that your personal data will be processed according to Mynewsdesk's <a href="http://www.mynewsdesk.com/dk/about/terms-and-conditions/privacy_policy">Privacy Policy</a>.