Skip to main content

Københavns klimamål går op i røg

Pressemeddelelse   •   Okt 10, 2019 08:08 CEST

Bæredygtig er den grønne fjernvarme næppe, heller ikke for naturen i de skove, der gøres indhug i, og billig er den under ingen omstændigheder.

Københavns klimamål går op i røg

Af Andreas Petersen, bestyrelsesmedlem, Verdens Skove

Kommentar bragt i Politiken 10.10.2019

København "har en af verdens mest ambitiøse klimaplaner" har lederen af C40’s kontor i København, Simon Kjær Hansen, tidligere udtalt. Og i denne uge er Danmarks hovedstad så centrum for C40-klimatopmødet, et topmøde for grønne storbyer, der i år foregår i København. Et arrangement, som giver hovedstaden mulighed for at vise sine »vellykkede klimaløsninger« frem, lyder det fra arrangørerne.

Ambitionerne fejler med andre ord ikke noget – og en ny kommuneplan, der skal sætte retningen for Københavns udvikling det næste årti, er i høring i disse dage. Også her er målet mere end ambitiøst – at byen bliver CO2-neutral i 2025.

CO2-neutralitet om fem år lyder utroligt for enhver, der passerer lange bilkøer i Indre By, ser krydstogtsskibene lægge til eller læser om Lufthavnens næsten årligt tilbagevendende passagerrekorder. Og kradser man lidt i den grønne fernis, så falder klimaskeletterne da også ud af skabet som perler på en snor. Drømmen om CO2-neutralitet er bygget på forudsætninger om klimakompensation og tvivlsomme modregninger af grøn energi i byens CO2-regnskab.

En af bærebjælkerne for at forvandle København til en ’grøn’ by er den CO2-neutrale fjernvarme, der skal sikre hovedstadens indbyggere en klimavenlig fremtid. Den CO2-neutrale fjernvarme, som kommunen taler så varmt om, fås blandt andet ved, at HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) fremover vil brænde over 1 million tons – mestendels importeret – træflis på Amagerværket, der i disse dage gøres klar til at give os alle ’grøn’ varme i de kolde vintermåneder. Københavns klimamål nås altså ved at brænde tusindvis af tons med flis fra skoven af – hvert eneste år.

Da træflisen er ’CO2-neutral’ på grund af en teknisk regneregel i internationale CO2-opgørelser, forsvinder CO2-udslippet som dug for solen. Ikke at træflisen udleder mindre CO2 af den grund, men på papiret er alt hvidt som sne, og Københavns CO2-regnskab sminket pænt og grønt.

Bæredygtig er den grønne fjernvarme næppe, heller ikke for naturen i de skove, der gøres indhug i, og billig er den under ingen omstændigheder. At ombygge Amagerværket – ikke at forveksle med den skibakke-udstyrede Amager Bakke – til at fyre flis har kostet i omegnen af 5 mia. kr. Danske biomasseværker har også i årevis nydt godt af direkte statsstøtte. En aktindsigt, som Verdens Skove har fået, viser, at Avedøreværket, der forsyner en del af Hovedstadsområdet med energi, alene i årene 2016-2018 nød godt af 700 mio. kr. i direkte støtte fra danske skatteydere. Hertil kommer skjulte subsidier i milliardklassen, som biomasse fra skoven nyder godt af, da den i modsætning til andre brændsler ikke er pålagt nogen CO2-afgift.

Kommentar brat i Politiken 

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia forsvarer vi regnskoven.

Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som Regnskovsgruppen i 1982 og blev stiftet som Foreningen Regnskovsgruppen Nepenthes i 1983. 

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.