Mød forfatteren Michael Larsen

Michael Larsen er en af Danmarks mest populære spændingsforfattere. I 2015 udgav han Mordet på Øen, der satte Ærø på det litterære landkort, og nu kommer opfølgeren, Dødens kode, hvor handlingen også foregår på Ærø. I forbindelse med udgivelsen har vi stillet forfatteren 10 nysgerrige spørgsmål – bl.a. om, hvad der gør Ærø til en god kulisse for en spændingsroman, og hvordan det er at være Ærøbo.

Hvilken betydning har Ærø for din nye thriller Dødens kode?

Meget stor betydning. Ærø er nemlig også i den nye roman omdrejningspunktet. Vi starter på Ærø, hvor en kun 14-årig pige bliver fundet myrdet, og vi bliver i store dele af romanen på Ærø. Igen indgår mange kendte steder på øen i romanen men også mere ukendte. Efter jeg havde skrevet Mordet på øen, mødte jeg ofte folk, der var ude for at vandre i Charlotte Monsons og Folmers fodspor. Det var rigtig fornøjeligt. Så det håber jeg også bliver tilfældet denne gang.

Ærø er kendt som en naturskøn, idyllisk og fredelig ø i Det Sydfynske Øhav - på hvilke måder egner øen sig godt som kulisse for en krimi?

Da jeg skrev Mordet på øen, stod det hurtigt klart, at dens labyrintiske fysiognomi spillede godt sammen med det tema om desorientering og kompleksitet, som har spillet en stor rolle i næsten alle mine romaner. Ærø er enkel og indviklet på én og samme tid. Jan Folmer er forvirret på et højere plan, både over hvordan han skal finde sin forbryder, men også hvordan han skal finde ud af sit liv og ikke mindst, hvordan han skal finde ud af Ommel. Mon ikke vi er mange, der bare én gang har haft svært ved at finde vej på Ærø?

Du har skrevet flere bøger om naturen på Ærø - hvad er det især, der fascinerer dig ved Ærøs natur?

At den rummer så mange dimensioner. Når jeg maler, er det den indlysende, den umiddelbare og næsten poetiske skønhed, der findes her. Når jeg fotograferer, er det især jagten på det særlige, det flygtige og sjældne, der gør mig nysgerrig. Og når jeg skriver, er det summen af det hele. At skrive tvinger en til at se. Virkelig se denne ø. Jeg håber, det med de to romaner, er lykkedes at indfange et sandt billede af øen.

Hvad er din største naturoplevelse på Ærø?

Her er det virkelig svært at vælge, for der har været så mange. Og er så mange stadigvæk. Der er mange rene naturoplevelser, fordi der er så uendeligt mange smukke tableauer. Men i undersøgelserne af naturen på Ærø, har jeg tilmed haft det privilegium at byde mange helt nye arter velkommen til øen. Og det er altså en særlig oplevelse, ydmyg og medrivende på én og samme tid, at få lov til at være den første, der tager imod. En af de største oplevelser kunne være den dag, jeg nærmest skød fra hoften, da jeg forlod huset, fordi havørnen i det samme fløj forbi gården i en afstand af kun ti meter, det kunne også være den dag, jeg efter to års jagt stod på kun tre meters afstand af blåhalsen uden at få et eneste skud i kassen, fordi det blæste for meget i de få sekunder, jeg havde. Den sidste store oplevelse står næsten altid som det største. Men skulle jeg vælge, var det måske, da det lykkedes at opleve nattergalen helt tæt på, og samtidig få et billede af den, som er så svært, fordi den ofte synger dybt inde fra en busk. Men selv hvis jeg ikke havde fået billedet, havde det stået som en af mine største naturoplevelser. Ingen vil være upåvirket af at høre en nattergal synge på tre en halv meters afstand.

Sidste år kunne du fejre 10-års jubilæum som Ærøbo - hvordan er det at bo på Ærø?

