Pressemeddelelse -

Huskyhunde guider danskere gennem den svenske natur

Som noget helt nyt kan du nu opleve de smålandske skove med din egen huskyhund, der trækker dig og bærer dagens fangst af friske skovbær. De populære huskyhunde gør vandringen i den svenske natur til en let og sjov ferieoplevelse. Udover huskyhundene er Småland et sandt vandringsmekka, der gemmer på en lang række af aktiviteter, som ikke kræver mere end et velfungerende sæt bentøj.

Småland i Sydsverige gemmer på betagende svensk natur, der hjælper med at lade batterierne op på ferien. De mange vandringsmuligheder bringer dig helt tæt på naturen, og som noget helt nyt kan du i år kombinere to populære aktiviteter i de smålandske skove.

”En ferie i vandringens tegn i Småland i løbet af sommeren er en sund og oplevelsesrig måde at lade batterierne op på. Du kan bl.a. komme på vandretur med de energiske og kærlige huskyhunde, også kendt som slædehunde, der ved hjælp af en sele, du binder om livet, hjælper dig med at holde tempoet i det bakkede terræn. Du får et personligt bånd til hunden, der dygtigt aflæser netop dit tempo. Det er en sjov oplevelse for store og små, og skovene gemmer bl.a. på elge, vilde bær og Vättern, Sveriges næststørste skovsø,” siger Anna Kron Boysen, PR Manager for VisitSweden, og tilføjer:

”I år er det som noget helt nyt blevet muligt at fokusere huskyturene på de lækre svenske, vilde skovbær med deciderede bærplukningsture. De børnevenlige og energiske hunde hjælper med at bære bærplukningsværktøjet ud og fragter den smagfulde fangst hjem igen, så du bare bruger energi på at plukke bær og nyde naturen.”

Et vandringsmekka uden ende

Resten af ferien kan også nemt fyldes op med andre vandringsaktiviteter, da Småland er et sandt vandringsmekka. For selvom slædehundene måske oftest forbindes med vinteraktiviteter, har de ligeså meget brug for at brænde energi af om sommeren, ligesom en anden vinterrekvisit fungerer upåklageligt året rundt i Småland.

”I den betagende nationalpark Store Mosse kan du komme på guidede ture, hvor du udforsker Sydsveriges største marskområde på snesko. Det er en sjov og anderledes måde at komme tæt på en vildmarksnatur, der ellers kun ses i Lapland. Der arrangeres også meditationsaftener i området, ligesom der i Småland generelt er mulighed for at komme på pilgrimsture, der fokuserer på fordybelse og ro,” siger Anna Kron Boysen.

Udover de forskellige aktiviteter i området er der altid mulighed for at leje et hus og selv gå på opdagelse i nærområdet på gåben eller cykel og opdage nye stier og klare skovsøer, der indbyder til en dukkert. Ligesom der også er fantastiske muligheder for at planlægge deciderede vandrings- eller cykelferier i området ved hjælp af detaljerede kort og foreslåede ture, der går gennem bakkede grønne landskaber og idylliske svenske landsbyer. Få VisitSwedens tips til vandring i Småland her.

Guide til vandring i Småland

Bærplukning med huskyhunde
Der bliver mere og mere efterspørgsel på den sjove og hyggelige vandreaktivitet, hvor en huskyhund hjælper dig med at gå ved hjælp af en sele, som bindes om livet på dig, og som noget helt nyt kan du i år tage familien med på bærvandring med huskyhunde. Hunden pakkes med de nødvendige redskaber til bærplukningen, ligesom de hjælper dig med at bære høsten hjem, når alle de lækre skovbær er fundet. Tager du på en almindelig vandretur, pakkes hunden med tæpper og dagens frokost, og så går turen ellers med eller uden guide ud i den Smålandske skov, der både gemmer på elge, friske skovbær og Sveriges næststørste skovsø Vättern, som du kan nyde udsigten til under frokosten. Se mere på turochnatur.se/se

Udforsk mosen med snesko
Nationalparken Store Mosse består af det største område af uberørt mose og marsklandskab syd for Lapland. Naturen minder om den nordlige vildmarks, og du har chancen for at se elge og ørne i området. Nationalparken er lige så står som 10.840 fodboldbaner, og noget af den kan du bl.a. udforske på guidede ture med snesko, der gør det muligt at komme helt ud i mosen. Ellers er der mere end 40 km stier og gangbroer samt et besøgscenter. Her arrangeres også meditationsaftener med gonggonger og lydskåle, som fuglene i området ”svarer” på. Se mere på storemosse.se og visit-varnamo.com

Pilgrimsrejser
Søger du ro og fordybelse på ferien i betagende svensk natur, hvor den ene idylliske landsby afløser den anden kun adskilt af grønne frodige skove, bakker og klare skovsøer, så tag med på en af de populære pilgrimsrejser, som nu også tilbydes i Småland. Se, hvilke ture der tilbydes dette år, på visitsmaland.se/web/pilgrimsleder.aspx

For de selvstændige cykel- og vandreentusiaster
Den helt nye brochure Cykla & Vandra med 33 siders vandre- og cykelruter i det nordlige og sydlige Småland 2013/2014 er netop udkommet. Her kan I let planlægge jeres ruter afhængig af område, transportform, overnatningsmuligheder, sværhedsgrad og aktiviteter. Bestil brochuren hjem på visitsmaland.se/web/Bestall_broschyr eller planlæg dine aktiviteter på visitsmaland.se/web/Outdoor

Gå direkte fra stationen
I tråd med ovenstående tip findes der for vandreentusiasterne en perfekt rute, så du også kan lade bilen stå derhjemme og bare komme, som du er. Tag toget til Mullsjö station og gå direkte fra togstationen ud på to skønne vandrestier – Södra Vätterleden etape 1 og Västra Vätterleden etape 7. Ruterne findes også omtalt i brochuren Cykla & Vandra, og begge stier leder dig forbi overnatningssteder, så du virkelig bare kan komme, helt som du er! Se mere på visitsmaland.se/web/Outdoor 


Emner

  • Turisme

Kategorier

  • store mosse
  • sverige
  • visitsweden
  • småland
  • vandring
  • husky hunde
  • sydsverige
  • slædehunde
  • bærplukning
  • vättern

VisitSweden is a communications company that works to promote the brand of Sweden and the Swedish destinations and experiences internationally. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376