Pressemeddelelse -

IKEA rykker på museum

Sjælden er den dansker, der aldrig har aflagt IKEA et besøg for bagefter at kunne indrette et børneværelse, udskifte en sofa eller etablere nyt køkken. Men kender vi danskere egentligt - ud over IKEAs møbler og indretningsting - historien bag den måske mest kendte, svenske virksomhed og deres succesfulde indspark til den danske indretning? Den 30. juni slår IKEA Museum i Småland dørene op, hvorved vi kan komme om bag de prisvenlige møbler.

Kødboller med tyttebær til ingen penge, et rum fuld af bløde bolde, de mindste kan boltre sig i, skriveborde og reoler vi selv bygger efter nøje anvisninger, og herlige indretningsting, der følger modestrømninger i tiden. IKEA har i årevis været folkets varehus og er stille og roligt flyttet ind i hjem over hele verden, ikke mindst de danske. Nu rykker IKEA, der i år har 70 år på bagen, på museum i Älmhult, og det gør de med stil. IKEAs lange historie bliver fortalt gennem en unik samling af møbler og ting som udstilles på det 7000 m2 nye, unikke museum.

Med det nye museum kommer de besøgende om bag IKEAs facade, for der lægges vægt på at fortælle både de succesfulde historier men også de fiaskoer, der har været gennem tiden. Der vises eksempler på nutidige og gamle hits, og gæsterne indvies i deres filosofi om Demokratisk Design, som repræsenterer den rigtige kombination af form, funktion, kvalitet, bæredygtighed og en lav pris. IKEA kalder det Demokratisk Design, fordi gode boligindretningsprodukter bør være for alle, som også grundlæggeren, Ingvar Kamprad, var optaget af. Gamle piber fra 50’erne, som engang indgik i IKEAs sortiment, køkkenskabe fra 40’erne, som revolutionerede den måde vi opbygger et køkken på og masser af møbler fra Demokratisk Design kan ses. Og har man mod på det, kan man også forsøge sig som forsidemodel på IKEAs katalog.

Den store hovedudstilling er inddelt i tre sektioner: IKEAs rødder, IKEAs historie, og forbrugernes historie. Museet tager den besøgende ved hånden og viser de mange forskellige faser, IKEA har haft, og også de nutidige designs, og det næste halve år er der en midlertidig udstilling med temaet ’livet i og omkring køkkenet’. Hvert halve år vil den midlertidige udstilling udskiftes. IKEA-museet har også en museumsbutik og en restaurant, hvor de klassiske köttbullar og andre IKEA-retter fortolkes i nye varianter.

”IKEA har været en del af mange hjem igennem lang tid, og nu er vi så glade for at kunne byde velkommen til IKEA-museet i Älmhult, hjertet af IKEA”, siger Carina Kloek-Malmsten, chef for IKEA Museum.

IKEA-museet er opført i den bygning, hvor det allerførste IKEA-varehus slog dørene op i 1958. Det udvendige af bygningen er – med visse små ændringer - blevet tilbageført til det oprindelige udseende, mens det indvendige af museet er indrettet, så det matcher kravene til et moderne museum anno 2016. I 2012 lukkede man varehuset, fordi planerne om museet begyndte at tage form på netop det tidspunkt, og tanken allerede dengang var, at museet skulle bo i det allerførste IKEA-varehus.

”IKEA er nok den virksomhed, som har formået at sætte lidt af Sverige ind i allerflest danske hjem, og derfor kan man se frem til en sjov oplevelse på museet. Desuden fortæller museet en spændende historie om baggrunden for, hvordan IKEA har udviklet sig fra den første tid og frem til i dag”, fortæller Anna Kron Boysen, PR Manager i VisitSweden.

Det var den unge mand, svenskeren Ingvar Kamprad, som havde et brændende ønske om at sælge møbler og indretningstilbehør, der var skabt som godt design, repræsenterende høj funktionalitet og til priser, der kunne betales. Han ønskede med andre ord at skabe et bedre hverdagsliv for flertallet. IKEA Museum fortæller om hans liv og kontekst, som derved giver et indblik i, hvad det var, der inspirerede ham. Ingvar Kamprad voksede op i det 19. århundrede i Småland på Elmtaryd bondegård, og igennem hans barndom og ungdom grundlagdes lysten til at deltage i transformationen af det svenske samfund frem mod det 20. århundrede.

Netop Ingvar Kamprads stærke lokale tilknytning til Småland er noget man er glad for hos den lokale turistorganisation.

”Jeg tror, at IKEA Museum bliver en vigtig turistattraktion og giver danskerne en grund mere til at besøge Småland. Det ligger jo lige på vejen, når man kommer fra Danmark, og alle har en relation til IKEA, hvis rødder er yderst smålandske”, vurderer Anna Sjödahl, direktør på Destination Småland.

I museumsbutikken er der både er eksisterende IKEA-ting til salg men også ting, der ikke sælges længere. Herudover er populære ting genskabt men måske i en anden farve eller i et nyt stof. Priserne er selvsagt på samme lave niveau, som kunderne kender fra IKEA.

Fakta om det nye IKEA-museum

  • 7000 m2
  • Udstillingsareal: 3500 m2
  • Antal etager: 4
  • Restauranten har plads til 170 personer
  • Butiksareal: 250 m2
  • Åbningstider: Alle dage, klokken 10:00 – 19:00


Se mere:

http://ikeamuseum.com/en/

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • ikea
  • ikea museum
  • småland
  • älmhult

VisitSweden er en kommunikationsvirksomhed der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376