Pressemeddelelse -

Fem millioner julelys i Liseberg byder velkommen

Så starter julen i Liseberg, og der er premiere på årets store opsætning, skøjteshowet Hans & Grete. Forestillingen indeholder kunstskøjteløb i verdensklasse med legefuld koreografi, fantasifulde dragter og et dramatisk ildnummer.

Jul i Liseberg har været en elsket tradition blandt såvel turister som Gøteborgs egne lokale siden år 2000. I år er parken mere vinterhvid end nogensinde før, for en masse sjove snemænd er flyttet ind. Herudover kan gæster beundre i omegnen af fem millioner julelys, 1200 juletræer og seks kilometer granguirlander. Julemarkedet udgør med sine mange boder og butikker selve grundlaget for Jul i Liseberg, og i år er der mere end 60 forskellige boder, som blandt andet byder på alle julens kulinariske specialiteter men også på håndværk, tøj, smykker og legetøj.


I juletiden byder parken på masser af særlige aktiviteter, så der er rigeligt at forlyste sig med. Hos julemanden kan børnene aflevere deres ønskesedler, og i Middelalderbyen kan de gå på skattejagt. Der er også en skøjtebane for alle dem, der vil på glatis, og legesyge børn kan boltre sig i den store snebunke ved siden af banen. I år er der også flere forlystelser åbne end nogensinde før – blandt andet snurrer årets nyhed Mechanica, og for første gang nogensinde er rutsjebanefavoritten Balder også åben i julen.


Men årets allerstørste nyhed er det nye, store skøjteshow. Liseberg har valgt at basere årets show på brødrene Grimms eventyr om Hans og Grete. Historien om søskendeparret, som farer vild i skoven, er en ægte klassiker, og meget gribende for store og små. Fortalt på Lisebergs skøjtebane bliver den mere spektakulær end nogensinde før. I årets opsætning er der omkring 50 kunstskøjteløbere i alle aldre, og der er tale om et rutineret team i verdensklasse, som til i år har indøvet et helt særligt ildnummer. Der er lagt op til dramatik og spænding, og det hele slutter lykkeligt.


Åbent mellem jul og nytår

I 2013 holdt Liseberg for første gang åbent mellem jul og nytår. Det blev straks en succes, og siden da har Liseberg fortsat juletraditionen. I år kan gæsterne i disse dage blandt andet gå på skattejagt, deltage i skøjteskole, opleve skøjteshowet og prøve forlystelser.


Premieredagen

På premieredagen d. 20. november åbner Liseberg kl. 16:00, hvor alle parkens julelys er tændt, ikke mindst det store juletræ. Kl. 18:00 er der premiere på skøjteshowet Hans & Grete.

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • liseberg
  • göteborg
  • gøteborg
  • jul
  • västsverige
  • vestsverige
  • julemarked

VisitSweden er en kommunikationsvirksomhed der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376