Skip to main content

​Spleen United holder euforisk ravefest i VEGA

Pressemeddelelse   •   Maj 08, 2019 10:00 CEST

VEGA præsenterer
Spleen United holder euforisk ravefest i VEGA

Electropop-bandet er tilbage! Den 30. november skruer Spleen United igen helt op for de blåtonede synthesizere og pumpende beats i Store VEGA.

Efter seks års pause er Spleen United klar, i originalt line-up, til at holde højenergiske synthpop fester. Det hele bliver skudt i gang på dette års Roskilde Festival, hvor bandet føjer et nyt, stærkt kapitel til deres imponerende historik.

Spleen United blev dannet i Aarhus i 2003 og har udgivet tre anmelderroste album. Debuten Godspeed Into The Mainstream solgte guld, opfølgeren Neanderthal røg direkte ind på førstepladsen på den officielle danske salgsliste og har ligeledes solgt guld, mens bandets tredje album School Of Euphoria modtog både en DMA-statuette og en Gaffa Award.

Spleen United har desuden markereret sig som et sublimt livenavn med euforiske koncerter, der har bragt bandet forbi et udsolgt KB Hallen, SCC Aarhus, Roskilde festivalen samt Grøn Koncert og Northside Festival. Sidstnævnte festival gæstede Spleen United i 2013, hvilket var sidste gang bandet optrådte live og skabte en magisk ravefest på Red Stage. Gaffa skrev bl.a. om koncerten:

”Oven på The Knifes fesne playback-show kort før på Blue Stage var det en fornøjelse at se Spleen United demonstrere, at man sagtens kan spille elektronisk musik live – og ovenikøbet skabe en rave-stemning, der på et tidspunkt var så intens, at koncerten måtte stoppes kortvarigt, for at folk ikke skulle mase hinanden oppe foran.”

Bandet startede med en lyd, hvor der var tydelige referencer til Depeche Mode. Senere bevægede de sig over i en mere rave-elektronisk lyd med elementer fra techno og house.

Fakta om koncerten
Spleen United (DK)
Lørdag den 30. november kl 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris 280 kr. + gebyr
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster.
Læs mere om og køb billet til koncerten med Spleen United.

VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +700 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken. 

Vedhæftede filer

Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.