Med Donald Trump ved roret i USA er kampen for klimaet vigtigere end nogensinde

Den 4. november 2016 trådte Parisaftalen i kraft og udsigten til internationale fremskridt på klimafronten så lysere ud. Men hvad betyder tirsdagens præsidentvalg i USA for Parisaftalen? Og hvad kan vi forvente rent klimapolitisk med Donald Trump i spidsen for verdens næststørste udleder af CO2?

Af: Kristian Bertelsen

USA’s næste præsident Donald Trump har kaldt menneskeskabt klimaforandring en kinesisk konspiration og lagde i starten af november op til at skære 100 milliarder dollars over de næste otte år i offentlige udgifter til bekæmpelse af menneskeskabte klimaforandringer. Men i kølvandet på en beskidt amerikansk valgkamp, hvor fakta har måtte vige for politisk pondus, er det relevant at se nærmere på, hvad vi egentlig kan forvente med Trump ved roret.

Vi starter med et kort indblik i Trumps klimapolitik. USA er verdens næststørste udleder af CO2 efter Kina og verdens største udleder af CO2 pr. indbygger. Det er dog ikke noget Donald Trump agter at gøre noget ved. Tværtimod. Trumps vision er et energiuafhængigt USA, hvor han vil hente 50 billioner amerikanske dollars ind gennem udvinding af det han kalder ”rent kul”, uudnyttede skiffer, olie og naturgas reserver. I Trumps valgprogram fremgår det desuden, at han agter at afskaffe restriktioner på kul - og naturgasindustriens udledningen af drivhusgasser. Restriktioner som præsident Barack Obama har implementeret til trods for kraftig politisk modvind. Restriktioner som Trumps modstander Hillary Clinton agtede at beholde, hvis hun havde vundet valget.

”Enhver regulering der er forældet, unødvendig, dårlig for arbejdere og i modstrid med vores nationale interesser vil blive skrottet og skrottet fuldstændig” (Uddrag fra Donald Trumps tale til Williston Basin Petroleum Conference i Bismark, North Dakota, USA, maj 2016).

Kort sagt har Trumps politiske program til formål at sikre amerikanske arbejdspladser og international energiuafhængighed ved at øge udvindingen og brugen af fossile brændstoffer i USA. En politisk agenda til skade for miljøet og i strid med internationale klimaaftaler.

Men hvad med Paris-aftalen?

Ja - hvad med den? Kan vi ikke bare læne os op ad internationale klimaaftaler som Paris-aftalen, når nu lederen af den frie verden pludselig vender ryggen til klimaet? Både og!

De deltagene lande, der har ratificeret aftalen er som udgangspunkt bundet til aftalen de første fire år efter aftalens ikrafttrædelse. Herefter kan Trump vælge at trække USA ud af aftalen, og meget tyder på, at det er planen. Trump har gentagene gange truet med at trække USA ud af Parisaftalen, og nedlægge støtten til udviklingslande som Indien, der er afhængige af USA som samarbejdspartner i overgangen til bæredygtig energi. ’The Donald’ behøver imidlertid ikke at vente fire år på at gøre livet surt for dem, der håber på en grønnere fremtid. Dette skyldes Parisaftalens format.

Aftalen sætter klare mål for den fremtidige reducering i udledningen af drivhusgasser. Men aftalen er kun en ramme. En ramme som den enkelte stat selv skal fylde ud med konkrete politiske initiativer der skal nedsætte udledningen af skadelige stoffer i atmosfæren. Klimaeksperter peger i den forbindelse på to aspekter af aftalen som særligt kritisable: 1) Aftalens mangel på konkrete krav til hvilke midler der skal tages i brug af de deltagende lande 2) Aftalens mangel på mere håndfaste overvågningsmekanismer, der gøre det lettere at monitorere om landende følger de retningslinjer, de er blevet stillet, og om de når de mål, der er pålagt dem.

Med et republikansk flertal i både senatet og kongressen har Trump gunstige nationale vilkår for at modarbejde internationale initiativer, så snart hans præsidentembede træder i kraft. Og med en international klimaaftale uden tilstrækkelig juridisk substans til at forhindre et sådant modspil fra international side af, er døren åben for Trumps klimaskadelige energivisioner.

Kampen for klimaet er vigtigere end nogensinde

Så hvor efterlader det os? En ting er sikkert. De positive røster i kølvandet på ratificeringen af Parisaftalen klinger hult efter tirsdagens præsidentvalg i USA. I en skrøbelig international magtbalance har vi brug for stormagter, der tager teten og statuerer et positivt forbillede for resten af verden. Hvis USA prioriterer selvbestemmelse og kortsigtede målsætninger til skade for klimaet, øger det sandsynligheden for at andre stormagter heller ikke lever op til deres forpligtigelser, heriblandt den største udleder, Kina.

Imens vi fordøjer valgresultatet, kan vi passende rette vores opmærksomhed mod klimaforhandlingerne i Marrakesh (COP22). Her er den indledende fase sat i gang, og klimaentusiaster, embedsmænd og eksperter forhandler på livet løs for klimaets fremtid. Det er her, vi skal gør alt for at få fastlagt konkrete implementeringsinitiativer og derigennem inddæmme de konsekvenser, som valgresultatet i tirsdags kan få for fremtidens kamp mod udledningen af drivhusgasser. Sagt med andre ord, kampen for klimaet vigtigere og mere aktuel end nogen sinde, og i lyset af tirsdagens valgresultat i USA understreger kommunikationschef hos Verdens Skove Nikolai Lang at vi ikke må tabe modet.

”Politisk set er det en meget udfordrende tid, vi går i møde. En tid præget af usikkerhed og kaos. Men Trumps sejr må ikke få os til at give op. Det der er brug for er mobilisering og kontrolleret og målrettet modsvar, der kan mobilisere en stålsat vilje til at føre praktisk mulige løsninger ud i livet. ”

Nikolai Lang understreger, at han ser, at Verdens Skove, som forening, har en særlig rolle at spille:

”Det er nemt at blive grebet af håbløshed. Men det fællesskab, vi har som forening, kan være en stor styrke her. Når det hele virker håbløst, så er det vigtigt at tænke i muligheder, at føle sig genkendt og anerkendt intellektuelt og følelsesmæssigt, så vi får styrken til at blive ved med at kæmpe for klimaet.”

Vil du være med til at gøre noget for skovene og klimaet, når politikere som Trump, ikke vil, så bliv medlem af Verdens Skove.