Einstein sagde, at der kun er to måder, man kan leve sit liv på: enten som om intet er et mirakel, eller også som om alting er et mirakel. Han ville have elsket Ærø. Jeg har aldrig oplevet et sted som Ærø, der i den grad spiller med på alt, hvad jeg foretager mig. På en ofte helt overnaturlig facon. Jeg har før skrevet, at Ærø ikke alene er gavmild men ligefrem ødsel i forhold til de naturoplevelser, den giver. Men egentlig er det en underdrivelse. Jeg tror på mirakler, når jeg bevæger mig rundt på øen. Jeg kan ikke andet efterhånden. Og i hvert fald hjælper det. For jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg gik og ønskede mig en isfugl, den dag jeg første gang så en isfugl, og heller ikke, når jeg siger, at jeg gik ved Vitsø og ønskede noget særligt, og vupti satte den yderst sjældne grøn kobbervandnymfe sig foran mig. Den slags, som jeg i grunden slet ikke tror på, sker her. Og så kan man jo ikke andet end tro på det.

Du udgav din første bog i 1992 og har været forfatter på fuld tid i mange år - hvad er det bedste ved at være forfatter?

Det bedste er, at det på lange stræk giver en frihed i mit arbejde. Jeg er groft sagt kun underlagt min egen disciplin. Det værdsætter jeg meget højt. Jeg kan følge impulser, intuitive fornemmelser, indskydelser. Det har givet mig en stor portion frihed, som jeg forsøger at tage vare på og få det bedste ud af, for jeg har også erfaret, hvor vigtigt det er i mit arbejde.

... og det værste?

Det værste var, da det på et tidspunkt ikke fungerede. Som professionel skribent havde jeg aldrig tidligere oplevet at gå i stå. Men det oplevede jeg i nullerne. Det var et sammenfald af flere uheldige årsager. Men især følte jeg mig overmatchet af virkeligheden. Det virkede umuligt at finde på noget, der var mere afsindigt, end det der skete for øjnene af en. Egentlig er det jo også det, der er blevet til Jan Folmers tankeverden. Hans navigation i en stadigt mere rabiat verden.

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

Det kommer meget an på, hvilken en periode jeg skal beskrive. Hvis det er skriveperioderne, er det arbejde, arbejde og arbejde. Fra morgen til aften til sen nat. Selv om jeg nu er blevet bedre til at kombinere det med fotoekskursioner, som både giver mig den nødvendige motion og det næsten meditative sus, jeg har brug for. I perioderne, hvor jeg ikke skriver intenst, samler jeg indtryk og får idéer. Selv i ferierne. Som forfatter er man altid på arbejde.

Filmrettighederne til Dødens kode blev solgt allerede før udgivelsen, og sammen med Mordet på øen skal det blive til en tv-serie - hvornår kan vi opleve dine nervepirrende spændingsromaner fra Ærø på tv?

Jeg ved, at man lige nu arbejder hårdt på at finde både instruktør, manusforfatter og skuespillere. Og jeg ved også, at der allerede har været flere møder med flere navngivne personer. Det, jeg hører, men desværre ikke må sige videre, lyder meget, meget spændende. Og så er det jo omvendt heller ikke alt, jeg får at vide. Man har helt bevidst afventet Dødens kode, fordi romanerne hænger så uløseligt sammen. Jeg tror også, man føler sig lidt udfordret af historien. Det bliver nemlig en uhyre dyr produktion. Hvilket man til fulde vil forstå, når man har læst Dødens kode.

Kunne du forestille dig at skrive flere spændingsromaner, der foregår på Ærø?

Det kan jeg bestemt. Jeg har masser af idéer på tegnebrættet. Den næste roman er endnu på et meget tidligt stadie, men jeg kan ikke udelukke, at Ærø også er med her. I en eller anden forstand.

Michael Larsen er forfatter, naturfotograf og billedkunstner. Han er født i Værløse i 1961 og har boet på Ærø siden 2006.

Dødens kode udkommer den 8. november.

På udgivelsesdagen er der reception og signering på Restaurant Mumm i Ærøskøbing kl. 15.00-17.00 og efterfølgende bogsignering i SuperBrugsen i Marstal kl. 18.00-19.00.