Skip to main content

Myten om de ædle vilde i den uberørte skov

Nyhed   •   Nov 11, 2016 10:03 CET

En movima skovbonde I Bolivia som hverken er ædel eller vild, men som er meget vidende om hvordan man lever af skoven på en bæredygtig måde.

Verdens Skove arbejder med oprindelige folk. Ikke fordi vi har en specielt romantisk forestilling om den 'ædle vilde' men fordi oprindelige folk simpelthen har værdifuld viden om, hvordan et folk kan leve af skoven på en bæredygtig måde. Få en update fra Verdens Skoves Ph.D i skovbrug og oprindelige folk her.

Af Lisbeth Christoffersen, Ph.D. studerende, Verdens Skove.

Vi plejer at sige, at vi tilbyder et kinder-æg med vores arbejde for at bevare skov: Vi hjælper klimaet, vi beskytter biodiversiteten, og vi støtter oprindelige folks rettigheder. Hænger det sammen?

Skoven er vigtig for klimaet. De store, sammenhængende skove regulerer nedbørsmønstre og temperaturer, og især gammel skov indeholder og optager store mængder CO2. Rydning af skov er årsag til en væsentlig del af den menneskeskabte CO2-udledning.

Skoven er et mangfoldigt biologisk system, som indeholder en næsten endeløs række af habitater for planter, dyr og mikroorganismer, som på indviklet vis er afhængige af hinanden i større sammenhængende økosystemer, som vi mennesker stadig er langt fra at kunne forstå. Mangfoldigheden og kompleksiteten muliggør at de forskellige organismer kan tilpasse sig skiftende påvirkninger og opretholde økosystemets funktioner. Dermed er biodiverse skove og økosystemer også afgørende for klimaet.

En myte

Der er altså klare sammenhænge mellem skov, klima og biodiversitet, men hvad med de oprindelige folk? Hvad gør de godt for i skovsammenhæng? Myten om den ædle vilde, naturens gentleman, som uspoleret af civilisationen lever i harmoni med den jomfruelige natur er vist for længst erkendt som… ja, en myte.

Et eksempel fra et sted, Verdens Skove arbejder, er Bolivias Amazonas, som før europæernes ankomst for godt 500 år siden var et relativt tæt befolket område, hvor folk praktiserede teknisk avanceret landbrug og havde en veludviklet infrastruktur. Faktisk viser det sig at have været en betydelig del af det vestlige Amazonas, som var en del af dette netværk. Der boede mange forskellige kulturer med forskellige sprog, og der har været relativ velstand og handel. Da europæerne kom med deres influenza, døde store dele af befolkningen på få årtier, og det kan selvsagt få selv det mest robuste samfund til at bryde sammen. Måden, man dyrkede jorden og forvaltede vandmasser og infrastruktur, var meget arbejdskrævende og kunne ikke opretholdes med en reduceret befolkning, og skoven indtog området. Dele af den urgamle, jomfruelige Amazonasjungle viser sig ikke at være så gammel endda.

De, som overlevede, blev nemt rekrutteret af Jesuitterne til deres missioner. Her udviklede sig en kultur, som integrerede begge parters kundskaber, og missionerne, som lå spredt over lavlandet, centralt placeret langs de største floder, blev velstående kulturelle og produktive handelscentre, efterhånden til ærgrelse for det sekulære samfund, som smed Jesuitterne ud i 1767. Missionsindianerne forsvarede deres urbane centre i over 100 år derefter, men måtte efterhånden give efter for overmagten, som med lov og militær magt overtog ejendommene, kakaolundene, kvæget og den centrale placering i flodernes knudepunkter. Samtidig var gummibaroner på jagt efter lokal arbejdskraft, og det var hårdt arbejde, som man ofte døde af, uanset om man var taget som slave eller hyret med kontrakt. Missionsindianerne flygtede, nogle til de større europæiske byer i regionen, nogle slog sig ned ved de mindre floder på pampassen og holdt kvæg, mange andre flygtede ind i skoven. Senere begivenheder efter uafhængigheden fik flere igen til at flygte ind i skoven.

Det betyder, at mange af de oprindelige folk, vi arbejder med i dag i Bolivia er efterkommere af først teknisk avancerede landbrugere, dernæst indbyggere i europæisk prægede urbane centre. De har blot boet i skoven i knap 150 år. Da tømmerselskaber og store kvægavlere trængte sig på i 1980’erne fik de nok og marcherede til hovedstaden, med det resultat at mange oprindelige folk i dag har kollektive rettigheder til deres skov i Bolivias lavland.

Værdifuld viden

Når man beskæftiger sig med oprindelige folk møder man indimellem argumentet, at der ikke er nogen grund til at disse folk indtager en speciel plads, når man arbejder med skov. De er jo i virkeligheden ikke anderledes, myten om den ædle vilde, er afsløret som løgn, og andre fattige befolkningsgrupper har samme behov, og de er endda ofte ringere stillet rent juridisk. Men at skoven ikke er jomfruelig, og at de oprindelige folk har haft kontakter med alverden, handlet og været under kulturel indflydelse ændrer ikke på deres erfaringer og færdigheder, hvad angår deres anvendelse af et kompliceret sammensat eksistensgrundlag under meget vanskelige økologiske og klimatiske forhold, marginaliseret fra markedet og fra magten, fra statslig service og teknologiske landvindinger.

Der er således mindst to gode grunde til at arbejde med oprindelige folk. Dels kan vi lære noget om succesfuld, lavteknisk skov- og landbrug. Og dels er deres territorier langt overvejende sammenfaldende med sammenhængende skov. De to ting hænger ovenikøbet sammen ved, at mange oprindelige folk behøver et helt landskab for at praktisere deres levevis, som oftest består af svedjebrug, indsamling, jagt og fiskeri i sin grundform. Det er dermed i deres interesse at sikre forskelligartede økosystemer, og der investeres til næste generation, alene ved at sikre skoven mod overudnyttelse, et incitament der vokser med ejendomsretten til skoven. Diversiteten og de store, sammenhængende skovlandskaber er af afgørende betydning i klimasammenhæng, jvf. tidligere afsnit. Dermed er sammenhængen skabt for os som Verdens Skove. 

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar