Pressemeddelelse -

Børnenes sommer i Sverige

Foto: Daniel Breece

”Vi på Krageøen” har ikke rullet over de danske tv-skærme forgæves. Billeder fra et solbeskinnet, svensk sommerlandskab med afslappede børn og sjove oplevelser huskes af os danskere, og i år kan man med fordel finde sit indre legebarn frem, pakke bilen med børn og bagage og indstille gps’en på Sverige. Børnene er nemlig i særlig grad tilgodeset.

Hvis børnene er glade, er mor og far det som regel også. Og det er der gode muligheder for i Sverige denne sommer. En vild svævebane med overnatning i trætoppe (skycamping) er gjort klar til børnenes indtog i Växjo. De springer for livet i Varberg i den store trampolin-park BounceCamp, hvor både familier og klubber er velkomne. Den hyggelige Gotlandsbåtan genindsættes fra Västervik, hvor børn og barnlige sjæle kan følge med i, hvordan kaptajnen sejler sit fartøj. Og en vaskeægte regnskov åbner i Göteborg, hvor eksotiske planter og dyr kan opleves. For de yngste bliver der ekstra sjovt i Skånes Djurpark, da den populære figur Frode Får flytter fra England til netop dyreparken i Skåne med egen bondegård og langt traktorspor.

Det er blot nogle af de ting, børnene kan glæde sig til denne sommer. Men der er også meget andet.

”Mange danske børnefamilier tager traditionen tro på tur til Sverige i løbet af sommeren, og de får virkelig meget fornøjelse for pengene, da svenskerne er gode til at finde på nye, sjove oplevelser og faciliteter i børnehøjde. I år bliver det bl.a. muligt for børnene at tage på krebsefangst i måneskin med trillebør og lommelygter ved Göta-kanal i Vestsverige. Og prøve kræfter med ekstremsport i det nye Freemovr i Halmstad, hvor parkour, freejumping og tricking bl.a. kan prøves i kontrollerede rammer. Dét er blot nogle af nyhederne, og så er endda transporttiden børnevenlig, det hele ligger i nogle få timers afstand fra Danmark”, siger Anna Kron Boysen fra VisitSweden.

VisitSwedens guide til et udvalg af de nye og sjove børneaktiviteter i Sverige:

Frode Får får sin egen bondegård

Har man sammen med poderne set det populære børneprogram, Ramasjang, ved man, hvor vigtig en figur Frode Får er. Nu får han for første gang sit helt eget land i den virkelige verden, nemlig i Skånes Djurpark, som ligger uden for Höör. Og der er god plads til ham, de andre får og hunden Blitzer, for hele 20.000 kvm er omdannet til en rigtig bondegård med jordbrug, hvor kørsel på traktor på en 250 meter lang traktorbane bl.a. kan prøves. Frode Får, vennerne og Blitzer er kendt for at blive deres sande jeg, når bondemanden kigger væk, og det giver mange finurlige oplevelser for dem og de besøgende i parken. Frode Får slår dørene op den 18. juni.

Skånes Djurpark er den største i verden, hvad gælder nordiske dyr og giver bl.a. tag over hovedet på vildsvin, elge, bjørne, gråsæler og husdyr af gamle nordiske racer. Parken har mere end 85 forskellige arter. Dette års sæson er i det hele taget begyndt positivt for Skånes Djurpark, som har fordoblet salget af sæsonkort og allerede haft et rekordstort antal besøgende.

Læs mere: www.skanesdjurpark.se

Växjö i fugleperspektiv

Midt i de dybe, smålandske skove ligger Little Rock Lake Zipline. Svævebanen i trætoppene er den længste af sin art i Nordeuropa, og frem mod denne sommer er f.eks. Kamikaze-banen forlænget med henh. 388 meter og 211 meter. Besøgende får med andre ord serveret et fugleperspektiv fra Kamikaze-banen, som er designet til de meget modige, da der opnås en tophastighed på 75 km/t. Men mindre kan også gøre det, og yngre børn vil nok finde den grøn-blå bane, som er blevet forbedret, rigtig sjov. Nu kommer man op i en max-højde på 20 meter. Tør man ikke ’zippe’, men kan man lide gode udsigter, tilbyder Little Rock Zipline et udkigstårn i 17 meters højde med en spektakulær udsigt.

En gåtur i trætopshøjde på en hængebro fra tårn til tårn er også muligt, hvor man går i 17 meters højde. Og har man mod på mere, har Little Rock Lake Zipline såmænd også gjort det muligt at overnatte i højderne. Stedets eksklusive skycamping tilbyder en nat i pagt med naturen i tårnværelser med opholdsrum, senge, toilet og håndvask, og der er også sørget for elvarme, køleskab og elkedel.

Læs mere: www.swedenzipline.com/sv

De springer for livet i Varberg

Der er næsten ikke den have i Danmark, som ikke har en trampolin stående. Og der er ikke det barn, der ikke kan lide et par hop og krumspring på en sådan. BounceCamp i Varberg i Halland har taget konsekvensen af mega-trenden og byder op til hop, flikflaks og saltoer i en trampolin-park med et hav af trampoliner og skumgrave, som giver en blød landing i bløde skumpuder. BounceCamp henvender sig især til børn og unge, der ønsker at træne hop og tricks men også til gymnastikforeninger, klubber, skateboardere, slopestyle skiløbere og snowboardere samt til parkour-udøvere, så det er bare med at komme afsted. BounceCamp kan også arrangere træningslejre i sommerferien.

Læs mere: www.bouncecamp.se

Et sportseventyr i Freemovr Halmstad

I Halmstad åbner de i år Freemovr SportZone, som er en af Sveriges mest spændende investeringer, når det kommer sig til Free Movement Sports. Freemovr Halmstad er et anlæg med adskillige muligheder for ekstremsport, og der kan bl.a. dyrkes freerunning og parkour, men der kan også prøves kræfter med freejumping , street workout og tricking. Sverige har kun to ekstremsportsanlæg, hvoraf det nye i Halmstad er det ene. Faciliteterne er fordelt på 2.000 kvadratmeter og helt enestående til den mere krævende kropsudfoldelse. Ingen erfaring er nødvendig – alle kan være med.

Læs mere: https://www.facebook.com/Freemovr-Halmstad-1710309955910752/

Kom nemt til Gotland

Så er det blevet endnu nemmere at komme til Gotland, en af danskernes mest elskede ferieøer i det svenske. Siden den 29. april har den lille bilfærge, Gotlandsbåtan, igen sejlet fra Västervik til Visby, og hvis der er noget, børn og barnlige sjæle elsker, er det små, hyggelige færger, som forbinder dragende landsdele og oplevelser. Småland kan derfor nu nemt kombineres med skærgården ved Västervik f.eks. med overnatning på Västervik Resort Lysingsbadet, Astrid Lindgrens Verden og Gotlands grotter og rå natur. På Gotland kan man også gå i fodsporene på en af Nordens mest populære krimiforfattere, Mari Jungsted, og få lidt gys og gru i sommersolen. Jungsteds krimier har nemlig Gotland som ramme.

Læs mere:www.vastervik.com/sv/vastervik-gotland

En regnskov åbner i Gøteborg

Regnskovsområderne i verden reduceres løbende, og derfor ønsker man i Gøteborg at sætte fokus på netop det med en ægte regnskov i miniformat i Universeum. Den 8. juni slår Universeum således dørene op for et tropisk område med træer, hængebroer i forskellige niveauer, dyr og eksotiske planter, som netop trives bedst i et regnskovsmiljø. Gæster kan vandre over floder og se frøer og sommerfugle og krybe ind i små grotter og lære alt om regnskovens små mirakler. Universeum er Skandinaviens mest besøgte videnskabscenter og en af de største seværdigheder i Sverige. Missionen i Universeum er at have en positiv indflydelse på børn og unges holdning til videnskab, teknologi og matematik.

