Skip to main content

​Udforsk indierockens kerne - dobbeltkoncert med Tårn og Virgin Suicide

Pressemeddelelse   •   Okt 11, 2016 12:00 CEST

VEGA præsenterer
Udforsk indierockens kerne - dobbeltkoncert med Tårn og Virgin Suicide
De højaktuelle danske bands Tårn og Virgin Suicide tager sammen på en mindre turné i foråret, som den 4. marts 2017 rammer Lille VEGA med charmerende dansksprogede hymner og britisk inspireret pop/rock.

Mens Tårns vokal flyder på dansk, har Virgin Suicide med stor autoritet valgt at synge på engelsk. Tårn spiller guitarpop, som sender tankerne mod genrene, shoegaze og psychrock. Virgin Suicide er inspireret af britpoppen og flyver afsted med rocket 60’er manérer. De to bands udgør tilsammen en perfekt cocktail i indierockens navn.

Martin Grønne, forsanger i Virgin Suicide, udtaler om Tårn: ”Tårn er nogle fantastiske drenge, der med sin musik har en sans for at lave simpel og malerisk romantik. Selvom vi umiddelbart bevæger os inden for to forskellige sfærer af indierocken, føler jeg, at vi stadigt er dybt forenelige, eftersom vi trækker på den samme kerne.”

Begge bands har gennem den seneste tid markeret sig positivt i både medier og i æteren. Virgin Suicide har varmet mangt et koncerthjerte henover sommeren med koncerter på bl.a. Roskilde Festival og Smukfest. Tårn har også imponeret på festivalscener som SPOT og Musik i Lejet og tiltrukket sig opmærksomhed med singlerne ”Læber lyser rødt” og ”Solskin over tage”. Begge singler er blevet hyppigt spillet på P6 Beat.

Smeltende smukke toner og solskins-vibes
Kvaliteterne hos Tårn og Virgin Suicide er åbenlyse, hvilket heller ikke har undsluppet opmærksomheden hos landets musikmedier. I GAFFAs 5-stjernede anmeldelse af koncertdebuten på Tårns forårsturné lød det bl.a.: ”Musikalsk er der ikke en finger at sætte på noget, og man er sikkert videre i et sæt, der smelter smukt sammen omkring en blanding af sikre album-track-vindere, såvel som helt nye sange.”

Soundvenue kvitterede ligeledes med 5 ud af 6 stjerner til Virgin Suicides koncert på Roskilde Festival og ordene: ”Med en skarp setliste leverede kvintetten deres ringlende 80’er-pop med 60’er-klingende rockrytmer og 90’er-britpoppet charme – alt sammen krydret med californiske solskins-vibes”.

Fakta om koncerten:
Tårn & Virgin Suicide (DK)
Lørdag den 4. marts 2017 kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris 140 kr. + gebyr
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster
Læs mere om køb billet til koncerten med Tårn & Virgin Suicide. 

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 330 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.

Vedhæftede filer

Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

By submitting the comment you agree that your personal data will be processed according to Mynewsdesk's <a href="http://www.mynewsdesk.com/dk/about/terms-and-conditions/privacy_policy">Privacy Policy</a>.