Pressemeddelelse -
Woods sørger for folkpop-soundtrack til sløve sommerdage i VEGA
VEGA præsenterer
Woods sørger for folkpop-soundtrack til sløve sommerdage i VEGA
Lørdag den 15. august indkapsler amerikanske Woods sensommeren i Lille VEGA med deres udsyrede og fængende blanding af folkpop, rock og psykedeliske referencer.
Solskinsblød folkpop med udsyrede guitarflader
Den amerikanske folktrio Woods har, siden de første gang greb guitarerne i 2005, været hyper-produktive og glædet fans med et nyt album næsten hvert eneste år. Deres lydunivers har hele tiden taget nye drejninger, men med den gode melodi som konstant centrum - lidt a la Kurt Wile, Real Estate og Papercuts.
På deres seneste album, With Light And With Love (2014), leger trioen med sav samt et større fokus på perkussion og klaver. Forsanger Jeremy Earls høje og distinkte vokal er som prædisponeret til at fremføre sange, der arbejder sig ind i din hukommelse - på trods af flere minutter lange guitar-jams. Alt efter hvilke effekter Earl lægger ned over sin vokal, skifter sangene udtryk mellem poprock-klassikere som Roy Orbison ”Only the Lonely” og The Shins ”New Slang”.
Hammond-orgel og 70’er-rock
Gennem albummets 10 sange kommer Woods vidt omkring i deres ekspansive univers, som byder på alt fra soulet Hammond-orgel på ”Leaves Like Glass” og ”New Light” der svæver rundt i 60’er psych, og ”Shining”, som dvæler ved den mere melankolske side af 70’ernes folkrock.
Udover at turnere heftigt og udsende albums i en lind strøm, driver Woods også deres eget pladeselskab og arrangerer en årlig minifestival i Big Sur, hvor blandt andet Real Estate spiller i år.
Fakta om koncerten:
Woods (US)
Lørdag den 15. august kl. 21
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V
Billetpris: 160 kr. + gebyr
Billetsalg starter i dag via vega.dk og Billetnet.
Læs mere og køb billet til koncerten med Woods.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 250 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.