Skip to main content

Oplev Sondre Lerche i intime rammer

Pressemeddelelse   •   Jun 25, 2014 16:18 CEST

VEGA præsenterer
Oplev Sondre Lerche i intime rammer
Den folkekære, norske singer/songwriter Sondre Lerche er endelig tilbage i VEGA. Denne gang kan man nyde hans nye materiale i helt intime omgivelser i Ideal Bar den. 11. november.  

Hudflettet ægteskab
Den finurlige norske singer/songwriter Sondre Lerche begiver sig på sit kommende album, Please, i nye retninger. Sangene hudfletter otte års ægteskab og den efterfølgende skilsmisse. På trods af det tunge udgangspunkt formår Lerche at fylde en overflod af sprøde elektroniske flade i den skrabede produktion, som stadig besidder hans karakteristiske energi. 

Omtumlet havefest
I videoen til førstesinglen, ”Bad Law”, ser man sangeren tumle rundt til en havefest. De andre gæster snakker og sipper deres drinks, mens Lerche svinger dansende rundt og ødelægger scenen lidt. Haven er i virkeligheden hans egen, og videoen er baseret på en tidligere oplevelse, hvor Sondre Lerche ødelagde en aften ude med sine venner ved at opføre sig en smule uregerligt.

Fra hovedet til kroppen
Facaderne er også nede i de nye sange, hvor man får sangerens følelser serveret råt for usødet. Der er ikke redigeret i støn, jamren eller bevægede knæk på stemmen. Sondre Lerche har altid skrevet om kærligheden, men aldrig på denne primale og seksuelle måde. Hans melodiske instinkter er stærkere end nogensinde før - dog har han flyttet fokus fra hovedet til kroppen, fra det sjælfyldte til det fysiske.

Spoon-samarbejde
Sondre Lerche har haft utroligt travlt siden hans sidste to udgivelser; det selvbetitlede album  (2011) og livealbummet Bootlegs (2012). Derudover har han turneret internationalt og i 2013 udgivet Scott Walker-coveret ”The Plague”, hans ”Public Hi-Fi-Sessions” samt lavet soundtracket til indiefilm-hittet The Sleepwalker sammen med Jim Eno fra Spoon.

Fakta om koncerten:
Sondre Lerche (N)
Tirsdag den 11. november kl. 20.00
Ideal Bar, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 125 kr. + gebyr 
Billetsalget er startet via VEGAs hjemmeside og Billetnet. 
Læs mere og køb billet til koncerten med Sondre Lerche. 


VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 250 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.

Vedhæftede filer

Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.