Pressemeddelelse -

Svenskerne inviterer til grønt gilde

Foto: Sofiero Slot

Private haver, planteskoler, herregårde og botaniske haver byder velkommen:

Sommeren er på vej i Sverige. Og med dét også ’Trädgårdsrunda’ eller Haverunden på dansk. Svenskerne inviterer med andre ord til grønt gilde i Københavns smukke baghave, hvor besøgende får lov til at kigge indenfor i deres private haver, og samtidig trækker planteskoler, herregårde, slotte og botaniske haver den fineste flora og fauna frem, og det er noget, vi danskere kan lide. Uformelt og hyggeligt, -og med en masse ekspertise for det grønne.

Det er trettende år i år, at Haverunden i Nordvestskåne inviterer inden for, for traditionen har vist sig mere og mere populær over årene – ikke mindst hos os danskere. I år ligger den i weekenden 5. – 7. juni, og hele 50 private haver deltager. Sidste år tog mere end 30.000 besøgende fra Danmark og Sverige imod tilbuddet om at få et kig indenfor i de omhyggeligt skabte private haver og herudover opleve betagende flora i botaniske haver og slotsparker med botanikere, som fortæller. Interessen for haverunderne synes ikke at blive mindre, tværtimod.

Lotties Trädgård i Ängelholm er en af de haver, der åbner havelågen og byder indenfor. Ægteparret Hermansson med Lottie i spidsen har deltaget i alle årene, og sidste år bød på små 1000 gæster hver af de tre dage, Haverunden i Nordvestskåne omfatter. Lotties have er på 3600 kvm. og indeholder en række fine miljøer, bede, damme, udsigter til marker og enge, sjove keramiske figurer overalt, og en lille butik, hvorfra grønt og keramik kan købes med hjem.

”At komme ind ’bag hækken’ og se resultatet af svenskernes grønne fingre er noget, danskerne kan lide. Svenskerne er kendt for at lægge meget hjerteblod i deres private haver, og danskerne vil gerne have inspiration. Haverunden i Nordvestskåne er på trettende år populær, og Trädgårdsrundan Österlen, som havde premiere sidste år, er også en meget fin haverunde og blev vel modtaget”, siger Anna Kron Boysen, PR-manager hos VisitSweden.

Det er således andet år, Österlen Trädgårdsrunda byder inden for, og denne gang deltager et endnu større antal private skåninge med deres have. Også her er en lang række gartnerier, herregårde, slotte og botaniske haver med og viser det bedste frem. Österlen har inddelt deres haverunde i tre perioder, hvoraf den første – forårsrunden - netop er gennemført, mens sommerrunden er på vej i ugerne 27-28, når børnene har fået sommerferie, og roserne står i blomst. Den tredje ligger i august i ugerne 33-34 med fokus på årets høst fra køkkenhaverne.

VisitSweden guider til disse ’grønne oplevelser’ i Skåne:

Trädgårdsrundan i Nordvestskåne

I år ligger den populære Trädgårdsrunda i Nordvestskåne i weekenden 5. – 7. juni. Haverunden gennemføres for trettende gang. Trädgårdsrundan arrangeres af foreningen Trädgård & Kultur i Nordvestskåne og er vældigt populær blandt danskere. Det er gratis at komme ind i de private haver, men køber man et kort over de 50 haver, der deltager, som giver en beskrivelse og adresse til hver af dem, koster det 20,- svenske kroner. Herregårde, slotte og botaniske haver har samme prispolitik som normalt og meget spændende på programmet.

Trädgårdsrundan: Fredag-lørdag-søndag, 5-6-7. juni
Höstträdgårdsrundan: Søndag, 13. september
Månskensrundan: Lørdag, 10. Oktober

https://www.facebook.com/skanenordvastdintradgard

Sofiero Slot

Er man på haverunde i Nordvestskåne, kan man med fordel lægge vejen forbi et af Sveriges smukkest beliggende slotte, Sofiero Slot (opført 1864-65). Slottet ligger ca. 5 km nord for Helsingborgs centrum ved kysten med udsigt over Øresund, Kronborg og Sjælland. 10.000 rhododendronbuske og fløjlsbløde græsplæner omkranser slottet, hvor Dronning Ingrid har trådt sine barnesko, og mange tusind blomster og træer giver en enestående botanisk oplevelse. Parken rummer også et legeområde for børn, hvor Dronning Ingrids legehus stadig står. Den danske kongefamilie har tilbragt mange somre på Sofiero, da Dronning Ingrid elskede stedet. I 2010 blev slotsparken kåret som Europas smukkeste park. 

Når rhododendronbuskene blomstrer i maj-juni, tiltrækker slottet haveelskere fra hele verden, men haven er et besøg værd hele året rundt.  

Se mere her: http://www.sofiero.se/

Trädgårdsrundan i Österlen

Trädgårdsrundan i Österlen var en stor succes sidste år, hvor der var premiere på den. I år er anden gang, at Österlen byder inden for, og denne gang åbner et endnu større antal skåninge havelågen til deres have. Også en lang række planteskoler, herregårde og slotte er med og viser det bedste frem. Österlen har inddelt deres Haverunde i tre perioder (forår, sommer og efterår). Trädgårdsrundan i Österlen åbner i år også udstillingen ”Österlens haver - 200 års glæde, viden og tendenser”, som vises på Österlen Museum i Simrishamn i løbet af året.

Se mere her: http://www.visitystadosterlen.se/tradgardssida

Åbergs Trädgård

Åbergs Trädgård deltager i Haverunden Österlen og er en af de ældste planteskoler i Sverige (anlagt i 1872). Det drives stadigvæk af den samme familie, så glæden for det grønne og stor viden herom er videreført gennem generationer. Alle grøntsager og planter er hjemmedyrket uden kemikalier, og ekspertisen er stor. Også derfor er stedet så populært blandt danskere, som har gode oplevelser her og får inspiration med hjem. Med hjem kan også købes en lang række forskellige blomster, planter og grøntsager til udplantning i egen have.

Se mere her: http://www.visitystadosterlen.se/tradgardssida

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • trädgårdsrundan
  • haverunden
  • nordvestskåne
  • sverige
  • visitsweden
  • malmø
  • sofiero slot
  • ängelholm
  • österlen
  • åbergs trädgård
  • simrishamn

VisitSweden er en kommunikationsvirksomhed der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376