Skip to main content

​Naturens sjette store krise: Homo sapiens

Nyhed   •   Aug 15, 2017 12:35 CEST

Den uddøde gejrfugl, som indtil midten af det nittende århundrede var almindelig i hele Nordatlanten. Men tre islandske fiskere - hyret af en dansk fuglesamler - slog det sidste gejrfuglepar ihjel i 1844.

Anmeldelse: En af verdens førende videnskabsjournalister, Elizabeth Kolberts, har skrevet en prisvindende bog, der mere spændende end nogen thriller rapporterer om den menneskelige tidsalders konsekvenser for biodiversiteten på Jorden. Det er både en historie om menneskets succes som art og om evolutionen fortalt gennem masseudryddelse: Det pludselige og massive tab af arter, som har ramt planeten fem gange før med 100-200 millioner års mellemrum.

Af Nikolai Lang, kommunikationschef

Støt vores arbejde for bekæmpe tabet af arter her


Frøer, tudser, salamandere og det, der ligner, har været på Jorden i 250 millioner år - meget længere end vi pattedyr, længere end fuglene, ja længere end selv dinosaurerne, som først begyndte deres epoke kort efter paddernes opståen - for så at uddø for 65 millioner år siden.

Padderne udviklede sig på et tidspunkt, hvor al landmassen på Jorden var samlet i superkontinentet Pangæa. Efterhånden som kontinenterne fordelte sig, tilpassede padderne sig betingelserne på de nye kontinenter.

Derfor opstod der mindst 7000 kendte arter af padder, og af dem lever langt de fleste frøer i dag i de tropiske regnskove. Blandt andet i Panama, hvor den gyldne frø indtil for nyligt har lagt sine æg i floderne i tågeskoven på vulkanen El Valles skrænter - ikke langt fra hvor Verdens Skove arbejder.

Som navnet antyder, er den gyldne frø meget gul, sort plettet og ekstremt giftig, hvilket har sørget for, at den har haft fred til at lægge sin æg så lystigt, at floderne ved dens levested blev kaldt ”De Tusinde Frøers Strøm”.

Men så i starten af det 21. århundrede begyndte den gyldne frø at dø i hobetal. Forskere fandt dem liggende med bugen i vejret i skovbunden. Efterhånden var det slet ikke nogen spor af dem. En akut redningsaktion blev sat i værk, og i dag overlever arten kun takket været et redningscenter for frøer i Panama og i zoologiske haver.

Hvorfor begyndte den gyldne frø pludselig at uddø?

Arter uddør sjældent set fra et menneskeperspektiv. Ligesom ingeniører taler om baggrundsstøj, arbejder biologer med 'baggrundsudryddelse'. Her viser beregninger, at én paddeart burde uddø en gang hvert årtusinde. Men nu er raten pludselig så meget som 45.000 gange højere.Hvad sker der?

Den amerikanske videnskabsjournalist Elizabeth Kolbert sætter sig for at opklare mysteriet

i sin afsindigt interessante og meget velskrevne bog ”The Sixth Extinction: An Unnatural History”, som vandt den store amerikanske Pulitzerpris for bedste dokumentariske bog.

Hun starter sin opklaring ved at give os en guidet tur gennem historien om masseudryddelse som videnskabelig ide.

En radikal teori

I dag er ideen om masseudryddelse en af de første videnskabelige idéer, et barn stifter bekendtskab med. Mange småbørn vil oven i købet kunne nævne mange af de uddøde arter: Tyrannosaurus rex og så videre. Men for de gamle naturfilosoffer var det slet ikke så indlysende, at arter kunne uddø.

Det var først kort efter år 1800 at den franske naturhistoriker Georges Cuvier kom på den ide, at knogler, der lignede - men som ikke var fra - den nulevende elefant, måtte stamme fra et nu uddødt dyr: Mammutten.

Opdagelsen gjorde Georges Cuvier til en sensation i sin samtid. I dag er han mindre kendt end især Darwin, hvilket primært skyldtes, at han tog grundlæggende fejl i sine øvrige teorier.

