Pressemeddelelse -

Astrid Lindgrens Verden åbner ny gigantisk attraktion

Foto: Astrid Lindgrens Värld

Oplevelsesparken Astrid Lindgrens Verden udvider med et 10.000 m2 stort temaområde om Brødrene Løvehjerte. Der er tale om den næstdyreste investering i parkens historie.

Gæster i den svenske oplevelsespark Astrid Lindgrens Verden får denne sommer en helt ny og temmelig omfangsrig oplevelse. Fredag den 17. juni åbner et 10.000 m2 stort temaområde om Brødrene Løvehjerte. En investering der har kostet omkring 60 millioner danske kroner, og som ifølge parkens adm. direktør skal løfte de besøgendes oplevelse til et helt nyt niveau.

”Temaområdet Brødrene Løvehjerte er den næststørste investering i parkens historie og repræsenterer al den nyeste udvikling af vores teater- og legeområder. Ved hjælp af special effects og øget brug af sceneteknologi bliver det nye område en stor oplevelse for specielt de lidt ældre børn,” fortæller Joacim Johansson, der er adm. direktør i Astrid Lindgrens Verden.

Det nye temaområde består af eventyrlandet Nangijalas to dale; Kirsebærdalen og Rosendalen, hvor børn og voksne selv kan gå op opdagelse eller opleve dramaet om Brødrene Løvehjertes kamp mod tyrannen Tengil og hans drage Katla opført som teaterstykke.

I alt foregår der i højsæsonen cirka 50 daglige teaterstykker i Astrids Lindgrens Verden. Disse er alle baseret på de kendte skikkelser i Astrid Lindgrens børnebøger om blandt andet Emil fra Lønneberg, Pippi Langstrømpe, Ronja Røverdatter, Karlsson på Taget, Alle vi børn i Bulderby og nu altså også Brødrene Løvehjerte.

Samtidig med byggeriet af det nye temaområde gennemfører Astrid Lindgrens Verden en renovering af parkens hytteby og campingområde samt en udvidelse med 30 nye hytter. Det nye overnatningsområde åbner 1. august og består af hytter med samme design som de velkendte byhuse i Småland.

Den største investering i Astrid Lindgrens Verdens historie fandt sted i 2013, da der blev brugt cirka 75 millioner danske kroner på at genskabe Emil fra Lønnebergs hjemsted Katholt, der spreder sig over i alt 22.000 m2.

Om Astrid Lindgrens Verden

Astrid Lindgrens Verden er placeret i Astrid Lindgrens fødeby Vimmerby i Småland. Parken er en af Nordens største kultur- og oplevelsesparker og bygger på persongalleriet og universerne i den verdenskendte børnebogsforfatters mest populære historier. Her kan du blandt andet besøge Pippi Langstrømpes Villa Villekulla og Emil fra Lønnebergs Katholt samt gå på opdagelse i Mattisborgen fra Ronja Røverdatter og eventyrlandet Nangijala fra Brødrende Løvehjerte. Parken blev grundlagt i 1981 og er en af Sveriges største familieattraktioner med omkring 490.000 besøgende om året.

For yderligere information: http://alv.se/dk

For yderligere oplysninger kontakt Joakim Johansson, adm. direktør på Astrid Lindgrens Värld på jocke.johansson@alv.se eller +46 492-798 01.

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • alle vi børn i bulderby
  • karlsson på taget
  • ronja røverdatter
  • alv
  • pippi långstrump
  • pippi
  • emil fra lønneberg
  • brøderne løvehjerte
  • astrid lindgrens verden
  • astrid lindgrens värld

VisitSweden er en kommunikationsvirksomhed der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376