Skip to main content

Julemarkeder, så englene synger, i Sverige

Pressemeddelelse   •   Okt 14, 2019 11:00 CEST

Sverige bugner af skønne og historiske julemarkeder. Foto: Klarkullen event

Den mørke tid nærmer sig – og det gør julen med de mange lys hermed også. De svenske julemarkeder har stolte og lange traditioner og er snart klar til igen at byde på hygge, lusekatte, gløgg, julenisser og hjemmelavede lækkerier. Her følger et udvalg af årets svenske julemarkeder, som man kan planlægge efter.

Jul med Selma Lagerlöf på Mårbacka i Värmland. Jul på gammeldags manér i Äskhult, den sydsvenske landsby og kulturreservat, der arbejder med at genskabe det kulturlandskab, som fandtes, da Äskhult var en levende by i starten af 1800-tallet. Eller jul på Kronhus i Gøteborg med kaffe og kanoner. Sverige bugner af skønne og historiske julemarkeder, ikke mindst Gotland, hvis man tager en længere tur.

Udover at julemarkederne bevirker, at vi kan begynde at mærke julestemningen, giver de også en perfekt mulighed for at købe julegaver med hjem. Og sikre sig julelækkerierne til adventssøndagene, juleaften, første og anden juledag. Og hvem vil ikke gerne have styr på hjemmelavet julemad, selvdryppede stearinlys, hjemmestrik til at holde varmen og måske også lidt nissegøgl i god tid.

”Allerede fra november og helt frem til jul er julemarkederne i Sverige klar til at varsle julens komme. Svenskerne går passioneret op i julehøjtiden og dermed også deres traditionsrige julemarkeder, og vi danskere kan snildt springe med på vognen og tage på juleinspirationstur i Sverige. Fordelen i øjeblikket er, at indkøbene kan gøres til en lav valutakurs, og vi kan hjembringe lys, juledelikatesser og hjemmelavede julegaver til både strømpen, bordet og under træet” siger Anna Kron Boysen, fra Visit Sweden.

Udvalg af svenske julemarkeder anno 2019

Jul på Katrinetorp udenfor Malmø – 14. – 15. december

Her kan man opleve et af Sydsveriges smukkeste julemarkeder på en gammel herregård ved navn Katrinetorp fra det 19. århundrede. På Katrinetorp finder man traditionelt svensk kunsthåndværk, juleblomster, julepynt, lækkerier og delikatesser til julebordet, antikke sager og en vidunderlig julestemning. Katrinetorp ligger lige udenfor Malmø, så det er meget nemt at komme til. Der er også et stort juletræ pyntet med historisk julepynt. Herudover er der musik, julespil og andre aktiviteter både indendørs og udendørs.

Åbningstider: lørdag – søndag 10.00 – 16.00, entré 80 SEK.

Læs mere: https://malmo.se/Uppleva-och-gora/Besoksmal/Katrinetorp/Evenemang.html

Sankt Gertruds julemarked i gamle Malmø – 7. – 8. december

Julemarkedet Sankt Gertrud bliver afholdt i Malmøs middelalderlige bydel med de klassiske og meget fine bindingsværkshuse. Her finder man boder med lækre juledelikatesser, kandiserede æbler, friskbagte pandekager og vin chaude. Det er meget hyggeligt i de gamle omgivelser, og julestemningen er helt sikkert på plads efter et besøg her.

Åbningstider: 10.00 – 16.00.

Læs mere: https://www.facebook.com/events/2075198739442336/?active_tab=about

Lund: Jul på Kulturen – i den første adventsweekend 29. november – 1. december

Den historiske jul fås her: Det kulturhistoriske museum, Kulturen, som ligger midt i byen, inviterer på et historisk indblik i, hvordan man fejrede jul i de nordiske lande i gamle dage. Her kan man få en fornemmelse for, hvordan julen blev fejret inde i byen og ude på landet, og om man var rig eller fattig. I de fine huse på Kulturen har de dækket julebordet og sikkert også tændt op i pejsen. På markedet vil man kunne opleve kunsthåndværkere, musik og gode muligheder for at købe delikatesser som pølser, ristede mandler og meget andet. Når tusmørket falder på, tændes tusindvis af levende lys i parken, og julestemningen er henrivende i den gamle universitetsby.

