Skip to main content

​Og posen er i VEGA, så du ved det ender galt

Pressemeddelelse   •   Okt 11, 2019 10:00 CEST

VEGA præsenterer
Og posen er i VEGA, så du ved det ender galt

Den 20. december antænder Den Gale Pose Store VEGA med posen fuld af potente, nostalgiske bangers.

Den Gale Pose er en af de mest banebrydende danske rapgrupper og var med til at definere en ny lyd i dansk rap tilbage i 90´erne. De startede deres rap-eksperimenter tilbage i slutningen af firserne, da Jesper Dahl (Jokeren), Rasmus Berg (B), Nicholas Kvaran (Coldhands) og Blæs Bukki fyrede op for deres eminente flow og beats.

Kvartetten rykkede i starten af 90'erne til Los Angeles, hvor de under navnet Madness 4 Real arbejdede som freelance producere bl.a. for legender som Eazy-E og Ice Cube. Gruppen udgav i alt 33 numre og fire remixes på diverse album, hvoraf flere fik amerikansk guld, platin og dobbelt platin.

Gruppen vendte hjem til Danmark i 1996, hvor de udgav deres første album Mod Rov, der blandt andet bød på hittet "Flere Ho's".

I 1998 udgav de albummet Sådan Er Reglerne, der indeholder monsterhittet "Spændt Op Til Lir". Gruppen var året efter indstillet til hele fem Grammy´er og årets radiohit. De udgav tre år efter deres tredje album Definitionen af en stodder og valgte i 2003 at indstille arbejdet, hvorefter Jokeren kickstartede sin succesfulde solokarriere.

Gruppen udgav i år en hyldestsang til livet og døden, der har fået titlen ”Indtil vi ses igen”. Nummeret er skrevet i forbindelse med gruppemedlemmet Rasmus Bergs alt for tidlige død. Jesper Dahl fortæller om nummeret:

”Indtil Vi Ses Igen (Rasmus B Tribute)” er en hyldest til de mennesker, som vi har mistet i musikbranchen de seneste år – heriblandt Jeppe ”Jay-B” Bisgaard og Master Fatman. Med tabet af Rasmus, vil DGP have os til at fokusere på livet frem for døden og sætte pris på hver dag - for vi ved ikke, hvor længe vi er her.”

Den Gale Pose offentliggjorde tilbage i 2011 i tv-programmet Go' Morgen Danmark, at de havde gendannet gruppen, og gav senere koncert i K.B. Hallen. Siden da har der været stille omkring den legendariske danske rapgruppe, som nu igen er klar til en tur i tidsmaskinen og spænde Store VEGA op til lir!

Fakta om koncerten:
Den Gale Pose (DK)
Fredag d. 20. december kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 260 kr. + gebyr
Billetsalget starter i mandag den 14. oktober kl. 10.00 via vega.dk og Ticketmaster.
Læs mere om og køb billet til koncerten med Den Gale Pose.

VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken. 

Vedhæftede filer

Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.