Pressemeddelelse -

Årets svenske museum 2019 ligger i Lund

Det verdensberømte ’Skissernas Museum – Museum of Artistic Process and Public Art’, som ligger i Lund, har netop modtaget den fine pris for at være årets svenske museum ’Museum of the Year 2019’. Lund ligger kun en smuttur fra Danmark, og mange danskere er i forvejen glade for den historiske universitetsby.

Med tilgængelighed for flertallet og bæredygtighed i fokus har Skissernas Museum forvandlet og udviklet sine bygninger, museumsindholdet og de benyttede metoder over tid. Forvandlingen viser, hvordan et innovativt og holistisk perspektiv på kunst ser ud i teori og praksis. Derfor er museet tildelt den prestigefyldte pris for bedste svenske museum i 2019 ’Museum of the Year 2019’.

Skissernas Museum i centrum af Lund huser verdens største samling af skitser, modeller og forberedende værker til international og svensk kunst. Museet fokuserer på kunstnerens kreative proces, og man følger processen fra den første idé til den endelige model eller det endelige værk. Museet blev grundlagt i 1934 og består af syv store gallerier med forskellige skitser og modeller, fra små kobbermodeller på størrelse med en fingernegl til store skulpturer, som er mere end fem meter høje.

Museet viser også skitser fra store, internationale kunstnere som Henri Matisse, Sonia Delaunay, Henry Moore og Fernand Léger, og herudover er der tale om en af Europas førende samlinger af skitser af den farverige, mexicanske maler, Diego Rivera og David Alfaro Siqueiros.

Man vil nå ud til et større publikum

Prisen blev forleden uddelt af den svenske kulturminister, Amanda Lind, under Sveriges største, nationale museumskonference.

”Vi er utroligt glade for og stolte over Skissernas Museum. Prisen er en anerkendelse af det omfattende og målrettede arbejde, vi har sat i værk på museet de seneste år. Vi har formået at sænke barren og dermed nå ud til et større og yngre publikum. Museet er blevet relevant - for flere mennesker. Et sted, hvor man mødes, og hvor den offentlige debat foregår”, siger Patrick Amsellem, Museumsdirektør på Skissernas Museum.

Juryen beskriver, hvordan Skissernas Museum bringer de essentielle spørgsmål i vores tid under lup, bl.a. om magt og klima. Ved at henvende sig til bredere besøgsgrupper og samarbejde med udefrakommende grupper, for eksempel studenterguider fra forskellige fag, skaber museet merværdi og får indflydelse på samtaler om kunst. Herudover udvides også forståelsen af, hvad kunstneriske processer er.

”Tilbage i 2017 åbnede Skissernas Museum i Lund i en ny og endnu bedre udgave af sig selv. Lokalerne var blevet kraftigt udvidet og forbedret, med foyer, museumsbutik og restaurant. Herudover var den tidligere gårdsplads blevet omdannet til et stort åbent rum med formålet kreative udstillinger og møder. I forbindelse med den historiske genåbning, hvor det svenske kongepar deltog, var der stor interesse om museet, og den gentages nu igen, da museet har vundet den fine pris ’Museum of the Year 2019’. Museet ligger i tilknytning til Lunds Universitet, og Lund er i det hele taget en smuk, historisk by at besøge”, siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.

Det er The Swedish International Council of Museums (Svenska ICOM) og Swedish Museums association (Sveriges Museer), som står bag prisen ’Museum of the Year’.

Mere fakta:

  • ’Skissernas Museum - Museum of Artistic Process and Public Art’, som museet retteligt hedder, har et bredt fokus
  • I dag består samlingen af ca. 30.000 værker af både svenske og internationale kunstnere fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til vores tid. Disse kan bestå af alt fra en hurtigt nedfældet blyantskitse til fem meter høje gipsskulpturer og i nogle tilfælde endda færdige værker
  • Siden museet blev grundlagt i 1934 har kunstnere doneret eller solgt skitser til museet, og museet køber også aktivt ny kunst, så samlingen viser repræsentative og aktuelle eksempler på nutidig, offentlig kunst
  • Museet huser også skitser fra store, internationale kunstnere som Henri Matisse, Sonia Delaunay, Henry Moore og Fernand Léger
  • Herudover er der tale om en af Europas førende samlinger af skitser af den farverige, mexicanske maler, Diego Rivera og David Alfaro Siqueiros.

Se mere:

www.skissernasmuseum.se

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • lund
  • skåne

Visit Sweden er en kommunikationsvirksomhed, der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. Vores vision er at skabe lyst til Sverige og inspirere flere udenlandske turister at rejse til Sverige. Vi er tilstede i 8 lande over hele verden og kombinerer lokal tilstedeværelse med markedsomfattende kommunikation. Visit Sweden ejes ligeligt mellem den svenske stat gennem Näringsdepartementet og det svenske turisterhverv gennem Svensk Turism AB. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376