Åbningstider: Fredag 16.00 – 20.00. Lørdag og søndag 11.00 – 17.00.

Se mere: https://www.kulturen.com/program

Gammeldags jul i Äskhult, 7. – 8. december, klokken 11:00

I hyggelige Äskhult i Halland kan man opleve et gammeldags julemarked. Äskhult er en sydsvensk landsby og samtidig et kulturreservat, der arbejder med at genskabe det kulturlandskab, som fandtes, da Äskhult var en levende by i starten af 1800-tallet. Foruden håndmadder med juleskinke, som er en klassiker til den svenske jul, julegrød og lusekatte fra det lille bageri i Idala, kan man købe kunsthåndværk og lokalproduceret mad med hjem til julebordet. Rundt omkring på gårdene kan man opleve gamle juletraditioner og skuespil. Nissen er også med på julemarkedet og elsker at modtage gaveønsker fra børn og barnlige sjæle.

Se mere: www.askhultsby.se

Julemarked med vinterbadning på Varberg fæstning, 1. december

Den første advent holder Varberg fæstning sit traditionelle julemarked. Den imponerende ’Rikssalen’ er fyldt med julens kendte smage og aromaer. Svenske kendinge som pølser, ost, brød, trøfler, marcipan og slik samt julens smukke blomster fylder Rikssalen. I Café Längan kan nydes en god kop kaffe foran den tændte ild. Det årlige kolde juledyp i havet finder sted fra foden af fæstningen, på stranden lige neden for slottet klokken 12.00. Der er tale om en vigtig og tilbagevendende begivenhed for både badende og besøgende.

Se mere: visitvarberg.se/arkiv/evenemang/december/julmarknad-pa-varbergs-fastning.html

Wapnö julemarked, 21. - 24. november og 29. november - 1. december

Eventyr og smagen af jul? Et par timers kørsel fra København i Halland kan man få netop dét på gården Wapnö, som er en af Sveriges største og mest interessante gårde. I juletiden forvandles gården til et smagsmekka i julens tegn. Med ca. 150 udstillere, der hver især giver deres bud på julens delikatesser, kan man smage sig igennem den svenske jul, samtidig med at man nyder julestemningen med tændte fakler og haveblus, juletræer, oplyste vinduer, julesalmer og ikke mindst juledufte. Gården vil stadig være åben som normalt, så hvis man har lyst til at se, hvordan en ko malkes, sidde i en traktor eller bare ønske alle dyrene en glædelig jul, vil det også være muligt.

Se mere:https://www.wapno.se/mat,-boende-evenemang/maessor/julmaessa-2019

Gøteborg har et stort udbud af julemarkeder, det største holdes på Liseberg, Gøteborgs store forlystelsespark. Neden for præsenteres nogle af de mindre julemarkeder i byen, som længe har gået under kælenavnet ’Julebyen’ i december.

Kronhusjul med kaffe og kanoner: 30. november - 21. december

Kronhuset i Gøteborg blev opført som militært pakhus i 1654, hvilket gør det til Gøteborgs ældste bygning. De historiske rammer leverer masser af stemning, ikke mindst til et julemarked. De mange historiske figurer, som vandrer omkring, får det hele til at leve; her er tale om soldater iført uniformer fra svenskekrigene, etc. Julemarkedet arrangeres blandt andet af Gøteborgs kulturhistoriske forening, så det historiske islæt er givet her. Nu om dage har Kronhuset og Kronhusbodarna mere julepynt end kanonkugler på disken, og det er nok meget godt julen taget i betragtning. De gamle bygninger tilbyder året rundt keramikere, gallerier samt en karamel- og chokoladefabrik, og i juledagene; det skønne store julemarked.

Se mere: https://kronhuset.se/event/kronhusjul-4/

Skærgården op mod jul, Hönö Klåva - 30. november og 7., 14. og 21. december

Tag skærgårdsbåden fra Gøteborg ud til Hönö Klåva og nyd julemarkedet, der ligger blandt juledekorerede fiskerbåde og små skærgårdshuse. Hver lørdag op til jul jules der på øen: Man kan besøge julemarkedet med lokalt produceret kunsthåndværk, aflægge Fiskemuseet et besøg, nyde den musiske underholdning på kajen eller besøge en af Hönös hyggelige butikker, restauranter eller caféer. Der er også et lille tivoli og en nissestue specielt til de yngste.

