Skip to main content

Flere og flere ønsker skisportssted med adrenalin

Pressemeddelelse   •   Nov 07, 2017 12:00 CET

Skicross i Lofsdalen. Foto: Lofsdalen

Skiløb er sjovt, udfordrende og ligefrem ekstremt. Snowparks er blevet så godt som en fast bestanddel af de fleste skisportssteder i Sverige, men der er også andre og mere adrenalinpumpende oplevelser i det hvide element som skicross, heli-skiing, off-piste og randonnée, som flere og flere danskere planlægger skirejsen efter. Åre har netop optimeret heli skiing-mulighederne.

Ca. hver tredje tilkendegiver i en ny undersøgelse fra YouGov, at mulighed for udfordrende skiløb på løjperne er vigtigt (32 %), når årets skisportssted skal vælges. Offpiste er også noget, der er afgørende for valget af årets skiferiested (15 %), ligesom mulighed for heli-skiing, dvs. helikoptertur til bjergtoppen, hvor man sættes af for at køre ned i uberørt sne, er kommet ind på skiløbernes ønskeseddel.

Topture, randonée som kan forklares med ”ski-klatring”er tilsyneladende også en aktivitet, flere og flere finder interesse for, og i det hele taget synes pister og lifter ikke længere at være helt nok.

”Snowparks er efterhånden en selvfølge på de svenske skidestinationer, og det kan give et sjovt indspark i løbet af dagen. Men skiløb i Sverige er meget andet end løb fra top til bund og sjove snowparks, og flere og flere planlægger da også skiferien efter, at nogle af de vildere aktiviteter kan prøves”, siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.

Flere og flere skidestinationer tænker også i vildere baner, når udbygning af området eller forbedringer skal foretages.

Lofsdalen med skicross

Lofsdalen har gode skicross-forhold, bl.a. på Lofsdalens skicrossbana, som er populær. Her er det høj fart, puls og spænding, der tæller, og udfordringer er der masser af. I skicross køres om kap med hinanden, enten på tid eller ved siden af hinanden. Ned gennem banen er der anlagt porte, hop og forhindringer, der skal forceres.

Lofsdalen har også en god portion snowparks med rails og hop i varierende sværhedsgrader. Äventyret er en 1,9 km lang naturlig snowpark med kløfter, hop, særlige stier og flere spændende udfordringer. Perfekt til at træne balance og skikontrol. Loffe Park er en anden snowpark i Lofsdalen, der i højere grad er rettet mod børn og begyndere.

Lær din heli-skiing i Åre

For skiløbere, der søger eventyret på ski, byder Åre på godt offpiste løb med guidede ture. Offpiste skiløbet kan fås med spektakulær udsigt fra toppen af Åreskutan og løb helt ned til Kabinbanans dalstation. Her mærker man mælkesyren, mens man nyder en faldhøjde på 1000 meter. Glæden ved at lave sit eget s-spor ned ad fjeldet er noget ganske særligt for mange, og Sverige er da også rig på store vidder med gode muligheder for offpiste i forskellige sværhedsgrader. Smuk ødemark relativt tæt på et liftsystem.

Men heli-skiing er en endnu mere eksklusiv mulighed. Turen op til fjeldtoppen i en helikopter er en særlig oplevelse, og når helikopteren svæver væk, står man alene i den jomfruelige sne, og kan forberede sig på godt offpiste ned ad fjeldet. Flere af de velkendte nordsvenske skidestinationer ligger perfekt placeret til heli-skiing og lokker med faldhøjder på op til 1400 meter.

Stejlt og prisbelønnet i Stöten

Stöten i Sälen har den stejle pist, Älvan, som siges at være den stejleste i Sälen-området. Her kan man også slå sine folder, hvis man er til det sorte skiløb og ikke kan få det stejlt nok. Älvan er kåret som en af Sveriges fem bedste pister, og Stöten har naturligvis også udfordrende og smukt offpiste løb.

Kläppen i Sälen forbedrer i øjeblikket deres snowpark, som i forvejen har modtaget flere priser. Her handler det virkelig om at få luft under skiene, og de skiløbere, der er vokset op med snowparks, bruger i flæng ord som drop, rails og jibbing. Svenske snowparks hører til de bedste i verden, og har man først fået smag for dem, er der sjældent en vej tilbage.

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er gennemført i alt 507 CAWI-interview med danskere i alderen20-70 år, som har været på skiferie inden for de seneste 3 år og/eller forventer at tage på skiferie i den kommende skisæson.

Undersøgelsen er gennemført i perioden d. 22. - 27. september 2017.

Visit Sweden er en kommunikationsvirksomhed, der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. Vores vision er at skabe lyst til Sverige og inspirere flere udenlandske turister at rejse til Sverige. Vi er tilstede i 10 lande over hele verden og kombinerer lokal tilstedeværelse med markedsomfattende kommunikation. Visit Sweden ejes ligeligt mellem den svenske stat gennem Erhvervsministeriet og det svenske turisterhverv gennem Svensk Turism AB.