Darwin selv fik ideen om sammenhængen mellem evolutionen og den bedst egnedes overlevelse. Men heller ikke han opdagede idéen om masseudryddelse, fordi han i tråd med sin tids forestillinger om geologi mente, at forandring kun kunne ske meget langsomt.

Det var først i 1970erne at et helt nyt syn på masseudryddelse brød igennem. Det startede med at geologen Walter Alvarez undrede sig. I sine undersøgelser af sekvenser af fossiler fra de små havdyr foraminifera noterede han sig, at lagene af fossiler blev afbrudt så hurtigt i de limsten, han undersøgte, at de ikke kunne være uddøde gradvist. Noget andet måtte være sket.

Ved at analysere jordprøver fra hele kloden, fandt Alvarez ud af, at de lag, hvor foraminifera pludselig forsvandt, var fyldt med enorme mængder af stoffet iridium, der findes i meteorer.

Alvarez fremsatte derfor en radikal teori, som i dag er bredt accepteret: Dinosaurerne uddøde ganske pludseligt, som følge et stort meteornedslag.Den ide gav en helt ny opfattelse af masseudryddelse. Arter forsvinder ikke gradvist og langsomt, men hurtigt og pludseligt.

For en halv milliard år siden indtræffer "den kambriske revolution", hvor grundtyperne af de fleste arter opstår på bare 10 millioner år. For så at blive udsat for den første masseudryddelse ikke mange millioner år efter.

Siden har biosfæren været udsat for fire tilfælde af masseudryddelse med 100-200 millioners års mellemrum, hvor livet på Jorden har oplevet et pludseligt, massivt tab af arter.

Skyldtes alle disse tilfælde så meteornedslag? Nej - for eksempel skyldtes en af dem sandsynligvis, at verden frøs til i gletsjerdannelse som følge af klimaforandringer. 250 millioner år senere var årsagen sandsynligvis opvarmning af atmosfæren, fordi der blev lukket store mængder kulstof ud af endnu ukendte grunde.

Menneskets tidsalder

På dette skarpt optegnede bagtæppe af spasmer i livets historie byder Elizabeth Kolbert os velkommen til den antropocæne epoke og den sjette masseudryddelse: Den geologiske periode, som vi lever i nu, og som primært er formet af os mennesker gennem klimaforandringer, forurening og rovdrift på andre arter og ressourcer.

Hun starter med et grumt eksempel på hvordan mennesket har udryddet en art i begyndelsen af industrialiseringen: Den uddøde gejrfugl, som indtil midten af det nittende århundrede var almindelig i hele Nordatlanten. Den vejede hele 5 kilo, blev cirka 70 cm høj og kunne ikke flyve, da den ikke havde naturlige fjender på sine små øer og klippeskær i Atlanten.

Den fede fugl var derfor helt uforberedt, da sømænd under koloniseringerne begyndte at fange gejrfuglene, æde dem og deres æg, flå dem for fjer og bruge dem som brændsel, indtil de var forsvundet alle steder undtagen på den lille utilgængelige klippeø Geirfuglasker ved Island. Desværre blev øen ramt af aske fra et vulkanudbrud og kolonien gik under. De absolut sidste eksemplarer af arten fik reddet sig over på øen Eldey. Men da de sidste cirka 50 par blev opdaget her, startede et absurd europæisk kapløb om at få fat i de sidste udstoppede gejrfugle, og tre islandske fiskere - hyret af en dansk fuglesamler - slog det sidste gejrfuglepar ihjel i 1844.

Fra fortiden rejser vi til nutiden i anden halvdel af bogen, hvor Kolbert tager os med ud til de nutidige frontlinjer, som forskerne undersøger i den globale biodiversitetskrise, vi står midt i .

Hun er med til at måle, hvordan oceanernes PH-værdi stiger som følge af afbrændingen af fossile brændsler og studerer sammen med forskerne forsuringens konsekvenser for den marine biodiversitet - fra plankton til den truede klovnefisk.