Se mere: https://www.vastsverige.com/visitockero/evenemang2/event/skargarden-i-advent-2019--alla-adventshelger-pa-hono/

Nääs Fabriker med ’industriel’ jul – i første adventsweekend

Det er en nedlagt fabrik et lille stykke fra Gøteborg fra 1800-tallet, der udgør hotellet Nääs Fabriker, og den industrielle fortid fornægter sig ikke men ses overalt i arkitekturen. De store vinduespartier, ståldragerne og de røde murstensvægge ligner ægte New Yorker stil, og op til jul mikses det altså med klassisk svensk jul. Hotellet ligger ned til søen Sävelången og smukke skovarealer. Her fejres jul på fineste manér, og i løbet af den første adventsweekend får man en gedigen smag af jul med oplevelser, delikatesser, shopping og aktiviteter – alt i den industrielle ramme.

Se mere: www.naasfabriker.se/2014/06/25/jul/

Gamle dage på Eksjö julemarked, 8. – 9. december

Et gammeldags julemarked foregår da udenfor, det gør den i hvert fald i Eksjö. Eksjö er en pittoresk by i træ, som udgør scenen for julemarkedet, hvor man med ekspresfart ryger 100 år tilbage i tid til et julemarked i ægte Astrid Lindgren-stil. Hundredvis af kunsthåndværkere tilbyder stolt deres varer på Eksjö Museum, Museigården, Fornminnesgården, Lilla Torget og Stora Torget. Duften af gløgg og hånddyppede lys fylder luften, klapren fra hestehove mod den hårde sne er stemningsskabende, og øjnene kan opleve, hvordan de gamle kunst-håndværksdiscipliner udføres. Her skabes og sælges enebærkranse, stråhåndværk, keramik, gamle sølvting, hånddyppede stearinlys, strikvarer, filt i alle afskygninger og meget mere. På julemarkedet er også et bredt udvalg af marcipan, brød, røget fisk og pølser, tærter, traditionel smålandsk ostekage, marmelade og chokolade.

Se mere: https://www.eksjo.se/kultur-och-fritid/eksjo-julmarknad

Jul i Astrid Lindgrens eget hjem, 13. – 15. december kl. 11.00 – 17.00

Var der en, der kunne skildre julen, så man fik gåsehud og masser af julestemning, så var det den store svenske forfatterinde. Den 13. december åbner det traditionelle julemarked på Astrid Lindgrens Näs – julemarkedet ved den store forfatterindes eget barndomshjem med 50 udstillere. Her kan man glæde sig til kunst og madfokus samt salg fra boder, lækre smagsprøver og julemusik. Adventsorkesteret går bl.a. rundt og spiller julemusik. Man bør også gå ind i Astrid Lindgrens gamle hjem og se hendes første base i livet og de vekslende udstillinger her. En god kombination af traditionel jul, gode fortællinger og et kig ind i forfatterindens egen hverdag.

Se mere: www.astridlindgrensnas.se

Stenlundens julemarked - 16. november – 8. december

Her er der tale om et stemningsfyldt julemarked i en gammel lade i landsbyen Hovdinge uden for Ljungby i Småland. Det kører tilmed i en lang periode, så der er god mulighed for at nå at opleve det. Stenlundens julemarked tilbyder unikt kunsthåndværk i metal, træ, mos, jern, beton og meget mere i en måske mere moderne stil. Herudover tilbydes velsmagende delikatesser som gløgg, slik, kager og havregryn – og det kan også købes med hjem. Gratis adgang, gratis parkering og masser af god stemning. Det er en god idé er at klæde sig varmt på og nyde julen her.

Åbningstidspunkter: Onsdag klokken 17.00 – 20.00, lørdag og søndag klokken 10.00 – 16.00

Se mere: www.stenlunden.com

Smålandsk jul på Huseby er Nordens største, 9. - 17. november

Den største julemesse i Norden med et stort udvalg af kunsthåndværk og delikatesser fra hele Sverige findes på Huseby. Hver aften tændes i hundredvis af fakler og 200 juletræer, der spreder en magisk julestemning over hele området. Her bør man smage på - og købe - delikatesser med hjem. Man bør også tjekke, hvornår der fremstilles polkagrise, for det er ’sødt at skue’ og spise. Får man mere appetit end til polkagrise, kan man kaste sig over julegrød eller en juleskinkesandwich på caféen eller blive fristet af godbidderne fra en foodtruck. Adgang 100 SEK, børn under 12 år gratis adgang med betalende voksen.

