Nyhed -

VisitSweden Nyhedsbrev Januar 2015

Foto: Mathias Johansson, Louise Bourgeois N.Y.C. 1998, © Mathias Johansson

Masser af ny kunst skyder 2015 i gang i Sverige

Kalenderen fortæller os, at det nye år er godt i gang. For mange af os er et nyt år også lig med planlægning af nye rejser og nye oplevelser – noget at se frem til. I Sveriges tre storbyer, Stockholm, Göteborg og Malmö, står begyndelsen af det nye år blandt andet i kunstens tegn med et væld af spændende nye udstillinger. Her følger en guide over forårets mange kunstneriske muligheder:

  • Tidsløs kunst fra Louise Bourgeois og upcoming navne i Stockholm
  • Krig set med kunstens øjne og International Film Festival i Göteborg
  • Få et kulturfix på de små og unikke gallerier i Malmö


Tidsløs kunst fra Louise Bourgeois og upcoming navne i Stockholm

Midt mellem den utæmmede natur og den gamle bydel i den historiske middelalderby, Stockholm, findes et utal af museer, der gør Nordens Venedig til en særdeles kunst og kulturrig by.

Blandt disse museer er Moderna Museet, der har en af verdens bedste samlinger af kunst fra omkring år 1900 frem til i dag – en kunstperiode der især har budt på radikale og til tider skræmmende udtryksformer. En af periodes mest interessante og komplekse kunstnere er den fransk-amerikanske billedkunstner og skulptør Louise Bourgeois, der blev verdenskendt for sin enorme edderkoppeskulptur Maman. 105 af hendes værker kan fra den 14. februar til den 17. maj opleves på Moderna Museet i udstillingen ”I have been to Hell and back”.

Læs mere om Moderna Museet og udstillingen her: http://www.modernamuseet.se/sv/Stockholm

Hvert år siden 1921 har en af Sveriges mest kendte kunstinstitutioner for samtidskunst, Liljevalchs, skudt et nyt år i gang med udstillingen Vårsalongen. Det er en stolt tradition, der går ud på, at et par hundrede værker, der er udvalgt af en jury på baggrund af tusinder af bidrag fra håbefulde kunstnere over 18 år, udstilles på Liljevalchs. Værkerne blev allerede udvalgt i november, og fra midten af januar og frem til marts frem fremvises de for såvel nysgerrige kunstinteresserede som etablerede kunstneriske udøvere. Alle værkerne er til salg, prissat af deltagerne selv.

Læs mere om Liljevalchs og Vårsalongen her: http://www.liljevalchs.se


Krig set med kunstens øjne og International Film Festival i Göteborg

På den svenske vestkyst, nærmere betegnet i Sveriges næststørste by Göteborg, findes et utroligt spændende kulturklima. Her blandes tradition med fornyelse, og det tiltrækker selvsagt nogle af verdens mest kreative folk.

Blandt dem den vietnamesisk-amerikanske kunstner An-My Lê, der er anerkendt som en af de mest betydningsfulde fotografer i verden i dag. Fra den 21. februar til den 17. maj er hendes værker udstillet på Hasselblad Center. Udstillingen består af fire dele og omhandler både konflikten i Vietnam, militærtræning af soldater på vej til Irak samt den amerikansk marines globale missioner, der præsenteres i form af fotografier tegninger og film. Målet med udstillingen er at adressere spørgsmålet om magt og skrøbelighed til publikum, det er ikke An-My Lê’s forsøg på at diktere et bestemt budskab eller en bestemt holdning.

Læs mere om Hasselblad Center og udstillingen her: http://www.hasselbladfoundation.org/news

Det nye år i Göteborg byder igen på den traditionsrige Internationale Film Festival, der har som mål at være springbrættet ud til verden for nye nordiske film. Siden 1979 har Göteborg afholdt den internationale festival, der ikke kun lokker tusinder af biografbesøgende til byen, men som også giver mulighed for at deltage ved foredrag samt musikalske og kunstneriske indslag, der knytter sig til filmverdenen. Göteborg Internationale Film Festival byder på næsten 500 forskellige film fra over 75 lande – så der er med garanti langt i kakkelovnen til et spektakulært program, når festivallen skydes i gang den 23. januar.

Læs mere om Göteborg Internationale Film Festival, program og billetkøb her: http://www.giff.se


Få et kulturfix på de små og unikke gallerier i Malmö

Den er nærmest Danmarks egen baghave – den tredjestørste by i Sverige. Og så er Malmö også et ægte paradis for alle, der ønsker et sandt kulturfix. De fleste vælger at lægge vejen forbi Malmö Kunsthall eller Malmö Moderna Museet, når det drejer sig om turens kulturelle indslag. Men byen er faktisk også hjemsted for en lang række mindre gallerier, der giver både klassisk og moderne kunst et nyt aspekt, når de udstiller ukendte såvel som mere kendte navne.

Hvad med at besøge galleriet MAKERIET, der ynder at blande street-inspireret kunst med de mere traditionelle former for billedkunst i et forsøg på at modvirke hierarkiet mellem forskellige former for kunst, hvor nogle ting betragtes som finkultur mens andre slet er ikke tages alvorligt. Læs mere her: www.makeriet.org

Man kan også lægge sin vej forbi Galleri 21, der er et af Malmös ældste kunstnerdrevne gallerier. Her er fokus på kunsten og kunstnerens betydning for samfundsudviklingen, hvilket også gør sig gældende for den række af foredrag, som Galleri 21 afholder. Her beskæftiger spændende forelæsere sig med aktuelle emner fra hverdagsdebatten. Læs mere her: www.galleri21.com

Signal – Center for Contemporary Art er et center for moderne kunst, der både producerer og præsenterer udstillinger, foredrag, seminarer og andre arrangementer med fokus på aktuelle problemstillinger og moderne kunst og kulturel produktion. Læs mere her: www.signalsignal.org

Der findes endnu flere af disse mindre gallerier i Malmö – hent inspiration til det næste besøg her: www.malmotown.com/sv/article/stadens-sma-gallerier-guide

De fleste af disse mindre gallerier er beliggende nær nogle af Malmös hyggeligste caféer og også i nærheden af byens mange shoppemuligheder, hvorfor det er oplagt at kombinere et kulturelt besøg med andre aktiviteter. Det kunne blandt andet være et besøg på den hippe restaurant Saltimporten Canteen. Her er det ganske enkelt, de to ejere, Ola Rudin og Sebastian Persson, elsker at lave mad, og de har et ønske om at tilbyde verdens bedste frokost. Her smager maden af de råvarer, den består af, dertil kommer det, at stedets ejere med egne ord er håbløse æstetikere, hvorfor de er forpligtet til at gøre maden så smukt som muligt. Læs mere om Saltimporten Canteen og se menuen her: www.saltimporten.com

Der er naturligvis mange andre spændende steder at spise i Malmö, find mere information her: http://visitskane.dk/omrade.php?sted=malmo-19


Her kan du finde flere billeder:

ImagebankSweden: http://imagebank.sweden.se/

Malmotowns Billedbank: http://www.malmotown.com/da-presse/billedbank/

Stockholm Media Bank: http://mediabank.visitstockholm.com/

Göteborg & Co's Mediabank:http://corporate.goteborg.com/press-2/mediabank-2/


For mere information:

Anna Kron Boysen, PR Manager VisitSweden, mobil 26 16 13 76 eller mail anna.boysen@visitsweden.com


Afmelding af Nyhedsbrevet

Hvis du ikke ønsker at modtage dette nyhedsbrev fremover, så send en mail til trainee.dk@visitsweden.com, så vil vi sørge for at få dig afmeldt.  

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • sverige
  • stockholm
  • göteborg
  • malmö
  • storby
  • ferie
  • weekend
  • oplevelse
  • kunst
  • kultur
  • udstillinger
  • museum
  • museer
  • gallerier
  • galleri
  • visitsweden

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376