Læs mere: www.universeum.se/upplev/nya-regnskogen

Børnevenligt krebsegilde

Norrqvarn hotel ved Göta-kanalen arrangerer børnevenligt krebsegilde, hvor hovedformålet er at fange disse herlige krebs. Og her er det helt enkelt og børnevenligt at fiske efter de smagfulde dyr. Der er ikke brug for både, for her sænkes burene ned i vandet fra kanalkanten, og der er kun brug for trillebøre og lommelygter. Når burene er sænket ned, venter børn og voksne med stor spænding, og når mørket er faldet på, og månen begynder at lyse, trækkes burene op, så alle kan se, hvor mange krebs det er blevet til. Efter tjek-ud fra hotellet får alle gæster en bøtte med friskkogte krebs i, med hjem.

Læs mere: www.vastsverige.com/sv/products/175415/Kraftfiske-for-hela-familjen-Gota-kanal

Direkte fra Göteborg til skærgårdsøerne

Hvis man befinder sig i centrum af Göteborg og godt kunne bruge en svømmetur fra en af de større øer i den sydlige skærgård, kan man fra denne sommer tage en færge direkte fra byen. Det bliver et godt alternativ til den eksisterende sporvogn, som kører til Saltholmen, hvorfra man så tager en færge til øerne. Turen fra Stenpiren til Vrångö, som ligger relativt langt mod syd, vil tage en time og 35 minutter, og øen er ideel til svømmeture, oplevelser og hygge.

Fra den 19. juni sejler den nye færge direkte fra Göteborg til øerne, og det gør den helt frem til ultimo august.

Færgerne Vesta og Ylva kan tage næsten 450 gæster og vil gå fra Stenpiren gennem Saltholmen, Styrsö, Donsö og Vrångö hver morgen kl 10:50. Fra Vrångö går den retur igen: på hverdage klokken 15:35, lørdag klokken 16:35 og søndag klokken 16:05.

Læs mere: www.vasttrafik.se/#!/om-vasttrafik/nyheter/sommarbatar-fran-stenpiren-till-sodra-skargarden

High Chaparral fylder 50 år med masser af festivitas

Denne sommer fylder High Chaparral 50 år, og det fejres med flere aktiviteter og shows i det for børnene så sjove cowboy-land end nogensinde. Nyt i år er Mamma Dalton Pandekagehus, som serverer de lækreste pandekager, naturligvis også amerikanske. Der vil bl.a. være en rock and roll aften med Lucky Luke og Dalton-brødrene på Cheyenne Saloon. Og den 18. juni vil der være en helt særlig dag for børnene, hvor en stor femkamp mellem skuespillere fra HV71 og Frölunda indianere med Lucky Luke i spidsen vil løbe af stablen. De frække Dalton-brødre har naturligvis også en vigtig rolle.

Indgangspartiet til parken er blevet genopbygget, så følelsen af det vilde vesten allerede opstår efter parkering af bilen.

High Chaparral er en herlig westernby med cowboys, banditter og indianere. Byen er opført med hoteller, saloons, restauranter og butikker i ægte Wild West stil, og pistolmænd går rundt i gaderne med deres seksløbere i bæltet. Her kan børn (og voksne) i alle aldre spille cowboy og lege, at de befinder sig i USA’s midtvesten i 1870erne.

Læs mere om arrangementet på http://www.highchaparral.se/sv/parken/evenemang/

Find mere information om ferie i Sverige: www.danmark.visitsweden.com

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • western
  • high chaparral
  • skærgårdsøer
  • trampolin
  • parkour
  • halland
  • skycamping
  • frode får
  • västervik
  • varberg
  • halmstad
  • göta-kanal
  • vestsverige
  • skåne
  • gøteborg
  • växjö
  • ferie
  • familie
  • sommerferie
  • børn

VisitSweden er en kommunikationsvirksomhed der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376