Nyhed -

VisitSweden Nyhedsbrev December 2014

Foto: ©Miriam Preis, ImagebankSweden

Svenske lyspunkter i den mørke vintertid

Vinteren kan til tider virke alt for lang, kold og mørk. Men der er faktisk masser af lyspunkter at navigere efter mørket. Især i Sverige. Her vintertiden nemlig lig med spændende og sjove aktiviteter, og vi har her samlet nogen af de mest interessante bud på anderledes oplevelser i Vintersverige.

  • Mellandagsrean – Malmös store januarudsalg begynder allerede 2. juledag
  • Vinterferien står for døre – ski og skøjter banker på
  • I Sverige kan du komme på en anderledes safari
  • Kreativiteten holder fest i Stockholm
  • Det er tid til ro og afslapning i den ny udvidede Ystad Saltsjöbad
  • Astrid Lindgrens Verdens verden har fået rekord i julegave


Mellandagsrean – Malmös store januarudsalg begynder allerede 2. juledag

Der er ofte lange køer foran elektronikbutikker og sportsbutikker. Der er hentet ekstra hjælp ind i enhver butik. Og så er der pyntet op med kæmpemæssige skilte, hvorpå der med farverige bogstaver står skrevet REA. Mens de fleste af os herhjemme knap har slået mave oven på julemiddagen og julefrokosten, så er svenskerne klar til at tage på udsalg allerede  2. juledag. Her begynder det såkaldte Mellandagsrean hvert år – måske bedre kendt som januarudsalget. Tilbuddene er fantastiske, og der er masser af rabat at hente – også for de danskere, der tager turen til Malmö, der i forvejen er kendt som et shoppeparadis. Med den lave kronekurs er der gode muligheder for at indlede det nye år med for eksempel en helt ny garderobe, det bedste sportsudstyr til at indfri nytårsløftet om en bedre form og færre kilo, eller det nyeste fladskærms-tv med dertilhørende BlueRay dvd-afspiller.

Skulle de mange tilbud og spændende butikker blive for fyldte, eller har man bare brug for at overveje det næste køb lidt nærmere, hvorfor så ikke tage pausen på en af Byens Bedste 2014? Hvert år uddeler Malmö Citysamverkan nemlig priser til blandt andet Årets Restaurant og Årets Café, vurderet og valgt af en jury repræsentanter fra Malmö By. I år fik Kafé Agnez prisen som Årets Café for deres unikke rammer, der sikrer et roligt og hjerteligt cafébesøg hver gang, mens prisen som Årets Restaurant gik til Bee Kök & Bar for deres nytænkende koncept, hvor passionen for at tilberede det bedste måltid kan smages i enhver bid, og hvor stemningen i restauranten er hjemlig og varm.


Vinterferien står for døre – ski og skøjter banker på

Julen er efterhånden ved at være vel overstået, og det sidste man har lyst til at bruge januar måned på er at spise mere fed mad. Måske har du i virkelighed mere lyst til at komme ud for at bevæge kroppen og ryste noget af julesulet af dig. Vintersverige har udfordringer for enhver, så hvorfor ikke overveje en forlænget skiweekend i den sydlige del af landet, der kun er en kort biltur væk fra Danmark.

Omtrent halvanden time fra Götebrog, Helsingborg og Malmö finder du Falköping Alpine Centre, der tilbyder en intimt skioplevelse med alt, hvad hjertet begærer: Fire lifter sørger for, at du kommer sikkert frem til de fire pister, snekanoner der garanterer dig sne 24 timer i døgnet, og en skiskole tilbyder dig både gruppe- eller privatlektioner. Der er også gode muligheder for at prøve kræfter med langrend, hvad enten du er helt nye eller en rutineret løber.

I samme køreafstand ligger skiområdet Ulricehamn. Her er der ikke kun gode mulighed for en herlig alpin skioplevelse, men også for at blive den næste professionelle langrendsløber i samme klasse som de svenske OL-medaljetagere Marcus Hellner eller Charlotte Kalla. Ulricehamn Ski Centre byder på syv lifter og pister, der alle er lig med masser af sjovt skiløb for både øvede, begyndere eller børn, ligesom der er et helt område dedikeret til snowboarding. Det er også her i området, du finder et af de officielle Vasaløbscenter. Hos X-Country Center Ulricehamn har du derfor mulighed for at få professionel undervisning i langrendsløb og –teknik, kostvejledning samt at gøre brug af de moderne træningsfaciliteter.

Vinter behøver naturligvis ikke kun være lig med ski og skiferie. Sverige har nemlig også en lang tradition for cross-country skøjteløb, og fra december til marts er Vestsveriges omfattende netværk af søer faktisk omdannet til en bjergtagende naturlig skøjtebaner. Sammen med en professionel guide kan du komme på en to-dags tur ud i Grebbestad, hvor skærgårdsidyl og natur blot venter på at blive udforsket.

Mere info om skiferie-mulighederne finde på www.skiferie.visitsweden.com

Info om cross-country skøjteløb findes på www.skargardsidyllen.se


I Sverige kan du komme på en anderledes safari

Når vinterkulde og sne lægger sig tilrette over alt på den svenske natur, så er det et oplagt tidspunkt at hoppe i en solid varmeudrustning og drage ud på et noget anderledes vintereventyr i biosfæreområdet Kristianstads Vattenrike. Her har du nemlig i ugerne 1-10 chance for at komme med på en gruppesafari, der vil bringe dig helt tæt på den majestætiske havørn, når den overvintrer i vandområdet. Om bord i en gummibåd eller en jeep bevæger I jer ud på en heldags safari, der tager jer cirka 30 km rundt om i naturområdet. I vil gøre ophold ved forskellige udkigsposter, hvor ørnen forventes at holde til, så I kan opleve fuglelivet fra et helt nyt perspektiv. Kristianstads Vattenrike er et særligt vandområde med ubegrænset føde i vinterperioden, og det lokker gerne op imod 200 forskellige ørne til området i perioden december til marts, hvor overvintringen foregår. Undervejs på turen vil der blive sørget godt for jer, når I om formiddagen vil få serveret varme drikke og rundstykker, varm suppe med brød til frokost samt varme drikke og kage om eftermiddagen.

Få mere information om priser og safarimuligheder på www.landskapet.se


Kreativiteten holder fest i Stockholm

Den svenske hovedstad Stockholm er ikke kun kendt som en spændende feriedestination, men også som en højborg for de kreative branchers udfoldelsesmuligheder. Både musik, design og mode er blandt landets absolut største eksportsucceser, og det er noget, der hvert år fejres i Sverige med Stockholm Fashion Week og Stockholm Design Week – der i år finder sted i perioden fra 26. januar frem til og med 8. februar.

Svensk mode er anerkendt i hele verden for den nærmest “Less is more”-agtige tilgang til tøjdesign, der er karakteriseret ved at være stilistisk ren, afslappet i dets udformning men med et kraftfuldt udtryk og snit. Sidste år udråbte CNN faktisk Sverige til at være den næstbedst klædte nation efter Italien. Så kom og bliv inspireret når Stockholms modedistrikter, Östermalm, Norrmalm/City og Södermalm, præsenterer alt fra den mere enkle mode, som vi kender den fra H&M og Cheap Monday, til high-end moden, som man finder hos Tiger of Sweden, Whyred, Filippa K og Gant.

Stockholm omdannes dog ikke kun til en fashionabel catwalk, men også til et smeltedigel af events, showrooms, aktiviteter og fester, der alle har til formål at fremvise og udstille den unikke skandinavisk møbel- og lysdesign på Stockholm Design Week. Ugen er uden tvivl lidt af et tilløbsstykke, idet den samler omkring 40.000 købere, arkitekter, designere og journalister fra mere end 60 nationer.

Stockholm Fashion Week – den 26. januar til den 8. februar – www.stockholmfashionweek.com

Stockholm Design Week – den 26. januar til den 1. februar – www.stockholmdesignweek.com


Det er tid til ro og afslapning i den ny udvidede Ystad Saltsjöbad

Det prisbelønnede Salt Creek Spa på Ystad Saltsjöbad har længe været en af Sveriges førende destinationer, hvad angår netop spaoplevelser. Men nu har hotellet udvidet det eksisterende spaområde med hele 850 nye kvadratmeter, og dermed har hotellet positioneret sig yderligere. Siden den 1. oktober har hotellets gæster kunne nyde den nye luksuriøse spa-etage, der blandt andet byder på et stort og lyst Seaview-rum med panoramavinduer ud mod havet, en pejsestue med komfortable senge til fordybelse, hvile og behandlinger, en dejlig champagnebar med et nostalgisk præg og innovative cocktails, der flirter med alger, æble, agurk, ingefær, chili eller aloe-vera, samt åbningstider helt frem til midnat. Og fra og med julen vil der også blive åbent op for de sidste 200 kvadratmeter, der byder på tre helt nye pools.

Og det tyder på, at investeringerne har styrket Ystad Saltsjöbads position yderligere. I hvert fald kunne hotellet tage tre ud af i alt seks titler med hjem fra den årlige prisuddeling, Gæsternes Hotelpris i Sverige. I tre uger har svenske hotelgæster haft mulighed for at stemme på deres favorit ud i seks forskellige kategorier. Ystad Saltsjöbad høstede flest stemmer og vandt dermed i år i de tre kategorier Årets Hotel, Årets Spahotel og Årets Hotelkøkken, noget der varmer den administrerende direktør Anders Nilssons’ hjerte.

"Det er fantastisk, at så mange af Sveriges hotelgæster valgte at stemme på os i så mange kategorier. Det viser, at vores investeringer i personale og nyt koncept er blevet godt modtaget af vores gæster," fortæller Anders Nilsson.

Mere information om hotellets mange spaoplevelser på www.ysb.se


Astrid Lindgrens Verdens verden har fået rekord i julegave

Det er lidt af en julegave, som teaterparken i Vimmerby, Astrid Lindgrens Verden, har fået i år. Da parken takkede af for denne sæson, viste tallene nemlig, at i år var et rekordår for antal besøgende. Hele 491.975 personer havde taget turen til Småland for at opleve alle Astrid Lindgrens elskede figurer, og det er over 16.000 flere mennesker end sidste år. Hos parkens direktør Jocke Johansson er der da heller ingen tvivl om, at rekordsæsonen var den bedste begyndelse, han kunne have ønsket sig som ny i direktørstolen.

”For mig føles det aldeles fantastisk at få denne start. Det her er et resultat, som alle medarbejdere har andel i gennem deres fantastiske arbejde. Uden dem havde dette ikke været muligt! Så denne rekord er noget, som alle i Astrid Lindgrens Verden kan glædes over,” siger parkens direktør Jocke Johansson.

En af de uger, der i særdeleshed var med til at slå rekord, var Efterårsferien i uge 46, hvor parken havde et ægte Efterårs- og håndværksmarked samt en særforestilling om Ronja Røverdatter, der blev opført i skæret fra ild, fakler og lanterner. Såvel parkens eget feriehusområde som hoteller i Vimmerby kunne melde om fuldt booket, og direktøren for Astrid Lingrens Verden er efter i år helt sikker på, at det her er en sæsonbegivenhed, der er kommet for at blive.  


Her kan du finde flere billeder:

ImagebankSweden: http://imagebank.sweden.se/

Malmotowns Billedbank: http://www.malmotown.com/da-presse/billedbank/

Västsveriges Billedbank: http://www.vastsverige.com/bildbank

Stockholm Media Bank: http://mediabank.visitstockholm.com/

Ystad Saltsjöbad: http://www.ysb.se/om-oss/pressbilder-pressreleaser...

Astrid Lindgrens Verden: http://www.alv.se/newsdesk


For mere information:

Anna Kron Boysen, PR Manager VisitSweden, mobil 26 16 13 76 eller mail anna.boysen@visitsweden.com


Afmelding af Nyhedsbrevet

Hvis du ikke ønsker at modtage dette nyhedsbrev fremover, så send en mail til trainee.dk@visitsweden.com, så vil vi sørge for at få dig afmeldt.  

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • visitsweden
  • vinterferie
  • sverige
  • småland
  • skåne
  • skiferie
  • ski
  • stockholm
  • västsverige
  • malmö
  • ystad
  • vimmerby
  • astrid lindgrens verden
  • salt creek spa
  • ystad saltsjöbad
  • landskapet
  • örnsafari
  • shopping
  • skøjter
  • mellandagsrean
  • stockholm fashion week
  • stockholm design week
  • spa
  • spahotel
  • priser
  • hotel
  • rekord
  • ulricehamn
  • falköping
  • rea
  • langrend
  • alpin

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376