Gå til indhold
VEGA offentliggør alsidigt program til VEGAs Udvalgte 2014

Pressemeddelelse -

VEGA offentliggør alsidigt program til VEGAs Udvalgte 2014

VEGA præsenterer
VEGA offentliggør alsidigt program til VEGAs Udvalgte 2014
Det fulde program til VEGAs Udvalgte er nu endeligt klart! Fire nye navne tilføjes i form af de elektroniske-producere Sekuoia og Unkwon, electropop-projektet Kill J og singer/songwriteren Alice Boman. Lineuppet fredag den 31. januar sørger for en hel aften med fantastisk ny musik, der prikker til dansemusklerne og de store følelser.

VEGAs Udvalgte 2014 byder på spændende program med syv artister, som alle kan opleves live i Lille VEGA og VEGAs Lounge den 31. januar 2014. For første gang har vi fornøjelsen af at præsentere et svensk navn i samarbejde med Öresundsfestivalen i form af Alice Boman.

Ved sidste års Öresundsfestival i Malmø blev Vegas Udvalgte-konceptet løftet ud over landets grænser, da en række 'udvalgte' danske navne blev præsenteret for et svensk publikum. Nu er Öresundsfestival og Vega glade for at kunne præsentere svensk talent på dansk jord.

Præsenteret i samarbejde med den elektroniske festival Strøm byder dette års program på to helt særlige elektroniske acts i form af Sekuoia og Unkwon. Elektroniske acts kan ikke længere kun ses på natklubber og barer. De er blevet en del af koncertprogrammet på lige fod med det klassiske rockband og de to ovennævnte herrer fortjener specielt fokus. Inden koncertstart afholdes der en gratis Strøm School masterclass med Unkwon i Ideal Bar kl. 18.00 i samarbejde med Strøm.

Det unikke program er tilrettelagt, så man kan nå at opleve alle syv navne live. Sidste år tiltrak VEGAs Udvalgte omkring 1000 gæster og på plakaten var bl.a. MØ og Broke.

Alice Boman
De fem sange Alice Boman indspillede i sit soveværelse i begyndelsen af 2013, havde hun ikke regnet med andre skulle høre. Men det ændrede ep’en Skisser på. Singlen ”Waiting” var på det britiske musik-site The Line of Best Fits liste over årets 50 bedste sange, for det er svært at ryste de lavmælte popviser af sig igen, når deres pondusfyldte skrøbelighed har forladt højtalerne.

Alice Boman er lidt af en ukendt skat fra Malmø. Hun skaber musik som er lidt lo-fi, beskeden og meget smuk. Musikken har en skrøbelighed, der virkelig rører én. ”Wating” var den anden mest omtalte sang på verdensplan i blogland i maj måned. Hun har allerede spillet i VEGA som support til Matthew E. White i efteråret, og vi glæder os til, at hun kommer tilbage. Alice Boman bliver til VEGAs Udvalgte præsenteret i samarbejde med Öresundsfestivalen som hun gæstede i 2013.
- Annika Jonsson, bookingkoordinator i VEGA 

Sekuoia 
Danske Sekuoias, alias 20-årige Patrick Alexander Bech-Madsen, malende soundscapes emmer af lige dele natklub efter midnat og drypstenshule ved daggry. Det er sofistikeret elektronisk musik, der sigter efter både fødder og sind. Hør bl.a. hans nummer "Evenings". Aftenens koncert med Sekuoia bliver med live-band.

Vi tror, at Sekuoia og Patrick Madsen kommer til at nå langt med hans dybe, drømmende og organiske musik. Musikken fungerer lige så godt i høretelefonerne som live – noget vi virkelig fik bevis for, da han var support for MØ til hendes koncert i Store VEGA. Vi venter med spænding på debutalbummet, der kommer i løbet af 2014. Sekuoia bliver til VEGAs Udvalgte præsenteret i samarbejde med Strøm festivalen.”
- Annika Jonsson, bookingkoordinator i VEGA 

Unkwon
Manden bag det specielle navn er produceren Anders Dixen, som når han arbejder under sit Unkwon-alias laver musik i det elektroniske spændingsfelt mellem downtempo electronica og bastung instrumental-hiphop. Lyt fx til nummeret "Ghostly", der har været Top Track hos Soundvenue. I april udgav han den roste ep Fractures, der indeholder fem skæringer med Unkwons originale mix af electronica og hiphop/R&B, der ikke er ulig det udtryk, man fx kender fra James Blakes seneste udgivelse. 

”Unkwon aka. Anders Dixen har i længere tid tiltrukket sig opmærksomhed pga. et særegent lydbillede i både egne produktioner og i remixes for andre. Han udviser stor alsidighed og imponerende fingerspidsfornemmelse i sine produktioner. Unkwon var support for Trentemøller på hans Europaturné og spillede til Danmarks første Boiler Room-session under Strøm sidste år. Vi er overbevidste om, at fremtiden ser lys ud for Unkwon. I samarbejde med den elektroniske festival Strøm præsenterer vi en Strøm School masterclass med Unkwon inden aftenens koncerter. Den kommer til at foregå i Ideal Bar.
- Annika Jonsson, bookingkoordinator i VEGA 

Kill J
Med ord som 'gådefuld' og 'skandinavisk pop' beskrives den danske duo Kill J på diverse internationale musikblogs. Projektet Kill J er omgivet af en vis mystik og informationerne om det danske duo er sparsomme, men duoens debutkoncert i Ideal Bar var en oplevelse udover det sædvanlige. Kill J udfordrer R&B-genrens flødelyd og tilføjer mystiske toner og kølig vokal til tunge klassiske hiphop-beats. Lyt fx til nummeret "Phoenix

Ét nummer og jeg er ramt. Sådan er det med singlen ”Phoenix”, der også er det eneste nummer, der er ude med Kill J. Jeg bliver altid imponeret, når det sker, og jeg er ikke alene. Der er allerede stor interesse både i Danmark og udlandet fra den stilfulde og noget hemmelighedsfulde duo.
Musikken er skarp og kølig, elektronisk funderet med Kill J’s smukke, tynde stemme. En nordisk klang, kunne man sige, men én ting er sikker: Kill J har forstået gøre opmærksom på sig selv.”

- Lene Vive Kristoffersen, booker i VEGA

Når den sidste artist har været på scenen, fortsætter aftenen med efterfest, hvor Sekuoia m.fl. vil indtage dj-pulten.

Lineup VEGAs Udvalgte 2014

Mont Oliver: Udansk blanding af pop, urban og old school amerikansk hiphop
https://soundcloud.com/montoliver

My Heart the Brave: Detaljerig electropop, der dyrker storladenhed og melodien - https://soundcloud.com/myheartthebrave

Karl William: Blødt, soulet og slæbende blanding af r&b og hiphop
https://soundcloud.com/karl-wicked-william

Kill J: Skandinavisk pop med kølig vokal og tunge beats
https://soundcloud.com/killj

Sekuoia: Dyb, drømmende og organisk electronica
https://soundcloud.com/sekuoia-1

Unkwon: Originalt mix af electronica og hiphop/R&B
https://soundcloud.com/unkwon-sound

Alice Boman: Skrøbelige sange og krakelerende lo-fi produktioner
https://soundcloud.com/aliceboman

Fakta om VEGAs Udvalgte 2014  
VEGAs Udvalgte
Fredag den 31. januar kl. 20.30 – Døre kl. 20.00
Lille VEGA og VEGA Lounge, Enghavevej 40, 1764 Kbh. V
Billetpris: 95 kr. + gebyr

Strøm School masterclass med Unkwon
Fredag den 31. januar kl. 18.00
Ideal Bar, Enghavevej 40, 1764 Kbh. V
Gratis
Mere info følger.

Gaffa er mediepartner på VEGAs Udvalgte 2014.


Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 250 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.

Kontakt

Bettina Balle

Bettina Balle

Pressekontakt PR Manager 33260955

Velkommen til VEGA!

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond.

Med tre adskilte koncertsale præsenterer VEGA et bredt musikprogram, der dækker mange forskellige genrer. Den store koncertsal, Store VEGA, har kapacitet til 1.550 gæster, Lille VEGA har plads til 500, mens Ideal Bar Live har plads til omkring 200 stående publikummer.

Årligt løber der omkring 350 koncertarrangementer af stablen i VEGA, og de +800 bands, der står på VEGAs scener, afspejler en målsætning om at finde den rette balance mellem nye talenter og mere etablerede navne indenfor rock, pop, soul, hiphop, elektronisk- og global musik samt præsentere publikum for diverse klubkoncepter. VEGAs tekniske udstyr, hvor særligt lydsystemet er af højeste kvalitet, garanterer en perfekt oplevelse.

VEGA råder over i alt 12 barer til servicering af publikum og musikere. VEGAs centrale placering på Vesterbro i København med Metro til døren og den tætte forbindelse til Sydsverige taget i betragtning, gør huset til et oplagt valg, når indendørskoncerter med internationale kunstnere skal planlægges.

VEGA
Enghavevej 40
1674 København V
Danmark