Hun er med ude og dykke og se på de afblegede og døende koralrev, der i levende tilstand kan beskrives som "havets regnskove", fordi korallerne er værter for et mylder af livsformer. Men de risikerer at være helt væk allerede i år 2050.

Derefter rejser vi ind skoven. I Manu nationalparken i Ecuador vokser regnskoven fra floden Altre Madre de Dios op af en udslukt vulkan og bliver efterhånden til tågeskov, som slynger sig rundt om Andesbjergene.

Her møder Kolbert skovøkologen Milas Silaman. Han har påvist, at mange arter flytter op af bjerget efterhånden som klimaet bliver varmere. Træer i regnskoven er hjem for et astronomisk antal arter, og selvom mange måske vil tilpasse sig de ændrede temperaturforhold, så vil mange også uddø efterhånden som deres værter flytter sig op af bjerget.

Kolbert besøger områder i Brasilien, hvor skovene forsvinder som habitater for liv og bliver til isolerede øer, hvor biodiversiteten falder 10.000 gange hurtigere end i sammenhængende skovområder.Arter søger at flytte sig på grund af de stigende temperaturer, men bl.a. infrastruktur og skovrydning spærrer dem inde i små klatter, hvor de uddør.

Foruden klimaforandringer og rovrift på naturens ressourcer er en vigtig global årsag til denne sjette masseudryddelse det, som Kolbert kalder for "det nye Pangæa."

Evolutionens udvikling af biologisk mangfoldighed sker, fordi arterne har levet i isolation fra hinanden og tilpasset sig vidt forskellige økologiske nicher. Men med menneskets intense trafik til lands, til vand og i luften er alle verdensdele blevet bundet sammen i et nyt superkontinent, hvor alle arter konkurrerer mod hinanden. Det går ud over mange arter og efterlader kun få - som for eksempel rotter - som vindere.

Den gyldne frø, vi tidligere stiftede bekendtskab med, uddør sandsynligvis på grund af en anden frø: Den afrikanske sporefrø xenopus laevis.Sprøjter man urin fra en gravid kvinde ind i dens lår, lægger den æg kort tid efter. Derfor blev den fra 1930´erne og helt frem til 1960´erne udskibet til resten af verden som graviditetstest. Desværre tog den en farlig svamp med sig, som ikke skader den selv, men som er dødelig for andre frøer - herunder den gyldne frø i Panama.

Det vanvittige dyr

Udsigterne ser sorte ud, men Kolbert viser også, at de ikke er håbløse. Som eksempel på tidligere tiders succes nævner hun blandt andet forbuddet mod freon og DDT eller redningen af specifikke dyr som den amerikanske ørn.

Hun slutter med det menneskelige dyr og opsøger den finske evolutionsgenetiker Svante Pääbo, der arbejder med en dramatisk tese: Til forskel fra neandertalere og nulevende slægtninge, så har vi mennesker et ”vanvidsgen”.

Det mener Pääbo har gjort os i stand til meget tidligt i meget små både at sejle ud hvor vi ikke kunne se land, hvilket har kostet tusindvis af menneskeliv, indtil man fx stødte på Påskeøerne. Et "rent vanvid", som vi ikke deler med andre dyr, og som både gør os i stand til at gøre vidunderlige ting, såsom at opbygge samfund og opdage universet omkring os - men som også gør os i stand til at gøre meget destruktive ting, som at udrydde arter omkring os.

Kolbert slutter sin gribende og utroligt velskrevne bog med at sætte sin lid til, at dette vanvidsgen ikke udelukkende vil udslette livet omkring os. Det vil også gøre os i stand til at gøre det utrolige og redde hvad der er tilbage.

Hvis du vil være med i kampen mod den globale biodiversitetskrise, så er denne bog et godt sted at få mere at vide om hvor og hvordan det er vigtigt at gøre en forskel.


Støt vores arbejde for bekæmpe tabet af arter her

nl@verdensskove.org



Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar