Pressemeddelelse -
Skønne Trixie Whitley tilbage i VEGA
VEGA og ICO præsenterer
Skønne Trixie Whitley tilbage i VEGA
Besnærende Trixie Whitley er tilbage i VEGA efter en udsolgt koncert i foråret. Denne gang indtager sangerinden, kendt fra Daniel Lanois’ projekt Black Dub, Lille VEGA
onsdag den 17. juli med materiale fra sit seneste album Four Corners.
Super samarbejde
Trixie Whitley brød for alvor igennem i 2011 som forsanger i Black Dub, super-producer Daniel Lanois’ (U2, Bob Dylan) projekt, da publikum opdagede stemmen og det kæmpe nærvær, som den kun 25-årige sangerinde tager med sig på scenen. Samarbejdet opstod efter at de to havde indspillet ”I’d Rather Go Blind”.
Store følelser og stor stemme Sangerindens stemme er et bluesdryppende instrument, der ikke kan undgå at betage med sin følsomhed, og sangerindens seneste album, Four Cornes, fra februar byder på store vokale udladninger. Whitley udforsker spændet mellem rendyrket kærlighed, altopslugende vrede, uspoleret lykke og lammende ensomhed.
Det høres blandt andet på den smertende single ”Need Your Love” med bønfaldende vokaler og delikat klaverspil. På ”Hotel No Name” og ”Irene” flyder hendes stemme hen over beskidte beats og en snerrende guitar. Den unge sangerindes stemme er blevet sammenlignet med koryfæer som Janis Joplin og Aretha Franklin.
Four Corners blev indspillet i New York med den erfarne producer Thomas Bartlett aka. Dovemann (Rufus & Martha Wainwright, Grizzly Bear og The National) og arrangement af Rob Moose (Bon Iver, Antony and the Johnsons ).
Vokset op med musikken
Trixie Whitley har fået det kunstneriske nomadeliv ind med modermælken med en belgisk mor, som var kunstner, og en amerikansk far, der er den berømte Chris Whitley. Sangerinden er skiftevis vokset op i Belgien og New York og lærte i en ung alder at spille klaver, guitar og trommer.
Hendes far tog hende allerede med på scenen, da hun var tre år. Som 11-årig blev hun den yngste, faste dj på det belgiske museum for moderne kunst. Det omskiftelige liv har gjort, at sangerinden føler sig hjemme alle vegne, men ikke hører til nogen steder. De tumultariske følelser bliver i Trixie Whitleys univers til dragende toner, som kan nydes i Lille VEGA den 17. juli.
Læs mere om og køb billet til koncerten med Trixie Whitley
Fakta om koncerten
Trixie Whitley (US)
Onsdag den 17. juli kl. 21
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V
Pris:120 kr. + gebyr
Forsalg starter i dag via VEGAs hjemmeside, Billetnet og på posthuse.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 250 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.