Pressemeddelelse -

Solvognens fundsted bliver en attraktion

Danmarks mest kendte bronzealderfund skal fremover formidles midt i det landskab, hvor det er fundet.

Solvognens fundsted i Trundholm Mose skal gøres til en markant seværdighed. Det er besluttet af Fonden Geopark Odsherreds bestyrelse og Odsherred Kommune – og lige nu arbejdes der på højtryk i Danmarks første globale UNESCO-Geopark.

En model af projektet skal tirsdag den 6. september afsløres under overværelse af H. M. Dronningen, der besøger Geopark Odsherred i forbindelse med sit sommertogt med Kongeskibet Dannebrog.

Modellen over projektet er udviklet af studerende ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet i samarbejde med Geopark Odsherred, Nationalmuseet og Museum Vestsjælland.

- Samarbejdet og inddragelsen af landskabsarkitekterne fremhæver fundenes betydning i vores landskab. Når jeg som arkæolog og repræsentant for Nationalmuseet bidrager til projektet, glæder det mig, at jeg samtidigt kan være med til at formidle og sætte oldtidens landskaber ind i en større sammenhæng, siger arkæolog og museumsinspektør fra Nationalmuseet, Flemming Kaul.

Hele den fortælling, der knytter sig til fundet i Trundholm Mose, bidrager med et vigtigt afsnit i både kultur- og landskabshistorien. Med udgangspunkt i det unikke bronzealder-fund skal man som besøgende på fundstedet opleve landskabets udvikling fra istiden og frem til nu.

- Solvognen er et fund fra bronzealderen af internationale dimensioner og fremstår over hele Europa som et enestående ikon for forhistorisk religion. Projektet her vil formidle Solvognen på en ny og spændende måde langt fra museernes montrer. Vi skal ud i det odsherredske landskab, dér hvor fundet er gjort, og mennesket igennem årtusinder har levet. At stå på dét sted hvor Solvognen blev fundet, giver jo et helt andet nærvær. Man bliver forbundet med det landskab, som bronzealderens mennesker levede i. Dét skaber autenticitet, siger Flemming Kaul.

Solvognens fundsted i Trundholm Mose bliver en af de første og største flagskibslokaliteter i UNESCO Global Geopark Odsherred. Odsherred Kommune har allerede bevilget ½ million kroner til udvikling af projektet.Afhængig af hvilke adgangsveje, der kan bruges, forventes de samlede udgifter til projektet at løbe op i 6 – 8 millioner kroner.

Fundstedet

I dag er der primært landbrugsjord i Trundholm Mose, men da stenalderhavet stod på sit højeste, gik havet helt ind over området. Mosen groede langsomt til på en havbund, der hævede sig, da den sidste is smeltede væk for flere tusinde år siden. Med varmen fra solen og menneskets indvirkning blev den til et fladt mosedrag 3 meter over havets overflade.

Solvognen blev fundet i 1902, da der blev pløjet første gang i området.

I projektet der afsløres i dag tirsdag, vil fundstedet blive markeret med et cirkelslag af træstabler af massive egeplanker. Stablerne er store, præcise, men forgængelige - og cirkelslaget strækker sig igennem landskabet i og omkring Trundholm Mose. Et rektangulært felt markerer Solvognens nøjagtige fundsted, og i udgravningsfeltet står markeringsstenen for fundet i knæhøjde, dér hvor det har stået – lige siden år 1925

Pressekontakt: Kommunikationsansvarlig i Geopark Odsherred, Helle Nordgaard: helle@geoparkodsherred.dk eller mobil 31216160

Yderligere info om projektet:

Direktør for Fonden Geopark Odsherred, Hans-Jørgen Olsen: hjo@odsherred.com, mobil 40415078

Bestyrelsesformand i Fonden Geopark Odsherred, Michael Kristiansen: mk@kplus.dk, mobil 41263810

Borgmester i Odsherred Kommune, Thomas Adelskov: thoad@odsherred.dk

Arkæolog og museumsinspektør ved Nationalmuseet, Flemming Kaul: kaul@natmus.dk, mobil 51251861

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • solvognen
  • unesco
  • odsherred
  • geopark odsherred

Regions

  • Odsherred

Omgivet af hav på tre sider finder du her en mangfoldighed af familieaktiviteter i sommerferien, børnevenlige strande, kunst og kultur, naturområder til en aktiv ferie, markeder, hyggelige byer, historiens vingesus, lokale råvarer og internationalt anerkendt gourmetmad på slottet. Bo tæt på vandet og alle oplevelserne i Danmarks største sommerhusområde. Odsherred er blevet udnævnt som Danmarks først - og hidtil eneste UNESCO Global Geopark

Kontakt

Signe Falgaard

Pressekontakt Koordinator VisitOdsherred +45 58 58 80 38

Helle Nordgaard

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig og projektleder Geopark Odsherred 58588067

Relateret materiale