Skip to main content

Ny vandring i Sverige – også digitalt

Pressemeddelelse   •   Jun 25, 2019 11:30 CEST

Sverige tilbyder mange gode vandreruter, da naturen indbyder til det, og allemandsretten muliggør, at alle kan være med. Nu vil en ny digital vandreportal over vandreture gøre det nemmere at planlægge sin vandretur i Sverige. Foto: Jonas Ingman

Nyt, vigtigt skridt i vandringens tegn er netop taget. En digital vandreportal over vandreruter vil gøre det nemmere at planlægge sin vandretur i Sverige, forberede sig på den rigtige måde og også gennemføre turen. Ikke bare Vestsverige fokuserer på vandring, for Skåne har også gang i nyheder på vandrescenen.

På med vandreskoene, solcremen og sikkert også kasketten. Find den gode balance med oppakningen på ryggen. Og kom så ned i gear og få taget nogle kvantespring på gåben. Det er ren livsnydelse, ikke mindst om sommeren og sensommeren.

”Sverige tilbyder mange gode vandreruter, da naturen indbyder til det, og allemandsretten muliggør, at alle kan være med. Nye vandreruter kommer løbende til, ligesom de eksisterende opgraderes. Det nyeste er, at størstedelen af alle vandreruter i Vestsverige nu er at finde på en digital vandreportal, hvor toiletter, indkvartering og spisesteder også kan findes”, siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.

Digital vandreportal fra Vestsverige

På den nye, vestsvenske vandreportal er størstedelen af regionens tilgængelige og kvalitetssikrede vandreruter præsenteret på digitale vandringskort. Enten vises hele vandreruten eller vigtige dele af den, og man kan se længde, sværhedsgrad og få inspiration på hver af dem. Den digitale vandreportal er knyttet op på Google Maps, hvor ruten ses, og hvor indkvarteringsmuligheder og spisesteder fremgår. Herudover giver portalen et overblik over parkeringspladser, busforbindelser og togstationer. Er der seværdigheder langs ruten, vises de også, ligesom toiletter, etc. Under "Sök vandringsled" kan man se alle de vandreruter, der er lagt ind på nuværende tidspunkt.

Se mere: https://www.vastsverige.com/naturupplevelser/vandra/

Vestsverige: Gotaleden - ny vandrerute

Den 14. juni blev Gotaleden indviet - en vandrerute, der strækker sig fra Kungsportsplatsen i Gøteborg til torvet i Alingsås. Med Gotaleden har man skabt en let tilgængelig vandrerute, der samtidig ligger tæt på byen, og er inddelt i ni etaper, i alt 71 kilometer. Nærheden til togstationer langs de forskellige strækninger gør det nemt at planlægge turen, som man vil. Naturen langs stien er varieret og smuk med badevenlige søer, fantastiske udsigter og et bølgende landskab. Ruten starter (eller slutter) på Kungsportsplatsen i centrum af Gøteborg.

Der er masser af rastepladser og læhegn langs ruten men også hyggelige indkvarteringsmuligheder og lækker lokalt produceret mad.

Se mere: https://www.vastsverige.com/lerum/leder/gotaleden/

Vestsverige: Vandrerute Falköping - Varnhem (Skaraborg)

Denne pilgrims- og vandrerute er netop blevet opgraderet, bl.a. med ny, bedre skiltning. Ruten slanger sig igennem et smukt kulturlandskab med mange indkvarteringsmuligheder og spisesteder. En anden fordel er, at der er offentlig transport til og fra ruten. Her kan man nyde kuperet natur, to klosterruiner fra middelalderen og et rigt fugleliv omkring Hornborga-søen, som er berømt for de store flokke dansende traner særligt i foråret.

Se mere: https://www.vastsverige.com/falkoping/leder/pilgrimsleden-falkoping-varnhem/

Skåne: Ny shelterplads med arkitektdesignede shelters

To unikke og arkitektdesignede shelters, der har fået navnet Birk, er netop blevet klar til brug. Her er udsigt over søen Finjasjön og Hovdala Vandringscenter, lige syd for Hässleholm. På dette fredelige sted kan overnattende gæster nyde en fantastisk solopgang. At overnatte i naturen er i det hele taget en del af vandreoplevelsen, og her kan både den enkelte vandrer og familien samt den lille gruppe få en god nats søvn i disse arkitekttegnede shelters godt beskyttet mod skiftende vejrlig. Hvert shelter kan rumme mellem 3-5 personer. Toilet, grillplads og picnicbord er ved siden af. Senere i år vil Birk blive suppleret med et shelter ved navn Ronja, der kan rumme 5-6 personer. Et shelter koster 200,- pr. nat, og det er en god idé at booke det hjemmefra.

Se mere: www.hassleholm.se/hovdalavandringar

Fakta om den svenske Allemandsret

I Sverige har man allemandsretten (svensk: allemansrätt) til forskel fra Danmark, og den særlige svenske ret kan oversættes til "hver mands ret". Allemandsretten giver enhver lov til at færdes næsten overalt i den svenske natur. Hovedreglen i allemandsretten er blot, at man skal passe på naturen og vise hensyn til mennesker og dyr. Man må gå, vandre, løbe, cykle, ride eller stå på ski på andres jorde og på privatveje.

Visit Sweden er en kommunikationsvirksomhed, der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. Vores vision er at skabe lyst til Sverige og inspirere flere udenlandske turister at rejse til Sverige. Vi er tilstede i 8 lande over hele verden og kombinerer lokal tilstedeværelse med markedsomfattende kommunikation. Visit Sweden ejes ligeligt mellem den svenske stat gennem Näringsdepartementet og det svenske turisterhverv gennem Svensk Turism AB.