Pressemeddelelse -

Skiferien er for familien – bare ikke svigerfamilien

To ud af tre skirejsende danskere er rigtig glade for at rejse på skiferie med familien. Det gælder dog ikke svigerfamilien, som kommer langt nede på listen over dem, vi helst vil rejse med. Det viser en helt ny undersøgelse fra VisitSweden. 

Ens egne forældre, søskende, mand og børn hører til blandt favoritterne, når det gælder rejsekammerater på skiferien. Det er nemlig vores egen familie, vi foretrækker at tage på skiferie med. Det viser en helt ny undersøgelse, som Epinion har gennemført for VisitSweden. Til gengæld viser undersøgelsen også, at ægtefællens forældre ikke står højt på listen over foretrukne rejsefæller. Kun to procent af de adspurgte foretrækker at tage af sted med svigerfamilien. Svigerfamilien må altså i den grad se sig slået af den helt nære familie, men også af vennerne som en tredjedel af de adspurgte foretrækker at rejse på ski med.

”Det er egentlig lidt af en kliché, som bliver bekræftet her – nemlig at vores egen familie er god nok, men ægtefællens måske bliver lidt for irriterende at være af sted med. Faktisk til en grad så vi hellere vil rejse med venner. Det er selvfølgelig forskelligt fra familie til familie, og der vil jo altid være én, der rejser med svigerfamilien, men det er i hvert fald ofte en succes at rejse flere sammen – især hvis man har børn. De ekstra hænder kan betyde meget på en ferie, der kræver lidt praktisk planlægning, og hvis man rejser med vennepar, som har børn på samme alder, er der også legekammerater til børnene,” siger Anna Kron Boysen, PR Manager hos VisitSweden.

Store familiehytter i høj kurs

Og ligegyldigt om man rejser med sin egen familie, med svigerfamilien eller med venner, så er de store familieture i høj grad populære hos de svenske skidestinationer, der mærker en stor efterspørgsel på hytter og lejligheder, der kan rumme flere end den almindelige kernefamilie på to voksne og to børn:

”Det er dejligt at se, at danskerne er så glade for at rejse med deres familie, og det er bestemt også en tendens, som skistederne kan mærke. Der er efterspørgsel på de store hytter, hvor der kan bo to eller flere familier, og der findes også lejligheder, som forbindes af en dør, så man nemt kan gå frem og tilbage hos hinanden. Det er hyggeligt at være mange af sted og rigtig nemt at komme i feriestemning, når man kan samles foran kaminen til et spil kort og en kop varm kakao efter en lang dag på pisterne, og så kan man jo hjælpes ad med at lave mad og passe børnene eller skiftes til at tage tidligt hjem med dem,” siger Anna Kron Boysen.

Fakta – Skidestinationer i Sverige med gode familiehytter og delelejligheder

Kläppen 

Med 34 pister og 21 lifter byder Kläppen på et ideelt skiområde, hvor børnene har været i centrum i hele udviklingen. Samtidig får du mere sol, mindre vind og bedre sigt. Uanset hvor solen er, kan du nyde den hele dagen, for Kläppen har fine pister i alle verdenshjørner. Til de modige voksne og børn, der ikke er bange for at få luft under skiene, byder Kläppen på en overdådig snowpark, der ni år i træk er kåret som Sveriges bedste.

Säfsen

16 pister. Med masser af skiaktiviteter og et særligt skiområde for børnene er Säfsen det oplagte valg for familien, der ikke er klar til den lange køretur. Her findes lækre hytter og mange muligheder for andre aktiviteter som langrend, rideture, hundeslæde og Säfsens nye spaområde vil give gæsterne den ægte vildmarksfølelse.

Idre Fjäll

Med sine 41 pister er Idre Fjäll i det nordvestlige Dalarna først og fremmest en helt ideel familiedestination, men området byder faktisk på noget så varierende som et top populært børneområde, et ekstremt veludstyret snowboardland og så intet mindre end Skandinaviens stejleste pist, “Chocken”. Pisten har visse steder en hældningsprocent på 47 procent, og den ligger i den stejle del af Idre Fjäll, som er på nord- og østsiden af skiområdet. Idre Fjäll har altså masser af muligheder for alle familiens medlemmer, og uden for pisterne byder stedet også på en række af underholdende aktiviteter. Stedet har trods sine mange tilbud været i stand til at holde priserne på et rigtig pænt niveau.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen omhandler danskernes skiferievaner. Den er udarbejdet på baggrund af i alt 1.007 gennemførte interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er udarbejdet af Epinion for VisitSweden og er gennemført som en webbaseret undersøgelse på Epinions Danmarkspanel i perioden december 2012 til januar 2013.

Se mere på skiferie.visitsweden.com

Copyright foto: Idre Fjäll

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • ski
  • skiferie
  • kläppen
  • säfsen
  • idre fjäll
  • rejse
  • sverige
  • visitsweden
  • familie

VisitSweden is a communications company that works to promote the brand of Sweden and the Swedish destinations and experiences internationally. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376