Pressemeddelelse -

Et cykelhotel er født i Malmø

Malmø har fået et cykelhotel med navnet Ohboy. Det er bygget til de mange, der har fået ekstra gang i den tohjulede i disse år og samtidig som en stille protest mod bilen. Cykelhotellet er et slags urbant sommerhus, og danskerne kan med fordel vælge det, hvis de vil bo lidt mere for sig selv end på et klassisk hotel, og i særdeleshed hvis cyklen hjemmefra - eller lejecyklen - skal med på ferie.

Det hele begyndte som en slags protestbevægelse, en vilje til at tænke nyt og anderledes i forhold til byfornyelse. Som en protest mod at det moderne samfund generelt er bygget op omkring biler. Initiativtagerne ønskede at skabe noget, der kunne hjælpe cyklen på vej, så endnu flere ville springe op på den, både svenskere og turister, og nyde, at det er billigt, sjovt og giver motion. Ideen var dermed født til cykelhotellet, Ohboy, som ligger ganske tæt på både Centralstationen, stranden og Malmøs centrum.

Ohboy huser 32 moderne hotellejligheder, og de er meget anvendelige til både børnefamiliens og parrets ferie. Hvad enten man har sin dyre racercykel med eller en elsket mountainbike, er det nemt at tage den med ind i lejligheden. Der kan man hænge den på skræddersyede cykelkroge på væggen. Man kan også sætte den i gangen med ekstra modstandsdygtigt gulvmateriale. Hotellet byder ydermere på et cykelværksted, hvor cykler kan repareres, trimmes og poleres. Flade dæk og mudder på styret skal ikke afholde nogen fra at tilbagelægge de kilometer, de har planlagt.

Huset opvarmes med geotermisk energi, er energioptimeret og bygget på en rum-effektiv måde. Solceller hjælper med el-leverancen, og tykke betonvægge holder på varmen. Facaden er beklædt med smukke grønne planter af forskellig art. Og - som noget ganske naturligt - er cyklen i centrum.

Ved en prisuddeling i sidste uge i den belgiske hovedstad, Bruxelles, modtog Malmø en pris for sit fremragende arbejde for at fremme bæredygtig bytrafik. Malmø blev tildelt ’European Mobility Week Award’ for sit langsigtede fokus på aktive transportformer såsom netop cykling og gang. Malmø har i det hele taget modtaget mange priser og påskønnelser for deres bæredygtighedsarbejde gennem tiden.

”Malmø er på forkant med bæredygtighedstemaet, hvilket prisen ’European Mobility Week Award’ i sidste uge også er et bevis på. At det netop er cykling, der er omdrejningspunktet i motivationen er ingen tilfældighed, og det nye cykelhotel, Ohboy, er blot et eksempel af mange. Danskere kan med fordel holde deres cykelferie i Malmø og omegn, som lige uden for byen har mange smukke cykelruter og spændende seværdigheder”, siger Anna Kron Boysen, PR Manager hos Visit Sweden.

Der er mange gode cykelmuligheder i Malmø og omegn, herunder den fine kystnære rute ned til Skanör-Falsterbo, den pittoreske sommerby, der minder lidt om Skagen. Eller ruten gennem bøgeskoven til Torup Slot.

Har man ikke sin egen cykel med på ferien til Malmø, kan man leje bycykler flere steder derovre. Og vil man købe økologisk mad og grønt med hjem og selv kokkerere på Ohboy, ligger det skønne Green Matmarknad kun et stenkast væk. Her afholdes også workshops i økologisk madlavning. I Malmø Saluhall, Malmøs store torvehalsmekka, som åbnede sidste år, kan man gå på jagt efter lækkerier i boderne, fx i Gram, som tilbyder de lækreste råvarer helt fri for emballager. Fra april til september i år vil Malmø herudover gøre Friisgatan til gågade. Partiet mellem Norra Skolgatan og Södra Förstadsgatan vil blive forvandlet til et bilfrit område til glæde for gående, restauranter, cafeer og ikke mindst miljøet.

Malmø oplever et stigende overnatningstal fra turister, nærmere bestemt er det steget 15 procent i 2016 i forhold til 2015, og Danmark er det land, der står for flest overnatninger totalt set.

Se mere:

danmark.visitsweden.com/rejsemal/malmoe/

www.malmobybike.se

www.greenmatmarknad.se 

www.grammalmo.se

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • cykel
  • ferie
  • hotel
  • malmø
  • ohboy

Visit Sweden er en kommunikationsvirksomhed der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376