Pressemeddelelse -

Pippi fylder 70 år – men er stadig barn

Foto: Örjan Karlsson

Fejringsår: Astrid Lindgrens Verden åbner for sæsonen i Kr. Himmelfartsferien og vil hylde fødselaren:

Astrid Lindgren var på gaden med den første bog om Pippi Langstrømpe i 1945. Det dristige, humørfyldte og elskede barn fylder dermed 70 år i år, hvilket Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby vil fejre hele sommeren. Også Astrid Lindgrens Näs hylder fødselaren – og forfatteren. Samtidig har den danske forfatter, Jens Andersen, netop begået en meget rost biografi om Astrid Lindgren

Pippi fylder rundt, og det bliver fejret i børnehøjde – i Astrid Lindgrens Verden, på Astrid Lindgrens Näs, der ligger et stenkast derfra, og måske allermest i vores dagligdag, hvor børn og forældre igen og igen tager de store fortællinger om det bomstærke og selvsikre barn frem med hygge og uhøjtidelighed til følge.

”SVT’s dokumentarserie ’Astrid’, som har været vist i Danmark for nylig og Jens Andersens nye biografi om Astrid Lindgren har givet den store forfatterinde fornyet opmærksomhed i Danmark. Det er sket samme år, som en af hendes måske mest kendte figurer, Pippi Langstrømpe, fylder 70. Astrid Lindgrens dagbøger fra Anden Verdenskrig rammer også boghandlerne snart, og sammenfaldet af begivenheder vil øge interessen for at tage til Vimmerby i år”, siger Anna Kron Boysen, PR-manager hos VisitSweden.

Astrid Lindgrens Verden fejrer Pippi Langstrømpe hen over sommeren, og det vil især være i Villa Villekulla, at fejringen sker. Ikke blot med sjove skuespil, hvor rigtige skuespillere gør ord til liv, men også med alskens fødselsdagsaktiviteter. Parken råder over 60 figurer fra 8-9 fortællinger, og 50 forskellige forestillinger vil give Pippi selskab: Karlsson på taget, Madicken på Junibakken, Brødrene Løvehjerte, Ronja Røverdatter, Emil fra Lønneberg og Rasmus på farten.

Underholdning ledsages af kærlighed til maden, for siden 2010 har parken i Astrid Lindgrens ånd udelukkende serveret lokalt produceret og næringsrig kost. Man har således etableret et samarbejde med en af Sveriges bedste kokke, Fredrik Eriksson, der blandt andet er restauratør på Långbro Värdshus. Fastfood eller retter af halvfabrikata bliver derfor ikke serveret i parken. Lokale råvarer anvendes i så stor udstrækning, som det er muligt, og alt tilberedes fra bunden. Noget, mange gæster roser.

Astrid Lindgrens Näs, som er forfatterindens barndomshjem, er et relativt nyt besøgsmål i Vimmerby. I år indvies anden etape af haveudstillingen samtidig med at en ny udstilling ”Hele verden brænder” med afsæt i Astrid Lindgrens dagbøger fra Anden Verdenskrig, tager de besøgende med på en mere alvorlig og tankevækkende færd. Således fejres også to 70-års markeringer, for udover at Pippi fylder 70, er det 70 år siden, at Anden Verdenskrig sluttede.

Andre sjove ting for børn på ruten

Vælger man at tage en forlænget weekend eller mere i Småland, kan man med fordel lægge vejen forbi andre højdepunkter for børnene:

  • Nils Holgerssons Värld

Her møder man et Sverige i minature-udgave, som der så ud i landet i slutningen af 1800-tallet. Man tager på tidsrejse sammen med Nils Holgersson, figuren fra den kendte børnebog af den svenske forfatterinde Selma Lagerlöf, tilsat eventyrbane ni meter oppe i trætoppene, 18-hullers minigolfbane, legeplads, hoppeborg og skydebane, hvor man kan teste sine jagtinstinkter. Nils Holgerssons Värld ligger ca. 7 km nord for Vimmerby.

Se mere: http://www.vimmerby.com/nils-holgerssons-varld-573666/

  • Virum Älgpark

Her kan børnefamilien se og opleve elge, dådyr og rådyr i deres eget miljø. I smukke naturomgivelser og på en såkaldt safari kommer man helt tæt på de store dyr, hvor det også er muligt at klappe og made dem. Älgparken ligger ca. 25 minutters kørsel fra Vimmerby.

Se mere: http://www.vimmerby.com/virum-algpark/

  • Västervik Resort Lysingsbadet

Nordens største familieresort er Västervik Resort Lysningsbadet, som ligger midt i skærgården. Der er samtidig ikke mere end tre kilometer til Västerviks by. Senest har stedet udvidet med et middelhavsinspireret oplevelses-badeland med spa-anlæg for de voksne og eventyr-badeland for børnene. Spadelen er allerede åbnet, mens eventyr-badelandet åbner i løbet af foråret 2015.

Se mere: http://www.lysingsbadet.se/

  • Glasriket

I Glasriket kan hele familien prøve glaspusteri. De fine – eller anderledes - glas kan sidenhen tages med hjem som minde. Der er professionel hjælp fra glaspustere at hente, når man kaster sig ud i at arbejde med det varme, fine materiale, som bliver til glas.


Se mere: http://www2.glasriket.se/sv/se-och-gora?filter=c%3D3005

  • Øland (i sig selv) – og Eketorps Borg

Eketorps Borg ligger i Store Alvaret i den sydlige del af Øland. Borgen omkranser en fortidsby med rekonstruerede huse fra jernalder og middelalder. Gæster får udover historiens vingesus mulighed for at se og snuse til får, grise og høns af gamle landracer, som går frit omkring ved borgen. Selve ringborgen er en rekonstruktion af en borg, der engang lå her. I alt er der 19 jernalderborge på Øland, og øen er nok det sted i Sverige, hvor der lå flest borge i jernalderen. I jernalderen var øen rig, og befolkningstallet var forholdsvis højt.

Se mere: http://www.eketorp.se/

Øvrige fakta:

I maj åbner sommerens udstilling på Astrid Lindgrens Näs. Udgangspunktet for ”Hele verden brænder” er forfatterindens krigsdagsbøger fra Anden Verdenskrig.

Astrid Lindgrens Näs åbner herudover anden etape af haveudstillingen, som viser haver baseret på temaer i Astrid Lindgrens bøger. Besøgende vil kunne gå i melankoliens have, livsglædens have og vredens have. Haveudstillingen hylder forfatterindens kærlighed til Smålands kulturlandskab. Indvielsen finder sted den 13. juni 2015.

For at arven i Astrid Lindgrens Näs kan blive forvaltet på den måde, Astrid Lindgren selv ville have ønsket, er der etableret et programråd, som forfatterinden selv var med til at udpege helt tilbage i 1991. Programrådet er sammensat af Astrid Lindgrens kolleger, slægtninge og venner. Blandt andet indgår Astrid Lindgrens datter Karin Nyman samt vennen og forfatterinden Margareta Strömstedt i programrådet.

Astrid Lindgrens Verden åbner denne sæson den 14. maj 2015 og holder åbent alle dage frem til 30. august, samt weekenderne (fredag-søndag) i september. Derudover holder parken også efterårsåbent 24. oktober – 1. november, hvor der er høst- og håndværksmarked.

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • Øland
  • sverige
  • glasriket
  • småland
  • astrid lindgrens verden
  • kalmar
  • västervik
  • vimmerby
  • nils holgersens verden
  • astrid lindgren
  • virum älgpark

VisitSweden er en kommunikationsvirksomhed der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376