Åbningstider: Mandag 10.00 – 18.00, tirsdag - torsdag fra 12.00 til 21.00, fredag fra 12.00 til 20.00, lørdag 10.00 til 20.00, søndag fra 10.00 til 18.00

Se mere: www.husebyjul.se/

Fem millioner julelys på Kosta julemarked - 9. november - 30. december.

I november og december regerer julen i Kosta i Småland. Det er det største julemarked i Glasriket, hvor der blændes op for fem millioner julelys og flere tusinde grantræer, nye cirkusforestillinger, nisser, masser af juleboder og sågar karrusel. Der er lodtrækninger, varm chokolade, og der er sandsynligvis også nisser på loftet!

Åbningstider: Torsdag og fredag 12.00 - 20.00, lørdag og søndag 11.00 - 18.00.

Pris: Voksen 90 SEK, Børn 60 SEK, børn under 1 meter gratis.

Se mere: www.destinationkosta.se/events/julmarknad/index.html

Jul med Selma Lagerlöf på Mårbacka i Värmland 31. oktober - 3. november

Jul på Mårbacka er en af Sveriges mest værdsatte julemesser. Her kan man slentre rundt i Selma Lagerlöfs historiske omgivelser og købe skønne ting direkte fra landets mest dygtige kunsthåndværkere. Her er skaberglæden og kvaliteten i højsædet. Man bør besøge madboden, der næsten brister af al slags herlig julemad, og både store og små kan prøve at lave deres egne polkagrise. Man bør også tage en guidet tur i Selmas velholdte hjem, hvor man kan lytte til den både tragiske, sjove og frem for alt interessante historie bag en af landets mest berømte forfattere. Selma Lagerlöf var den første kvindelige nobelprisvinder i litteratur.

Se mere: https://www.visitvarmland.se/sv/evenemang/jul-pa-marbacka-70364

Gammeldags julemarked i Falu Gruva i Dalarna

Oplev magien på Falu Gruvas julemarked midt i Falun, som er på UNESCO’s verdensarvsliste. Håndværkere sælger ægte kunsthåndværk, lokalproduceret mad, kranse, brændte mandler og andre julegaver. Her er alt, hvad der hører til et gammeldags julemarked, og der er også guidede ture i de gamle miner. Nisserne modtager børnenes juleønsker. Der er julebuffet, friskbrygget kaffe med hjemmebagt brød, varm gløgg og lettere mad, hvis sult eller lækkersult viser sig. Der er også flere butikker, caféer, kunsthåndværkere og en restaurant.

Åbningstidspunkt: 10:00 til 17:00, adgang (gratis for børn op til 15 år).

Se mere: http://www.falugruva.se/

Middelalderlig jul på Gotland – weekenden 6. – 8. december

Gotland er kendt for sine middelalderaktiviteter om sommeren. Men nu er middelalderens jul også blevet en succes, arrangeret for femte år i træk. I weekenden 6. - 8. december klæder man sig ud i middelalderlige kostumer, og der er dramatiske teaterforestillinger, riddere, et middelalderligt julebord og meget mere. Visby har tilmed et stort udvalg af restauranter, der tilbyder kulinariske oplevelser, og i løbet af middelalderens jul kan man også besøge de middelalderlige pubber, Bistra Haren og Kapitelhusgården, med autentiske oplevelser.

Se mere: http://www.medeltidsveckan.se/jul

Visit Sweden er en kommunikationsvirksomhed, der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. Vores vision er at skabe lyst til Sverige og inspirere flere udenlandske turister at rejse til Sverige. Vi er tilstede i 8 lande over hele verden og kombinerer lokal tilstedeværelse med markedsomfattende kommunikation. Visit Sweden ejes ligeligt mellem den svenske stat gennem Näringsdepartementet og det svenske turisterhverv gennem Svensk Turism AB.