Skip to main content

Verdens Skove byder velkommen til to nye medarbejdere

Pressemeddelelse   •   Sep 18, 2019 13:33 CEST

Til venstre ses Kristian Lybæk, til højre ses Gry Errboe. Foto: Privat

Verdens Skove får i sensommeren 2019 to nye medarbejdere med på holdet. Både kontoret i Århus og kontoret i København bliver en person stærkere. Gry Errboe er opvokset i Bolivia, og Kristian Lybæk har boet i Østafrika i mange år.

Af Pernille Meier

Henholdsvis per 9. september og 2. oktober er Verdens Skove blevet to medarbejdere rigere. På kontoret i København er Gry Errboe tiltrådt stillingen som hub-koordinator for Bolivia og Panama. Hun efterfølger Cesilla Sofie Pedersen. I Århus er det Kristian Lybæk der er tiltrådt stillingen som hub-koordinator for Østafrika. Stillingen er nyoprettet, da der skal oprettes lokale kontorer i blandt andet Østafrika, hvilket medfører en del administrative procedurer. Som hub-koordinator hos Verdens Skove sørger man for tæt samarbejde og dialog med vores regionale kontorer og lokale partnerorganisationer.

Gry er uddannet forstkandidat (kandidat i Skovbrugsvidenskab) fra Københavns Universitet, med speciale i bæredygtig skovforvaltning i udviklingslande. Hun har tidligere blandt andet arbejdet som projektleder hos Miljøstyrelsen. Gry har derfor stor erfaring med bæredygtig naturressourceforvaltning. Derudover besidder hun ekspertise inden for biodiversitet, klima og politisk forståelse.

Det Gry finder vigtigt ved Verdens Skove er særligt det tætte samarbejde med den lokale befolkning: “Verdens Skove arbejder aktivt med regnskoven - et helhjertet samarbejde med dem tættest på skoven”. Hun ser derfor frem til at indtræde i et international miljø, hvor arbejdet er meget hands-on, ved tæt samarbejde med lokale organisationer. Motivationen for at arbejde med tropiske skove stammer fra Gry’s barnsben, da hun er opvokset i Bolivia. Hun ser derfor frem til at skulle til Bolivia og se skoven og møde de lokale.

Gry har sin dagligdag i Nordvest i København. Hun elsker at gå på opdagelse i naturen og nyde natur. Af samme grund har Gry redet igennem Bolivia på hesteryg sammen med en veninde. Gry fortæller: “Vi havde ikke kamera med, da det jo handlede om at nyde naturen og nuet. Og det gjorde vi.”

Kristian har en kandidat fra Aarhus Universitet i Æstetik og Kultur. Han har tidligere blandt andet arbejdet som International Rådgiver ved Ulandssekretariatet. Her rådgav han partnere i Tanzania, Kenya, Uganda, Rwanda, Burundi, Malawi og Botswana. Kristian har derfor stor erfaring med Østafrika. Derudover besidder han ekspertise inden for strategiudvikling, projektledelse og interkulturel ledelse.

Kristians motivation for at arbejde med Verdens Skove stammer blandt andet fra hans personlige interesser: “Verdens Skove kombinerer mange af verdens store problemstillinger og mine personlige interesser.” Han fortæller at særligt klima- og biodiversitets-problematikkerne er nogle af de største udfordringer, men at arbejdet med oprindelige folks rettigheder er særligt interessant. Kombineret med hans personlige interesse for Østafrika, hvor han har boet i mange år, så ser han frem til at lære mere om den tekniske side som skovdrift og skovlandbrug.

Til dagligt bor Kristian i Arusha i Tanzania, men flytter i forbindelse med sin nye stilling hos Verdens Skove til Århus. Dog kommer Kristian et helt tredje sted fra - han er nemlig opvokset ved Mariager Fjord: “Jeg er vokset op på et lille landbrug lige ved udmundingen af Mariager Fjord, så vi må jo nok desværre påtage os lidt af ansvaret for at den "døde" i '97 (red. Miljøkatastrofe på grund af iltsvind). Så jeg håber på, jeg kan rette lidt op på mit miljøsvineriregnskab ved at dedikere mig til Verdens Skoves arbejde.”

Verdens Skove ser frem til samarbejdet med Gry og Kristian. 

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia forsvarer vi regnskoven.

Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982. 

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.