Pressemeddelelse -

Hele verden indbydes til bryllup på Ærø

Ærø indbyder alle til bryllupsfest den 29. maj. Festen er en hyldest til alle de internationale par, der elsker hinanden og gerne vil giftes i Danmark.

Ærøs bryllupsbil og bryllupskaret køres frem, restauranterne byder på diverse lækkerier, bageren på flot bryllupskage, musikken spiller og boblerne sprænger. Brudekjoler og fine jakkesæt ses overalt og bryllupspar får gratis adgang til Ærø Museums nye udstilling ”Vores Ærø”. Og meget andet. Det bliver med andre ord én stor fest for kærligheden i verden.

Anledningen er, at statens sagsbehandling af udenlandske pars ansøgning om vielser i Danmark er blevet så langsommelig, at det hele er tæt på at lukke ned. På Ærø er der fx 80% færre godkendte vielser pr. uge 21 i forhold til samme periode sidste år. Det skader erhvervslivet og kærligheden i verden.

Tid og sted
Kærlighedsfesten holdes på torvet i Ærøskøbing den 29. maj kl. 11:30, hvor den ansvarlige børne- og socialminister, Mai Mercado (K), forud har drøftet et forslag til forbedring af krisesituationen med bryllupsbureauer, Ærø Turist & Erhverv og Ærø Kommune. Målet er at forhindre proformaægteskaber, uden at erhvervslivet må lukke ned.

Kl. 11:30 vil Mai Mercado, bryllupsbureauer med flere svare på spørgsmål, hvorefter kærligheden i verden fejres.

Alle som er forhindret i at deltage i kærlighedsfesten på Ærø opfordres til at holde tilsvarende fester rundt i Danmark.

Fakta om bryllups-turisme
Bryllupsturisme er et erhverv bestående af bl.a. bryllupsbureauer, butikker, frisører, fotografer, musikere, hoteller, restauranter, transport og håndværksarbejde. På Ærø blev der i 2018 afholdt lidt over 5000 vielser af udenlandske par, hvilket er vurderet til at skabe en omsætning på kr. 6000 pr. vielse (konservativt sat). Det giver en årlig omsætning på kr. 30 mio. på Ærø alene. Bryllupspar vender imidlertid ofte tilbage til Danmark på bryllupsdage o.lign., og det samme gælder deres bryllupsgæster. Denne betydning for Danmark er ikke indregnet i vielsernes værdi, og det samme gælder vielsernes store branding-værdi for Danmark. Bryllupsturismens samlede værdi er derfor betydelig større.

Emner

  • Økonomi, finans

Ærø Turist & Erhverv er sat i verden for at fremme turisme- og erhvervsudvikling på Ærø ved at udnytte fællesøkonomiske og faglige ressourcer til markedsføring, samt fortsat innovation, vækst, bosætning og beskæftigelse på Ærø. 

Det er vores mål at agere samlende platform for øens virksomheder og samtidig være med til at styrke de ærøske særegenskaber, understøtte aktører, som allerede er i gang og støtte dem, der er i en opstartsfase, og herigennem fremme turistens og tilflytterens oplevelse af destinationen ÆRØ.

Kontakt

Chris Hammeken

Pressekontakt Direktør for Ærø Turist- og Erhvervsforening +45 41 27 72 94

Ane Katrine Vig

Pressekontakt Office Manager hos Ærø Turist & Erhverv +45 51 85 63 78

Lea Storm

Pressekontakt Kommunikationskonsulent +45 61 62 68 04

Claus Hattesen

Pressekontakt Bestyrelsesformand ved Ærø Turist & Erhvervsforening +45 40 40 26 84